DEN STÆDIGE TEENAGER

Mille Lehfeldt er overbevisende som Jeanne d’Arc på Odense Teater. En spinkel, stædig teenager. Et barn, nogen gør fortræd.

*****

DER er to gode grunde til at se ’Jeanne d’Arc’ på Odense Teater.
Den ene er fornøjelsen ved at se Mille Lehfeldt revet ud af den stereotype rolle som sur, tørlagt mokke, hun var pålagt at spille i tv-serien ’Lykke’ for heldigvis efterhånden nogen tid siden.
Den anden er oplevelsen af en iscenesættelse af Jean Anouilhs drama, som på flere punkter får religiøst, ortodokst vanvid skåret ud i pap for ikke at sige nittet i pigtråd.
Mørklagt middelalder kunne vi snakke om, hvis ikke vi oplever den slags uafladeligt. Århundrede efter århundrede. Katolsk, islamisk, hvad som helst. I Anouilhs ’Jeanne d’Arc’ ført frem med uhyggelig præcision i 2. akten i processen mod Jeanne, en af den slags processer, hvor dommen er afgjort på forhånd, og hvor spillet mellem Jeanne og kirkens mænd er en handling af den type, som vi kender fra hvor som helst og når som helst – fra Giordano Bruno-processen i renæssancens Rom år 1600 til Slansky-processen i det kommunistiske Prag år 1952.

EN SPINKEL PIGE

Mille Lehfeldt først. Dér står hun, den spinkle pige, mod stykkets slutning ribbet for det sorte, stramme, drengede, militære antræk, der er blevet flået af hende, i den hvide negligé, der er påtvunget hende – en katolsk pige fører sig ikke frem i mandstøj. Begrundelse nok for at bibringe hende kirkens hårdeste straf: Levende afbrænding på bålet.
Og for at tilføje det formelle: Kætteri, benægtelse af kirkens overhøjhed og kætterske påstande om at være mirakuløst udvalgt af både ærkeengle og selveste Vorherre til at frelse Frankrig.    
Mille Lehfeldts Jeanne er den blege, stædige teenager. Usikker i øjeblikke på sin mission hen ad vejen, usikker på de omgivelser, der presser hende, men svejset og beslutsom i den afgørende fase, da hun står som musen over for katten, vender front mod sin bestemmelse. Stemmen spæd, men intens. 
Vi har så mange Jeanne’r på nethinden. Den fortabte og forstenede Maria Falconetti i Carl Th. Dreyers stumfilm fra 1927. Den sjælfuldt smukke Ingrid Bergman i Rosselinis film fra 1954 – og samme år på Det Kgl. Teater: Ingeborg Brams i intens og dyb, religiøs koncentration i ’Jeanne d’Arc på Bålet’, Honeggers og Paul Claudels sceniske oratorium. Og når vi nu er på Odense Teater, var det jo dette teaters Mette Maria Ahrenkiel, som i 1998 var den magisk forførende Jeanne på Gladsaxe Teater i Flemming Enevolds stort anlagte ’Jeanne d’Arc’-opsætning.
Mille Lehfeldt er på Odense Teater som et barn, nogen gør fortræd. Troværdigt og overbevisende.  

HÆSE STEMMER

Instruktøren Inger Eilersen har strammet voldsomt op og ned på manuskript og forløb, og sammen med scenografen Eilev Skinnarmo bygget en 1. akt op som en vældig sort trappe, der – besat med menneskene omkring Jeanne næsten reduceret til hæse, ildevarslende stemmer – kommer til at stå som både en folkelig og kirkelig trussel mod hende.
Scenen drejer i 2. akten modsat, en dyster åbning til skueprocessen, hvor Lars Lønnerup er den tilsyneladende forsonlige biskop (den rolle, nogle vil huske besat med Frits Helmuth i Gladsaxe-udgaven) og Anders Gjellerup den aggressive anklager. Lars Simonsen er den spanske inkvisitions udsendte skarpretter – som en mental motorsav går han løs på både Jeanne og kirkens mænd, uligevægtig, stemmen skærer fra vildt raseri til mumlende trusler.
Det er kirken med dens hykleri og sindssyge vantro – imod pigen med hendes impulsive klarsyn, indædte tro og dårende naivitet – en dåre i reneste forstand.

RETTERGANG

Det historiske spil omkring franskmænd og englænderne, som vikles ind i beslutningerne omkring tilfangetagelse og rettergang, træder i anden række i denne opsætning – det er diskussionen, det moralske dilemma, rettergangens verbale manipulationer, der fanger. Scener, der er forrygende skrevet og medrivende instrueret og indeholder stof og tankegods, vi kan sætte på skinner til aktuelle paralleller.
Dér ligger stykkets kerne. Hvilket ikke rokker ved, at den lallende franske tronfølger Charles bliver morsomt spillet af Morten Brovn, og at Anders Gjellerup Koch som landadelsmanden greve Beaudricourt kører herlig råt og brunstigt på over for bondepigen Jeanne i førsteakten.
Sådan i Odense. Nu kan vi så i den kommende uge se morderisk, katolsk inkvisition udfolde sig i al grumhed i København, når Det Kgl. Teater har premieren på tirsdag på Pendereckis opera ’Djævlene fra Loudun’. Endnu en rettergang. Og igen en bestialsk udgang.

gregersDH.dk