Olaf Johannessen og Christine Gjerulff  i ‘Jeppe på Bjerget’ på Grønnegårdsteatret. (Tegn.: Claus Seidel)

JEPPE I

DØDS-

DROMEN

Olaf Johannesen får Holbergs Jeppe til at vokse fra sjællandsk bondedrog til tragisk ener i opsætningen af ’Jeppe på Bjerget’ på Grønnegårdsteatret.

Ludvig Holberg: ’Jeppe på Bjeget’. Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing og Marie i Dali. Medvirkende: Olaf Johannesen, Christine Gjerulff, Michael Moritzen, Steen Stig Lommer, Kasper Leisner, Andreas Jebro, Peter Oliver Hansen Jakob Fauerby, Sigurd Holmen le Dous og Ditte Ylva Olsen.

’Jeppe på Bjerget’ spiller på Grønnegårdsteatret indtil 20. august.

*****

EN overvældende trækonstruktion i gården til Dansk Design Museum, den såkaldte Grønnegård.
Et udstillings-objekt?
Næh. Det er scenen til ’Jeppe på Bjerget’ bygget op som en dødsdrom. En livsfarlig arena.
I ’Jeppe på Bjerget’ dømmes Jeppe til døden. Advokaterne, forsvarer og anklager, drøner rundt på de lodrette vægge iført sorte kapper og masker med lange hvide næser. Det er middelalderjustits. En dommer taler til Jeppe oppe fra kanten af dromen med hæs røst. Jeppe er i den knusende og anonyme magts vold.
Hundset med fra alle sider: Nille tæsker ham med krabasken, Jakob Skomager plyndrer og udnytter ham økonomisk med sine druk-fristelser, Baronen og hans folk bruger ham som legetøj i en mobning, der går over alle bredder i hensynsløshed i et spil, der stinker af standshovmod og kynisk misbrug af den arme, forvirrede Jeppe.
Sådan har instruktøren Thomas Bendixen tænkt sin ’Jeppe på Bjerget’, han pakker forestillingen ind i et commedia del’arte-show med musik, vi ikke får at vide, hvor kommer fra, musikken nævnes ikke i det ellers imponerende og indholdsrige program. Det er en skinger, spanskpræget dansemusik. Blæsere i hidsige og animerende rytmer, der driver baronen og hans håndlangere rundt i stiliserede danse af en distancerende, høvisk ironi. Klodrianen på møddingen omgivet af yndefuldt krukkeri. Virkningen er morsom og fræk. Endda elegant.
Marie i Dali har givet hoffolket brogede renæssancekostumer, og Steffen Aarfing er scenegrafen, der har kapslet dem alle ind i den store dødsdrom. Det fungerer tæt og dramatisk, at han anbringer Jeppe på et cirkelrundt plateau i dromens midte – den fungerer som mødding det ene øjeblik, det næste som baronens seng – mødding og pragtseng, de to nøglepunkter for mobningen af Jeppe.

EN OVERLEVER

Og så Jeppe, denne danske, nationale antihelt, den fordrukne, den skvattede, opportunistiske, hjælpeløse Jeppe. Olaf Johannesen spiller ham som en lømmel fra en bedre københavnsk forstad, du får ikke en dråbe sjællandsk bondesnak fra den Jeppe, den slags er uddød tradition på Det Kgl. Henrik Malberg, Rasmus Christiansen, Osvald Helmuth, Ole Ernst dyrkede den.
Johannesen bevæger sig i den københavner-akademiske sprogtone, som også lå hos Jens Albinus i hans Jeppe-udgave på Aarhus Teater for et par år siden. Ingen folkloristiske ambitioner, kun ét mål: Skildringen af et menneske, der sættes skakmat af sit forkuede mindreværd. Offer for sin mislige placering i samfundshierakiet og tilmed et pjok. Inkarnationen af en brutal opportunist, der pludselig får uanede våben i hænderne, da han bliver bildt ind, at han er baronen. Resultatet af  ”at sætte ringe folk i hast i stor ære”. Holbergs konklusion som efterskrift.
Olaf Johannesen er ikke den lumsk lurende bondetamp, som f.eks. Buster Larsen gjorde ham til. Johannesen er en adræt fyr, fodboldspiller-type, lemlæstet af for mange skader måske, men nej, det er sprutten, der får ham i knæ, sprutten og rædslen for Nilles tæsk. Johannesen har vaklende drukture, der må stille artistiske krav til balanceevne og muskulatur. Han er en overlever.

I FORM

Jeppes Nille er en sund og livskraftig Christine Gjerulff, der holder sig i form ved at tæve Jeppe og erotisk i hopla ved at bolle med ridefogden. Michael Moritzen en fedtet kræmmer, der givetvis tjener mere ved at sælge sprut end at forsåle sko, Steen Stig Lommer en baron af den lavere landadel med kejser Nero-beskidte ambitioner. Og holdet af dandyer ved hans hof er en samling fjantede, selvoptagne komediespillere med færten af finere rokokocirklers totale ansvarsløshed. Det er muntert spil af Kasper Leisner, Andreas Jebro, Jakob Fauerby, Sigurd Holmen le Dous og Peter Oliver Hansen som ridefogden, der kan kunsten af lefle opad og trampe nedad.
En smuk og morsom forestilling med nogle usædvanlige scenografiske løsninger.
Publikum sad ved premieren med let kamufleret rædsel for torden, lyn og styrtregn. Det er vilkåret for dansk udendørs-teater. Den uudtømmelige tapperhed over for meteorologiske udfordringer er blevet et særkende for dansk teaters udøvere og dets publikum. Det burde en dag udmøntes i en Reumert-pris.

gregersDH.dk