Sinead Mulhern og Gitta-Maria Sjøberg i ‘Jenufa’ på Den Jyske Opera (Foto: Kåre Viemose)

ÆRESDRAB

’Jenufa’ er en højdramatisk, original opera, sunget og spillet yderst kvalificeret på Den Jyske Opera i Århus Musikhus. Men hvorfor så få gange?

Instruktion: Annilese Miskimmon. Scenografi: Nicky Shaw. Dirigent: Jaroslav Kyzlink. Medvirkende bl.a.: Sinead Mulhern, Gitta-Maria Sjøberg, Peter Berger, Magnus Vigilius, Ulla Kudsk Jensen, Lars Fosser, Jens Bové m.fl.

*****

Vi skal sætte pris på en operaleder, der har personlige ideer og sætter dem igennem med konsekvens.

Sådan en har vi på Den Jyske Opera. Hun hedder Annilese Miskimmon. Hun har kun været chef i Århus i få år, men allerede markeret sig med et repertoire, der ligger uden for mainstream, hun instruerer selv, og hun hyrer solister og dirigenter, som sætter tærskelen højt. Der skal rammes internationale krav til kvalitet.

Så tak for det.

Det bekræftes i en forestilling som Janaceks ’Jenufa’, der havde premiere denne torsdag aften. Miskimmon kan noget med Janacek. De så vi allerede med ’Katja Kabanova’ for et par sæsoner siden. ’Jenufa’ er som ’Katja Kabanova’ en opera, der gror ud af tjekkisk folklore.

Historier om hverdagsmennesker i et landlige miljøer. Det er store konflikter i små samfund, lykke og tragedie, i ’Jenufa’ usigelig trist tragedie: Historien om den unge kvinde Jenufa, der skal have barn med en fyr, der render alle andre steder end i hælene på hende, han drikker, skejer ud, vil og vil hende ikke, og vil slet noget med det barn, han påfører hende, stikker bare af. Til forskel fra hans bror, der er en djærv bondeknøs og klar til kærlighed og tilgivelse, men alligevel så jaloux på broren, at han foretager den sindssyge handling at snitte Jenufa i hendes kind, for at få den forfængelige bror til at væmmes ved hende. Og værre endnu: Jenufas stedmor er så desperat ved tanken om familiens skandalisering på grund af et uægte barn, at hun drukner barnet i den iskolde flod. Og prøver at fortie, at det er et drab, men bliver afsløret i slutscenen. Janacek har noget med floder – også i ’Katja Kabanova’ spiller floden en rolle.

Miskimmon har henlagt handlingen til det katolske Irland. Det ser rigtigt ud scenografisk med det hus, scenografen Nicki Shaw har tegnet, men det tilfører egentlig ikke noget til historien, tværtimod: Operaen bliver sunget på tjekkisk, og hele den beklemte tankegang om synd, vanære, skyld og social fortrykthed – for slet ikke at tale om Janaceks uhyre karakteristiske tjekkiske tonefald – henfører vi i vore hoveder til Tjekkiet. Så kan man nok så meget give befolkningens unge mænd røde armbind, der skal placere det lille sideemne om de unge fyre, der indkaldes til soldatertjeneste, til Irlands involvering i 2. verdenskrig.

Men pyt: Vi oplever fortælling som gribende godt sunget af den irske sopran Sinead Mulhern, Gitte Maria Sjøberg på højt niveau som stedmoren, Ulla Kudsk Jensen som den sorte bedstemor, en fremragende tenor, Peter Berger, som den behjertede bror med kniven, og endnu en tenor, Magnus Vigelius som den sjoskede barnefar. Andre gode sangere medvirker plus et stærkt kor.

Det helt afgørende er fornøjelsen ved at høre denne højspændte fortælling berettet ud fra et Janacek-partitur, der gnistrer af kompositorisk begavelse. Der er en 2.akt, som med to store scener for Sinead Mulhern og Gitta-Maria Sjøberg – Jenufa og hendes stedmor – er fortættet musikdramatik, forløst af sangerne og dirigenten Jaroslav Kyzlink med ekstrem lydhørhed over for instrumentation, med pauser, der får luften til at stå stille og en opspændt scenegang, der holder os nagelfast til de uhyrlige hændelser.

Det fremgår af programmet, at ’Jenufa’ udover premieren denne aften kun spilles på lørdag den 22. og på mandag den 24.

I Musikhuset og i øvrigt ikke mere. Kan det virkelig være rigtigt?

gregersDH.dk