JEPPE PÅ UDEBANE

Jens Albinus – en overraskende Jeppe På Bjerget, skarp og morsom, men i en iscenesættelse, der skruer sig ud i forvirring om, hvad der er Holbergs mening.

Forestillingen bliver aflyst 13.,14. og 15. på grund af Jens Albinus’ halsproblemer.

***

JENS Albinus som Jeppe på Bjerget? Jeppe!!… den sut. Den bondetamp. Sjællandsk proletar, og sjællandsk skal han snakke. Jord under neglene. Duknakket af tæv, underkastelse og snu undermenneske-vid.
Og så Albinus! Intellektuel. Nydelig. Kultiveret sprog. Rene negle. Rank ryg og selvsikker. Give ham en rolle som skarp gymnasielektor, der bare kan sin Holberg? Ok.
Yes. Man er fuld af fordomme. Ser rækken af Jepper for sig: Rasmus Christiansen, Osvald Helmuth, Buster Larsen, Ole Ernst, ja, flere endnu fiser forbi, endda Sejer Andersen. Jepper på hjemmebane.
Og der kommer Albinus så på scenen – vi har lige fået Nilles karakteristik af ham, og Marie Louise Wille kan og gør præcis det, vi forventer: En rap og køn mutter med krudt i replikken og sving i krabasken Mester Erik, som er lang som en domptørpisk, og en Nille – lige til at drille, hvis man har mod til det, og det har Jeppe ikke.

GÅET FEJL

Og Albinus? Er han en, der er gået fejl fra lærestolen på Marselisborg Gymnasium? Man er lige ved at tro det nogle øjeblikke, for han klinger faktisk lidt af lektor. Men se så, hvor vi er! Scenen er et teater. Dekorationen et logeteater hele vejen op til sufitterne. Så bare kom an. Jeppe skal nok være en romantisk intellektuel, der driver lystlandbrug i det nordsjællandske. Det er teater i teatret.
Fordrukken, ja! Det kan sådan en fyr sagtens være. Og tøffelhelt med. Forhutlede intellektuelle er ikke det, samfundet mangler. En tøffelhelt, der kommer vaklende ind med ene bukseben halvt på, det andet sjaskende efter sig under fortvivlede manøvrer for at få det trukket op. Med Nille susende efter sig.
Vi stiller altså hurtigt blænden ind på Albinus’ Jeppe-figur. Alt kan lade dig gøre for en professionel skuespiller. 
Altså f. eks. også gennemføre hele komediespillet i det skægge og skæve regi, der er Berliner-instruktøren Milan Peschels. Spille alle den komik ud, som broderes på hen ad vejen – en festlig stribe drukscener mellem Jeppe og værtshusholder Jakob – Niels Ellegård er den mest forsorne fidusmager, men kan se – de to pisser sammen (lidt for mange gange. Idéen er feset ind!), og Ellegaard kan f.eks. det klassiske revynummer med at beskæftige den ene hånd med at styre kalorius og den anden med at nappe skillinger fra Jeppes lomme.
Det er et overordentligt gagnummer også at lade Jeppe eksplodere i aggressiv karate-vildskab, ustyrlig af druk og lyst til mere druk – vi gør gerne lektoren til varetager af også faget idræt.

AFKROGE

Sådan ruller munterhederne langt ind mod de scener, der for instruktøren synes at være det centrale: Beskrivelsen af det groteske overklassemiljø, der er baronens – kidnapningen af den fordrukne Jeppe i suppedasen på landevejen, en energisk og uforløst kamp for at lægge Jeppe i baronens seng, en tummel, der ender på gulvet.
Mantraet hedder for Peschel, at et moderne publikum nok ikke rigtig kan fatte Holbergs pointer, så derfor blomstrer fra det øjeblik et virvar af halløj, der skal peppe Holbergs stramme og præcise tekst op. Det er sådan set allerede introduceret fra forestillingens begyndelse med duoen Powersolo, der placeret på scenen spiller western-rock, som man nogenlunde gør på Thyborøn-kanten.
Nu kommer vi længere ud i sjove afkroge: Frederik Ømann, der spiller ung kavaler ved baronens hof, skal uafladeligt synge ’Dies Bildnis ist bezaubernd schön’, Taminos arie i ’Tryllefløjten’. Og Marie-Louie Wille synger Janis Joplins ’Oh, Lord, won’t you buy me a colour tv’, fordi vi skal have oprullet billedet af et forkvaklet society selskab, der driver gæk med tumlingen Jeppe.
Smart og ’moderne’, hva’!

OVER ALLE BREDDER

Det er selvfølgelig en pointe at bruge Jeppes forvandling til en momentan terrorist, der pludselig kan drive hævntogt mod det herregårdsregime, han til daglig slaver for – bruge det til at skildre et tidløst overklasse-sodoma.
Men forvirringen og stramajbroderingen løber ud over alle bredder, da Peschel lader baron og konsorter bryde sammen i interne stridigheder og i uendelighed trække de medvirkendes (uforståelige) diskussion om, hvad formålet og forløbet overhovedet har været med deres Jeppe-joke.
Man mindes et endeløst tovtrækkeri mellem Nora og Helmer om, hvordan man håndterer børnene i Peschels ’Et dukkehjem’ på Aarhus Teater for nogle år siden. 
Bassisten i duoen holder fire toner walking med en metronoms standhaftighed i et kvarters tid for ligesom at illustrere, at denne ’Jeppe på Bjerget’ kulminerer i tomgang.
Ærgerligt nok. For vi har ellers moret os meget langt hen ad vejen, også over en del tekstmæssige opdateringer ind imellem den regelrette Holberg-dialog. Og vi har nedtonet vores fordomme om sjællandsk hjemmestrik og haft herlige øjeblikke med Albinus’ distante frækhed og skeptiske illusionsspil.
Men også kedet os godt og grundigt de sidste tyv minutter over en ende, der bliver spundet, men aldrig bundet.           En Jeppe på udebane. Det er enkel nok os Holberg:
’Et dette eventyr vi, kære børn, må lære
At ringe folk i hast at sætte i stor ære
Ej mindre farligt er, end som at trykke ned
Den, der er bleven stor ved dyd og tapperhed’
Take it or leave it. 
GregersDH.dk