GLAD TENORBAVIAN

Den maltesiske supertenor Joseph Calleja varmede op til en serie ekstranumre, som fik salen til at syde. Han er en sanger uden smalle steder.

*****

HAN er fra Malta, og det er en bette ø, men den har altså plads nok til Joseph Calleja, til både at føde og huse ham, han er stor og flot som en engelsk gadelygte – og han bor altså ifølge programmet på Malta, når han ellers ikke stormer verden rundt og får tenorfans til at dåne – damer med. Han gør i hvert fald, hvad han kan for det: Et af hans utallige ekstranumre i Tivoli i aftes bestod i, at han lod orkester være orkester, vandrede ned blandt publikum, mens han a capella sang Edith Piafs ’La vie en rose’ til en vistnok tilfældig spottet ung dame, hvis ledsager så temmelig desorienteret ud, da Calleja – tilbage på tribunen – gjorde ’jeg ringer’-tegn ned til damen.
Jo, jo – Calleja har været her. En af øjeblikkets mest tiljublede tenorer.
En ganske anden tenor end den Lawrence Brownlee, vi hørte i Tivoli sidste uge, den lidt generte, gennemtjekkede, elegante, sorte tenor, der kunne spille på sin stemme som en Isaac Stern på sin violin.
Calleja invaderer scenen, som var den den bedste legeplads i nabolaget – det samme gjorde Rolando Villazon, da han var på toppen, men noget tyder på, at Calleja alligevel har mere kontrol over krop og stemme, end Villazon havde.

EKSTRANUMMER! EKSTRANUMMER!

Jo, vi sammenligner tenorer. De er et folkefærd for sig, dyrket for stemmehøjden og en udbredt opfattelse af, at med det høje stemmeleje er åndsevnerne blæst ud, hvilket naturligvis er det rene vrøvl, men måske for nogle forbundet med tenorers attraktion. Kort må vi sige, at Calleja i hvert fald er et brillant og festligt bekendtskab.
Vi rekapitulerer – eller for at sige det: Vi kapitulerer. Sådan fik han os nemlig på denne aften: Kæden af ekstranumre fik os til at overgive os, nummer efter nummer, utrættelig i sin glæde over at synge, og over at få et begejstret publikum proppet i hovedet.
Hvad han egentlig på sit charmerende engelsk fik sagt ud i salen, var svært forståeligt, men underordnet. Måske undskyldte han, at Hoffmanns bizarre sang om den vanartede Kleinzach var udgået i første del af koncerten, men pokker stå i det! Nu sang han den som ekstranummer, et af de særeste indslag i Offenbachs ’Hoffmanns eventyr’, og også sært som ekstranummer, det er en hel stor og lang scene i operaen, ikke en lille dessert, man bare futter af for at melde punktum og tak for i aften.
Tværtimod: Det udsatte shownummer satte ham rigtig i hopla, vi fik både Leoncavallos ’Mattinata’, Edith Piaf-sang, Rossini og meget mere.

TILLØB

Nok til under kapitulationen at glemme lidt, at sangeren havde taget et vældigt tilløb med udmærkede indslag, der første bragte os høfligt på rundtur i hans repertoire: Hertugens ’Questa o quella’, slubbertens hyldest til almindelig promiskuitet i ’Rigoletto’, så – bemærkelsesværdigt! – en melankolsk Tjaikovskij-sang på russisk – for straks efter at gå til det franske som Gounods forelskede Romeo, der hilser solens opgang med en melodiøsitet, der får alt, hvad vi i denne tid bydes på af hans landsmand Massenet til at blegne.
Det var, som om pausen og måske dropningen af Hoffmann-sangen som afslutning på 1. del, bragte den store tenor i glad kamplyst i 2. del – endnu bedre ved stemme og mentalt afslappet allerede i duetten med Sofie Elkjær Jensen, der havde fået fornøjelse, fordi hun ved samme lejlighed skulle modtage Folmer Jensen-prisen på 100.000 kr.
Noget af en udsat post for hende overfor denne bavian af en tenor, men nydeligt forvaltet i duetten mellem den kokette Adina og den sukkende Nemorino i ’Elskovsdrikken’.

DET SYDEDE

Virkelig sul på figurerne kom der så bagefter for Calleja med Macduffs hævnscene fra Verdis ’Macbeth’. Og en udtryksfuld arie fra Cileas ’L’arlesiana’ – et slagnummer hos Caruso i sin tid. Tydeligvis et tonefald, der lå Calleja på hjerte. Hvor hans tårnarie fra ’Tosca’ bestemt havde sin virkning i Callejas karakteristiske nuanceringer mellem et forte og et ned til-næsten uhørligt pianissimo.
Efter bogen var det koncertens afslutning. Men så var det han gik til den, denne italiener, undskyld malteser. Vi er trods alt ikke så langt syd for Napoli, hvor glæde ved at synge og optræde er noget umisteligt.
Stemningen sydede i salen.

gregersDH.dk