JOKUMS VERDEN

Tre nye skuespil færdige. En roman i maskinen. Sære historier og fortids spøgelser murrer i forfatteren Jokum Rodes hoved.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Thorkild Amdi

Han kører foran mig på cykel. Jokum Rohde, som jeg skal interviewe om tre dage. Jeg prøver at komme op på siden af ham.
Men nej. Tempoet er højt, og Jokum Rohdes kasse-model Nihola på tre hjul skal have albuerum i Lille Kongensgade. Han har et barn med. Det går målbevidst mod Kgs. Nytorv. Jokums røde hår står som en pigtrådsspærring i luften.
Jeg drejer. Han er videre over torvet.
Hvad sker der i den mands hoved under strithåret?
Jeg ser for mig en turbulens af virtuel input. Billeder, fabuleringer, konstruktioner. Jeg har lige læst om tilblivelsen af hans første teaterstykke i 1993: Den 23-årige forfatter stormer hvileløs rundt med metroen i Paris. Står af på en station, sætter sig på en bænk og skriver. Springer på nyt tog, hopper af på en anden station, skriver videre. Springer på igen. Stykket fik titlen ’To dage ud fra lørdag nat’ og kom op på Fiolteatret.
Nu kører han dér. Familiefar på vej med barn fra vuggestue til hjemmet i Amaliegade.

RO I HUSET

Tre dage efter tager vi så pulsen. Jokum er i gang med en roman hjemme i Amaliegade, fortæller han. Skriver om formiddagen, mens der er ro i huset. Skriver altid hjemme og kun om formiddagen. Tempoet er så højt som i 1993. Men logistisk kontrolleret. Et år er sat af til projektet. Ingen titel. Og hvis der var, fik jeg den ikke at vide. Det gør ikke engang hans kone, skuespilleren Regitze Estrup.

”Min kone har godt set en vis type bøger, jeg opkøber som en gal. ’Hvorfor nu dét?’ spørger hun. Men hun får mig ikke til at sige noget.”

Ikke fordi Jokum Rohde hører til de tavse. Tværtimod. Det strømmer fra ham. Venligt, energisk. Engageret  – men kun om, hvad der ligger bag ham. Hvad der ER fra hånden. Tre skuespil. Som alle venter på opførelse. ’Darwins testamente’, der har premiere på Det Kgl. til september. ’Orestien’, som kommer op på Odense Teater samtidig. Og den tredje: Et endnu navnløs psyko-drama, bestilt af Dramaten i Stockholm. Alt sammen færdigt arbejde.

EN SATANS GYSER

Og hvad så? Romanen. Tavshed om den.
Men det stykke til Dramaten? Er det Jokum Rodes retur til krimi-gyset og de sorte, hemmelighedsfulde baggårde? 

”Det var dét, Dramaten bad om. Og det skulle nok også være nu. Det kunne jeg mærke. Oven på ’Darwin’, ’Orestien’ og før det: ’Pinocchios aske’. De her store lineære monstrummer, som har krævet så meget forberedelse. Timer på Det Kgl. Bibliotek. Men jeg frygtede det lidt. At skulle begynde uden nogen intellektuel, litterær bearbejdning. Bare sidde og skrive. Det var pludselig grænseoverskridende. Men skønt, at jeg blev tvunget til det. Vi talte om, at det skulle være en satan-gyser. Så det blev noget med at sidde i fire måneder og kun se sataniske gysere. Næsten som da jeg var barn.”

– Som da du var barn??

”Der er underlige poler og modpoler i min barndom. Det deler sig f.eks. imellem Det Kgl. Teater, hvor min morfar var teaterchef og havde to pladser på balkonen, og jeg kom til at se en masse opera og ballet. Og så den anden verden, som er min mors skuespiller-karriere. ABC-teatret og Morskabsteatret, hvor jeg sad aften efter aften alene i garderoben og hørte højtalerne fra scenen. Kunne komedierne udenad. Det mærkelige garderobemiljø med voluptuøse skuespillerinder og Ryg, Kaas og Dirch, som var i deres livs vinter. Som ikke havde det særlig godt.”

– Men de sataniske gysere?

”Min mor…det var meget revyer og film. Sidde og se film med hende. Horrible, uhyggelige gysere, fra jeg var otte eller ni år. Gamle. Sort-hvide. Ikke noget filter mellem hvad jeg måske burde se som barn, og hvad jeg faktisk sad og så sammen med hende! Også ’Cabaret’, som jeg mere og mere opfatter som direkte nazi-pornografisk. Den type film har jeg haft et 100 procent forhold til fra en meget tidlig alder. Og så det lidt forfaldne, men farverige garderobemiljø på teatret. Jeg blev vendt mod mærkelige ting meget tidligt.”

– Fortsat i teenageårene, hvor du strejfer rundt i forstæderne og på det indre Vesterbro. Byens afkroge. Optaget af sære steder og eksistenser…

”Jeg delte blade ud. I tre år. Så stort set alle opgange i København! Oplevede det som en tilflytter. Fra at være vokset op i Amaliegade og taget frem og tilbage til Krebs Skole i Stockholmsgade  – og så som 15-16 årig hver dag komme ud i det fattige firser-Vesterbro og Nørrebro og Valby og Amager. Chokerende. Jeg vidste ikke, byen var så stor, så forfalden, så fattig, så rå. 
Jeg blev aldrig en del af de miljøer. Men en iagttager. Fascineret og tiltrukket, især af det indre Vesterbro. En opdagelsesrejsende i det hedonistiske, det opløste København. Især da jeg blev venner med nogle Vesterbro-kokke, som jeg i årene efter skolen arbejdede sammen med, mens jeg var tjener på restaurant Lumskebugten. Det svarede til den mørksindede litteratur, jeg læste. William Borroughs, Genet, Celine, Raskolnikov, Poe – jeg tror, det begyndte med David Bowie og hans sangunivers. Jeg må nok takke min far: Han fik mig på universitetet. Først litteraturvidenskab. Men jeg gad ikke dukke op. Så kom jeg på filmvidenskab. Og gad ikke dukke op. Så på historie. Men gad heller ikke dukke op. Til sidst blev det teatervidenskab. Dér dukkede jeg op! Fem utrolig gode år fra jeg var 21 til 26. Teatervidenskab og så filosofi, teologi og historie som tilvalgsfag.” 

– Men som forfatter slipper du aldrig de mørke miljøer. Dem, du skildrer med uhyggelig indlevelse i debut-romanen ‘Jonas bog’ – eller den delvis dokumentariske ‘Sally-Stina skriget’, som Det Kgl. spillede for et par måneder siden.

”Det sidste var en scene-version af ’Karnevalsmordet’, som jeg skrev til Radioteatret for et par år siden. Jeg var rystet dengang over kritikken. Jeg blev bebrejdet, at jeg gik så tæt på Stine-mordet i Teglgaardsstræde for 18 år siden. Kritikken fik mig til at gå i baglås. Jeg kunne ikke fortælle, at jeg havde gået i skole med hende på Krebs Skole. Og haft hendes far som fysiklærer. Jo mere jeg tænker over det, mærker jeg, hvordan det mord kaster en uhyggelig skygge over min egen barndom. Og skolegang. Det er noget, jeg kan visualisere, som var det i går. En del af min egen historie. Af det underlige mørke, der ligger over Krebs Skole. Den skolegang. De ni år. Jeg ville lave en fiktionalisering af, hvad der var sket. Jeg har fået breve fra andre, som også har kendt hende i skolen, og som har støttet mig i at skrive stykket, fordi de også føler, at det var et af de mørkeste hændelser i København i vores levetid. Et åbent sår. Stykket er et arbejde omkring den fælles sorg. En angstfantasi. En hallucination om et mord. En kobling af noget præcist geografisk, næsten dokumentarisk og så noget 100 pro cent fabulerende.”

– Som i andre af dine skuespil.

”Ja. Det handler om kunstnerisk frihed. Kunst er grundlæggende ikke styret af moral. Kunst er et frit løb ind i noget ukendt  – og i noget farligt. Det ligger også i ’Pinocchios Aske’, der skildrer et diktatur, hvor kunsten er forbudt. En samfunds-gyser, der sætter spørgsmålstegn ved vores statsdannelser, der har etableret en slags velfærds-utopia inden for murene. Også i ’Darwins testamente”, som er en slags ’Pinocchios aske 2’. Darwin er for mig den ultimative tænker. Hans tanker grænser til det kriminelle. De ændrer verden for altid. Hvis kunsten har carte blanche med hensyn til sin egen destruktionskraft, så er det intet imod, hvad filosofi og videnskab kan afstedkomme. ’Darwins testamente’ er ’Darwin mod staten’ – ’Darwin mod dronning Victoria’, ’Darwin mod det konstruerede, det kontrollerede samfund’.”

– Ikke ‘Darwin mod kristendommen’?

”Nej. Katrine Wiedemann spørger mig også: ’Hvordan kan du undgå dét?’ Jeg forstår godt, I spørger, for det er så oplagt. Men jeg gør Darwin til en Dr. Mabuse-agtig figur. En omstyrter af en hvilken som helst samfundsorden, en ødelægger. En genial og mystisk særling. Placeret i dét viktorianske England, der er så fascinerende. Så man møder både Frankenstein, Jack the Ripper, Dr. Jekyll og Mr. Hyde og ’Kvinden i hvidt’ – The Woman in White, som min mor i øvrigt lige har oversat, og jeg har skrevet efterskrift til.”

Gotiske gyserskikkelser. Gengangere i Jokum Rodes verden. Skjulte kræfter. I den fantastiske virkelighed? I Jokum Rodes hoved, når han cykler gennem byen med sin kostelige last?
Vi lader spørgsmålene hænge i luften.