HISTORIENS

PINEFULDE

VINGESUS

STASI-spionen Jörg Meyers digte fra Vestre Fængsel som hårfin kammermusik.

Komponist: Nicolai Worsaae. Tekster: Jörg Meyer. Musikere: Figura Ensemblet. Solist: Signe Asmussen. CD udg. af Dacapo Records 8226140. 

****

HVOR er vi henne med denne musik? Den er baseret på noget yderst dramatisk og konkret. Svær at lytte til uden at forbinde den med det, den handler om:

DE tretten tekster, der synges af Signe Asmussen ledsaget af Figura Ensemblets klarinet, kontrabas og slagtøj, er skrevet af den østtyske spion Jörg Meyer, da han sad isolationsfængslet i Danmark i 1978-79. Vi er i cellen med al cellens grim- og grumhed, dens kvælende ensomhed, og vi er bombarderet med viden og erindring om den sag, der bragte ham i fængsel.

DET kan man prøve at lukke af for, når man lytter, men den går ikke, og det er heller ikke meningen.

KOMPONISTEN Nicolai Worsaae har skrevet musikken som et totalt lydbillede af Jörg Meyers situation og af de tanker, der kører i hans hoved, af presset, ensomheden, frygten og længslen efter frihed. Få er i tvivl om baggrunden: Ikke bare er den 35-årige Worsaae søn af den præst, der som den eneste ud over en beskikket forsvarer havde adgang til at tale med Jörg Meyer i de elleve måneder, han sad i isolation – men Jörg Meyers liv og skæbne fyldte aviserne i årene omkring 1980. Alene dagbladet Information skrev over hundrede artikler om sagen, og radio- og tv-udsendelser borede i historien. Alle dannede sig dengang et billede af Jörg Meyer, en charmerende DDR-spion, der fik sin danske kæreste til at tage job i Udenrigsministeriet, hugge hemmelighedstemplede dokumenter, aflevere dem til kæresten, som ekspederede dem videre til STASI i Berlin.

DEN historie er ikke fiktion som Beethovens fængselsopera ’Fidelio’. Den er virkelig.

JÖRG Meyers digte fra fængslet er korte, urimede tekster med titler som ’Mørket’, ’Længsel’, ’Regn bag tremmer’. De bliver sunget af Signe Asmussens sopran med en stemme så nedtonet og fin som det tyndeste pergament – intimt, næsten fjernt og uden vibrato. Svævende åndeagtigt, som om er hun dårligt nok til stede, hun er hans tanker, hans tekster. Ganske få gange undervejs i udbrud – ’jeg skreg, da lyset vågnede…’ digter Meyer. Men tankernes modstykke er mest de lyde af skrab mod vinduet, fængselsdøre, der smækker, formuleret som antydninger i klarinet og slagtøj, og hemmelighedsfuldt svøbt omkring sopranens stemme og tekster, der også nogle få gange er i dialog med Jörg Meyers egne indtalinger af sine digte.

SMUKT. Mærkeligt. Som er det The Phantom og Christina i  Pariseroperaens Underjordiske, skruet ned til det sorteste pianissimo, men maksimalt udtryksfuldt, så vi spidser ører, fanger de mindste detaljer, lever os ind i den trykkende celle-verden, mandens følelser og lod, lytter til, hvor detaljeret Worsaae rammer den tone, han hører i digtene – ingen andre havde vist haft dem i hænderne, end hans far, præsten, i første omgang i hvert fald – Information bragte nogle af dem efter Meyers løsladelse, og ingen har sat dem i musik før unge Worsaae, der bruger dem til hypersensitiv, indlevet kammermusik.

MEN musik, som er umulig at løsrive fra den virkelighed, den tager udgangspunkt i. Hvilket ikke gør den mindre interessant.

gregersDH.dk