'Jorden brænder' Teater Grob 14.2. 2015 Anm.

Ingen tilgængelige pressebilleder fra forestillingen

 

 

SLAPT

 

 

Teater Grob laver en bundskraber med det tredje afsnit af ’Det 6. kontinent’. Vi er langt fra starten med ’Hotel Nelson’ for nogle år siden.

Brian Wind-Hansen: ’Jorden brænder’. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm. Medvirkende: Neel Rønholt, Steen Stig Lommer, Per Scheel-Krüger og Claudio Morales.

’Jorden brænder’ spiller på Teater Grob  indtil 21. marts

**

DER skal ske noget med Teater Grobs projekt ’Det 6. kontinent’ hvis det skal overleve. For kvaliteten går grumme ned ad alle bakker i tredje del, der havde premiere i aftes.
En rigtig skidt historie om tre danskere – denne gang udsat for sig selv og deres danske manerer på en tur til Peru. Historien er – i modsætning til de to forrige i serien, ’Hotel Nelson’ og ’’Warszawa’ – slapt og forvrøvlet venstrehåndsarbejde. ’Hotel Nelson havde spændstige portrætter af et Politiken Plus-selskab på rejse i Afrika og bragede igennem med ømme portrætter af danskere og deres fordomme. ’’Warszawa’ ramte en flok unge, der slap alle hæmninger under en tur til den polske hovedstad.
3. del hedder ’Jorden brænder’ og foregår i Peru. Per Scheel-Krüger spiller en højskolelærer, der har kastet sig ud i et projekt, der skal få peruanerne til at forstå de skønne sider ved den danske andelstanke. Og få ham selv reddet ud af et svindelnummer med højskolens kasse derhjemme. Peruaneren, han samarbejder med, er klar til at gramse danske kroner ned i lommen. Han spilles af Claudio Morales.
Pengene, de begge to ser for sig, skal komme fra et par sponsorerende  højskoleelever, der er med på studietur til Peru. Neel Rønholt er et forkælet, naiv pigebarn, hvis forældre har tegnebogen i orden, og vil hende det godt. Og den anden, omhyggeligt udvalgte højskoleelev er en sat, afstumpet forretningsmand med millioner på kontoen, og af uransagelige grunde endt på højskole. Det er Steen Stig Lommer i fin rutinestil.

FORTÆNKT

Plottet er håbløst fortænkt, uden hoved og hale, de fire personer kæmper fra hver sit hjørne på at skabe og løse ikke-eksisterende eller uinteressante konflikter. Det absurde andelsprojekt, som kunne have givet stof til kulturelle modsætninger, flagrer bort til fordel for ligegyldigt fnidder og dårlige sproglige snublerier.
Instruktøren Madeleine Røn Juul har ikke haft de skarpe, hurtige dialoger at lege med, som Thomas Levin f.eks. kunne skrive til de to forrige afsnit af ’Det 6. kontinent’. Forfatteren til ’Jorden brænder’, Brian Wind-Hansen, har ikke meget andet end almindeligheder i bøssen. Lidt små grin tilstås der hist og her. Men vingefanget er lavt.
Dekorationen er som i ’Hotel Nelson’ i to etager, dengang udnyttet kreativt, her en ligegyldig detalje.
Der skal andre boller på suppen, hvis det store projekt i 6 afsnit skal holde frem til den samlede aflevering på Aarhus Teater i 2017.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *