Gordon Kennedy, Flemming Jensen og Özlem Saglanmak i ‘Javel, hr. minister’ (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
DEN TUMMELUMSKE STATSMINISTER
Flemming Jensen har omsat ’Yes, minister’ til en rå dansk udgave med ham selv som gemytlig, folkelig statsminister, som kan på en talerstol, men intet forstår i ministeriet. Underholdende. Især efter pausen.
Spiller på Folketeatrets store scene indtil 2. maj
***
FLEMMING Jensen har et projekt. Nej, det er et kedeligt ord. Han har en holdning. En holdning til det, han laver. Hans teater er præget af det. Blikket er i mange af hans stykker stift rettet mod politikerne. Mod folketinget. Mod vælgerne. Mod systemet. Mod demokratiets vaklende status.
Det er velgørende. Jensen udbygger til teater, hvad vi ellers mest ser i satiriske revynumre.
Sådan er også hans danske version af ’Yes, minister’, den engelske tv-serie, som vi gispede af henrykkelse over i slutningen af 80’erne. Den elegante, sofistikerede satire over situationen omkring en minister, der styres med blid og elskelig, men benhård hånd af sin departementschef. Uden at det rigtig går op for ministeren.
KONTANT
Flemming danske version af ’Yes, minister’ hugger direkte og grovere til end det engelske forbillede, i hvert fald sådan som vi husker det fra tv-serien i 80’erne.
Jensens udgave på Folketeatret er kontant og rå. Men sandelig også morsom. Især efter pausen, da vi får blotlagt, hvad det er for et sindsoprivende krav, en mellemøstlig ambassadør stiller til den danske statsminister for at skrive under på den handel, det drejer sig om: En milliardordre på olie.
Denne 2. del af stykket har 20 minutters stormende afsløring af spillet mellem ministeren, Flemming Jensen selv, departementschefen, der spilles med sleben og destingveret overlegenhed af Jacob Morild, den dinglevorne embedsmand Gordon Kennedy, spindoktordamen, der er i hænderne på Özlem Saglanmak og modspilleren, den slimede, østerlandske mellemmand, som Donald Andersen tager sig af.
Her suser replikkerne fra de medvirkende i det drabelige spørgsmål om, hvordan man skal håndtere sheikens krav om omgående at få stillet et pigebarn til rådighed for natten, bogstaveligt talt et ’pigebarn’, ønsket er en mindreårig.
BULDRENDE KLICHÉER
Hvis man skal se Flemming Jensens minister i lyset af den uudsletteligt noble, men naive Paul Eddington, der spillede rollen i tv-serien, er vi et nyt sted henne.
Jensen er den joviale, folkelige minister, der kan råbe vælgerne op med buldrende klichéer. Og vinde stemmer. Men ikke aner, hvad han skal stille op i det svære, daglige politiske spil.
Minister Jensens reaktioner på det dilemma, der ruller i 2. akten, er total forvirring mellem at huske de moralske klichéer, han prædiker på talerstolene, og et snærende behov for at få oliehandelen hjem og blive populær på den.
Omkring ham svirrer de opportunistiske råd fra den ene og anden. Mere eller mindre forskruede og spontane. En herlig demonstration af et parlamentarisk kaos og vildtløbende argumentation, som Jensen ikke er alene om at finde velkendt i Christiansborg-politik.
Handlingen udspiller sig på Marienborg. Den er godt tænkt, og det er ren nydelse i den lille halve time i 2. del af stykket, hvor der er flugt over spillet. Det er værd at vente på.
Resten kører lidt knirkende, hvor flugten huskes som piblende konstant i f.eks. hans ’Spindoktor’ på Nørrebro Teater for en del år siden.
Morten Hovman har iscenesat ’Javel, hr. minister’ i Kirsten Brinks dekoration: Neutral Marienborg-luksus med fornemmelse af slubrende nem adgang til kokkepigeregion og gæstesuite.
