Zaki Youssef og Turkman Souljah i  ‘Jeg hører stemmer’ på Teater Sort/Hvid (Foto: Agnete Schlichtkrull)

RÅT KØD

I KØDBYEN

Det højrøstede multitalent Zaki Youssef skyder mod venner og fjender, mod sig selv og mod den lammende danske tolerance i sit show ’Jeg hører stemmer’, et samarbejdsprojekt mellem Teater Sort/Hvid og Det Kgl. Teater. Premiere for Teater Sort/Hvid i den gamle Kødby.

Tekst, performance og komposition: Zaki Youssef. Musik og performance: Turkman Souljah. Instruktion: Christian Lollike.

’Jeg hører stemmer’ spiller på Teater Sort/Hvid, Staldgade 38 (i Kødbyen, bag ved Husets Teater og Øksnehallen) indtil 14. november. Derefter på turné indtil 25. november. Tilbage i Kødbyen 7.-12. december.

****

AKTUELT politisk teater, der svier og rammer. Her og nu-teater. Sådan er den forestilling, Teater Sort/Hvid havde premiere på i aftes i sine nye lokaler i Kødbyen – de gamle, hæderkronede saloner i Skindergade udbrændte jo for over et år siden. Dét, der engang hed CaféTeatret.
Henne i Kødbyen, det er så det nye, hvis man kan bruge ordet nyt om de ramponerede gamle slagtergange og -rum, teatret nu holder til i. Det er som at befinde sig i et østberlinsk undergrundsteater lige efter genforeningen.
Det er den dansk-ægyptiske performer Zaki Youssef, der er på gulvet i den lille, tætte sal sammen med sin makker Turkman Souljah, en mand, der kan håndtere hele batteriet af elektronisk djævelskab med alle sanser på spring, han er som en danser ved sit grej, ved taster, forstærkere, klaviatur, med sampling og scratching etc. – you name it all. Turkman akkompagnerer og supplerer Zaki i lydhørt sam- og modspil.

VALGT FRA

Og det politiske. Kan man se det som andet end sprængladet, politisk teater, når Zaki ruller sig ud med sin blanding af monologer, fortællinger, rap, sange og skarpladte kommentarer til sin egen dobbelttilværelse som indvandrerdrengen fra Egypten 0g danskeren, der kæmper sig vej gennem vildnisset af dobbeltholdninger til det folkefærd, der er hans? Og hvilken et af dem? Han spørger selv. slynger om sig med aggressioner, med irritation over hele den sump af afstumpet fjendtlighed, han møder i ét hjørne og lammende tolerance i et andet fra de danske omgivelser.
Han er perkeren med sikker bevidsthed om sin afstamning og sit muslimske tilhørsforhold, men han er også fyren, der efter en tummelumsk rejse rundt i Tyskland, står fortabt ved færgen i Rostock og fælder tårer, da han hører nogle tale dansk – hans sprog, hans modersmål. For nu at tage kvælertag på al tvivl om det valg, han for længst har truffet. At være dansk muslim.
Han har valgt.
Og han bliver valgt fra, som han også beskriver det på sin buldrende, højtgearede, selvironiske facon. Både af benede islamister og sandelig også af såkaldt kristne danskere. Zaki har en blomstrende evne til at kopierer de forstående danskere, der flokkes med forslag og tilbud: Psykologer og socialrådgivere med deres bløde indforståethed. Eller højskolemanden, der mobiliserer en hel dyne af velmenende forslag om alt det gode og alle de goder, han vil kunne tilbyde, hvis han siger ja til nogle måneder på højskolens ’etno-linie’.
Zaki synger sange og rapper om det danske samfund, der er så gribende tolerant, at det nok en dag finder på at tillade stening af de utro, hvis nogle synes, man rigtig skal komme muslimer i møde. Et samfund, der er fuld af forståelse for de nødstedte fremmede, samtidig med at det helhjertet støtter arabiske diktaturer, der ødelægger livet for de samme fremmede. En repressiv tolerance som zaki ikke går af vejen for at kalde en art racisme. Kunne han være blevet en anden end den højtråbende, selvdissekerende Zaki? Kunne han være blevet en radikaliseret Syrien-kriger? Han spørger selv.

DAMPEN OPPE

Der er fuld skrue på hans måde at gribe til. Musikken fra ham og hans makker er øredøvende kontant, stemmen ru som høvlspåner, lysten og også evnen til at efterabe både faren, familien, andre indvandrere – perkere, flinke grønthandlere eller IS-fanatikere – er på plads, når han gengiver sine dialoger med den ene og den anden. Hans tekniske fundament er i al sin brutalitet kontant timing og stor sproglig musikalitet.
Forestillingen kører med dampen oppe i halvanden time i denne grumme Kødby-lokalitet, hvor man griber sig i at forestille sig lyden af økse og knoglesav blande sig med Turkman Souljahs manipulationer i sit musikalske køkken.
Den spilles i et samarbejde mellem Teater Sort/Hvid og Det Kgl. Teater – som ikke er fremmed for Zaki: Han lavede i 2008 musik til balletten ’Othello’ og fik som dramatiker en Reumert-talentpris i 2011 for stykket ’Præmieperker’.

gregersDH.dk