KONGELIG STAND-UP

Stand up må ikke gå hen og blive ren ’polter abend’, siger Jan Gintberg, som lørdag aften debuterer på Det Kgl. med sit nye nye show ’Fremtid nu’.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

———————————————————-

HAN er ikke til at overse. Eller overhøre. Jan Gintberg er nær ved to meter høj. Og stemmen? Som om han skulle kalde en flok autonome til orden.
Nu sidder vi dér i Skuespilhusets foyer.
Man kan dårligt sige: På hjemmebane. Selvom han i morgen står på Store Scene med sit nye stand up-show.
Skuespilhuset er ikke et sted, han kommer, sådan normalt. Så lidt som i Operaen ovre på den anden side havnen, hvor han på søndag er med i et større stand up-halløj sammen med en sværm af kolleger i genren. Dér har han heller ikke sat sine ben før.

”Men én gang skal jo være den første. Det bliver for resten nok lidt af et gedemarked. Altså, ærlig talt: En comedy-festival med kåring af Årets Komiker! Et eller andet sted byder det mig lidt imod. Dén der – hvad skal jeg kalde det? – fagliggørelse. Med opdeling i genrer. Og med konkurrence. Op på piedestalen! Som om det handlede om ’X faktor’. Eller rockstjerner. Der er næsten gået polterabend i det. Ikke sandt: – Hej, vi skal da også prøve at være stand up-komikere! Først bumpy-jump. Og så lige lidt stand up!”

Gintberg griner og vrænger det ud: ”Ren polterabend!”  

– Det viser vel bare, hvor populær stand up er blevet.

”Jamen, det er da fint. Jeg synes bare, at stand up egentlig er mere en undergrundsform. Ned på jorden med det! Det var jo noget, der startede i klubberne. Dengang i 90’erne – hold kæft, hvor dét lyder way back!! Det havde den dér enorme impact fra starten, fordi vi ikke var så fag-nervøse – du ved: Kortene tæt til kroppen og skide nervøse for, at andre hugger ens ideer. Ligesom når man kom til revymøder, og folk sidder der og vogter på deres egne idéer. Jeg kom engang – sammen med Sebastian Dorset – ind på ’Blæksprutten’, som var et hundrede år gammelt magasin. Dér sad folk og kikkede, og så drak man vin, og så sagde jeg: Vi er simpelt hen nødt til at ryste posen! Der skal råbes og skriges, og vi skal udveksle idéer. Vi får det samme i løn, så hvorfor fanden sidde og holde på sine ideer…”

– Det er måske meget naturligt. Hvis de er geniale?

”Det er nidkærhed! Og vi er ikke fagspecialister. Vi er middelklassens dårskab. Vi er skolelærere eller lærerbørn. Eller akademikere eller landmandsbørn – sådan som mig. Nogle har været ejendomsmæglere. Eller kommer fra alt muligt, hvad ved jeg. Så der er et fantastisk frirum. Vi er nogle uuddannede hoveder, der er gået ind med hele vores hjerte og sjæl og siger: Gud ske lov, for at jeg er havnet i denne her gryde. Hvis man er uddannet i et eller andet, så er der denne her faggrænse-idioti: – ’Næh, jeg er cand.mag. i historie, æv-bæv. Og alle jer, der er cand.mag. i nordisk filologi, I må holde jer dérude, ikke? Du ved – ligesom de der historikere, der sidder på hver deres institut og bitcher over alt det, de selv mener, de har fundet ud af.”

– Du murer dig vel også inde og sidder og finder på, ikke? Du er din egen forfatter.

”Selvfølgelig. Men jeg flipper da også sammen med nogle af mine kolleger. Michael Christiansen – MC, du ved – og Sebastian Dorset. Jeg snakker med Frank Hvam og med Lars Hjortshøj. Vi sidder og ping pong’er. Eller Lars sender en sms til mig og skriver: Jeg mangler noget om kønsbehåring i 70’erne. OK – så skriver man et eller andet. Hvis han kan bruge det, så er det fint. Hvis ikke kan det være, at man selv på et eller andet tidspunkt kan bruge det. Arbejdsmæssigt bruger vi da hinanden. Altså: Jeg ringer til Omar og siger: Prøv at høre her, jeg sidder og skriver på det her. Har du en eftermiddag. Så kan vi drikke nogle øller, og så sidder vi bare og tømmer hjernen.”

– Ingen copyright på de gode ideer?  

”Det nytter jo ikke noget. Det er en masse fælles inspiration! Det kan da godt være, man siger til hinanden: – Du er godt klar over, at det var min, den dér? Nej, der er fri bane. Det nytter ikke noget med stolthed, der bliver gået for nær. Jalousi og misundelse. Alt det opstår, så snart man kvalificerer nogen til at være dén type og dén gruppe. Hanekamp uden lige. Ligesom i et politisk parti – du kan godt have venner i politik, bare ikke i dit eget parti. Som salig Svend Auken sagde.”

– Prøver du også dine færdige ting af på de andre stand up’er?

”Nej, det gør jeg inde på en klub. Man prøver det af foran et publikum. Det andet dur ikke rigtig. Man kan ikke stå og forme over for andre komikere. Man må mærke reaktionen hos et publikum. Jeg er en færdig mand, hvis ikke jeg har et publikum foran mig. Dér prøver man af – nå: Den døde! Ud med den! Sådan er det også, når først forestillingen kører. Man tager blokke ud og erstatter dem med noget andet, for at man ikke selv skal blive idiot. Improviserer. Man laver en talefejl, og så kan man stå og snakke i fire minutter om det. Det er ikke som på teatret. Al ære og respekt for skuespillerne. Men jeg er glad for, at jeg ikke er skuespiller!”

– Hvorfor dét?

”Altså – alt det oplevede jeg på Nørrebro Teater, da jeg skulle spille med i ’En skærsommernatsdrøm’…”

– Det var da en succes. Men dét gør du aldrig mere?

”Jo, jo. Det kan da godt være. Men det er hårdt! Spille det samme sted tres gange. Og inden de har set sig om, begynder de prøver på det næste stykke. De har lige fjorten dage, hvor de kan være sammen med familien. Højst. Og så prøverne! At stå der alene uden publikum. Det er grænseoverskridende. Instruktøren – det var Steen Bjarke – siger: Ud på gulvet! Jamen, jeg kan det ikke endnu! Det er ligegyldigt. Kom så. Perform! Ditte Hansen og Christian Halken kaster sig rundt, fyrer replikker af, kysser…og jeg sidder bare dér. Dér rammer jeg sgu kompetencemuren.”

– Det er noget andet, som er din kompetence…

”Uden at jeg skal være mere storsnuet, end jeg er i forvejen: Jeg har arbejdet med stand up i snart tyve år! Jeg har ligesom fundet ud af en hel del. Man kan godt bruge syv-otte år på at udvikle sin komik, sin stil. Det er da også skæg at arbejde med film og radio og tv. Sjove platforme! Men stand up’en vil jeg altid vende tilbage til. Så længe i hvert fald jeg føler mig inspireret til at kommentere på samtiden. ”

– Er det ikke en genre, der måske har sin tid?

”Det kan da godt være, der kommer en afblomstring. Det gjorde der i U.S.A. Det kørte helt vildt, og en masse mennesker, der havde stået og solgt støvsugere og biler – alle mulige sælgere kastede sig ud i stand up, og så faldt mange af dem fra igen.”

– Du har selv været sælger engang. Solgt malerier. Det var du vel glimrende til.

”Overhovedet ikke! Det er mange år siden. Da jeg var ung og lå og rejste rundt. Jeg var i Perth i Australien. Dér forsøgte jeg mig med at sælge malerier. Jeg kunne ikke. Helt seriøst. Jeg var en elendig sælger! Jeg kan snakke. Men jeg kan ikke lukke en handel. Jeg føler ligesom, at det er et overgreb på folk. Nej – jeg kan bedre forestille mig, at jeg begyndte at lave skulpturer. Jeg er jo gammel landmand, så jeg kan også svejse og den slags. Du ved – når man kører gennem en rundkørsel i Skjern, ikke? I hver anden rundkørsel står der jo en figur. Til 40 millioner kroner. Så tænker jeg: Det dér lort kunne jeg også godt have lavet. Det siger alle selvfølgelig. Men jeg kunne godt tænke mig at prøve.”

– Sådan à la Robert Jacobsen?  

”Ja. Ha! ha! Mig og Robert Jacobsen! Men det er altså også sjovt at skrive. Klummer til aviserne. Måske en bog igen, når jeg får en idé til det. Tænk, hvis man kunne leve af at være forfatter! Sidde i et sommerhus i flere uger. Have ro og bare skrive. Som da jeg skrev en bog, der bl.a. handlede om at være far til en datter, der har Downs Syndrom. Det kommer jeg nok også til at snakke om i det nye show. Når jeg siger det ord, bliver der altid stille i salen. Folk sidder dér: ’Skal man grine?’ Så siger jeg noget sjovt. ’Kan jeg egentlig grine nu?’ tænker folk. Det er spændende at arbejde med. For så leger man med, at det er oven i folks hoveder, at de synes, det er farligt. Det er folks opfattelse af, hvad man bør snakke om. Det, jeg siger, er helt ufarligt. Men folk har virkelig en blufærdighedstærskel.”

– Er der noget at grine af?

”Kun hvis man vender det til satire. I det nye show ’Fremtid nu’ springer jeg jo 49 år frem i tiden og siger: Hva’ så, Gintberg? Hva’ snakker du om til den tid? F.eks. om, hvordan fosterdiagnostikken tillader, at der ikke mere vil være mennesker med Downs Syndrom. Hvordan det i det hele taget bliver et samfund, hvor der er renset ud over det hele. Alle med læbe-ganespalter, alle med en IQ under 90. Ud! Bliver vi lykkeligere på den måde? Jeg er overbevist om, at man vil finde genet for homoseksualitet. Nogle vil sige: Det mener du da ikke! Ork jo: I U.S.A., er du sindssyg! I hele Midtvesten. Homoseksualitet vil være fuldstændig luet ud. Hele det ræs vil altid være drevet af nogle tosser. Entreprenante folk, der siger: – Det skal være perfekt! Nu har vi to mørkhårede børn. Nu skal vi have et lyshåret. Det vil komme. Færdig med børn med Downs Syndrom.” 

– Barsk emne i et comedy show…

”Ja da. Men hvis ikke jeg skulle bruge mig selv og mine egne erfaringer, hvorfor fanden skulle jeg så stå deroppe? Det er også noget af det, jeg selv er fascineret af, når jeg ser en stand up komiker. Hvis jeg mærker, at det ikke er en rolle, der bliver spillet. At det er ham, der står og snakker om sit liv! Man bruger løs af alt det gods, man slæber rundt på.”

– Det lyder, som om dit nye show bliver en statusopgørelse…

”Det er det hver gang. Også når jeg om tre år laver et nyt show. Hele tiden noget nyt. Nu er jeg midt i livet. Der er rimelig genetisk sandsynlighed for at jeg bliver 90. Lige nu skal jeg være far igen. Som 45-årig. Hvilket er helt ude i hampen. I gamle dage havde man sendt mig ud på Sprogø.”