TIL OFRENE PÅ ØEN

Komponisten John Frandsen har skrevet en vældig dødsmesse, et ’Requiem’, som han har tilegnet ofrene fra Utøya. Resultatet er smukt. Og overraskende.

Dobbelt-cd dacapo 6 220649-50

****

UHA, der skal mod til. Og talent. Komponisten John Frandsen har skrevet et Requiem, time- nej, halvanden time langt, men det er ikke længden, der kræver mod. Det er genren – et requiem, en dødsmesse! Formet efter latinsk, katolsk struktur, bygget op, så tekster og messeled runger af tradition.
Nævn bare de komponister, der har skrevet requiem’er, som vi har i vore hoveder, Mozart, Verdi, Berlioz, Brahms, Britten… for ikke at snakke om langt ældre tiders, helt tilbage dér, hvor alt det, de andre bygger på, er blevet til: Den gregorianske sang hos munkene i de katolske klostre.
Hvorfor så nu? Den øjeblikkelige indskydelse er selvfølgelig, at Frandsens Requiem er skrevet i anledning af den sindssyge, norske fanatiker Anders Breiviks nedskydning af 69 unge på øen Utøya i Oslo Fjorden. Man kunne få det indtryk. Men det er det ikke. Hans Requiem blev skrevet i 2010. Efter at massemordene var begået 22. juli 2011, besluttede han imidlertid at tilegne det store værk til Utøya-ofrene, da værket skulle uropføres ved en koncert i DRs koncerthus i april 2013.
 

VREDENS DAG

John Frandsen er en komponist med grundfæstet dramatisk sans. Hans ’Requiem’ har mange af de egenskaber og kvaliteter, der præger hans korværker og hans operaer. Hans seneste opera er – paradoksalt nok i denne sammenhæng – en sprudlende komedie, der handler om en mand, der er død, men står op af kisten og konstaterer, at ”liver et bedre end alternativet”. Den er formodentlig skrevet for at afreagere oven på det store ’Requiem’-projekt.    
Men spændinger, modsætninger og voldsom afveksling og vitalitet er sandelig også kvaliteter ved denne dødsmesse, dynamiske skred afvekslende med lyrisk intensitet og en brug af teksterne, der håndfast klarlægger deres indhold.
Det er det latinske grundmateriale. Vi er ikke et sekund i tvivl om, hvad det handler om, når koret synger ’Dies iræ’ – vredens dag. Så lidt som vi er det hos Mozart. Og det er ikke kun i kraft af drønende pauker, men også fordi Frandsen skriver, så teksten står mejslet i luften. Og går den ikke i første omgang, så kan være forvisset om, at de gentages.
 

SALMER

Frandsen er ikke bange for at sige tingene to gange, og det gælder også i orkesterpartituret, der på den ene side er virtuost varieret, men samtidig næsten ’minimalistisk’ i brugen af temaer og figurer. Ikke mindst i munden på Teitur, den færøske sanger, som medvirker ind mellem de latinske led med ’salmer’, skrevet af digteren Simon Grotrian.
Enkle, danske vers i strofisk form af pudsig direkte kraft, dødens mysterium fortolket i eventyrlige vendinger: ”Når timeglasset stopper / og vi står med ørepropper / kan vi ikke høre braget / fra en altergang i havet”.
Teitur mere taler dem end synger dem – hans baggrund er rockmusikken – og teksterne repeteres melodisk næsten konsekvent som salmemelodier – med ren orgelledsagelse. Naivistiske lyriske indslag. 
Effekten er stor, også som kontrast til de ’rigtige’ sangere, der er med: sopranen Sine Bundgaard, mezzoen Andrea Pellegrini, tenoren Peter Lodahl og Halvor F. Melien – norsk sanger, der står anført som ’bas’ i tekstheftet, men mildt sagt er lys baryton, som vi hører ham her.
Man sidder tilbage efter at have hørt dette ’Requiem’ med fornemmelse af at have været på rejse i en blanding af en stor fortælling og et ritual, der er usædvanligt, fordi det mere fører os ud i landskaber end ind i kirkerummet.
Orkester og kor er DRs og dirigenten Henrik Vagn Christensen.
gregersDH.dk