Serielogo: ARKITEKTER PÅ TOPPEN
KØBENHAVN DUKKER IKKE MERE NAKKEN
Stadsarkitekten Jan Christiansen er førende i den bygge-eksplosion, der præger København i disse år. Han er vild med at have indflydelse på udviklingen.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Stephen Achiam
København er eksploderet på mindre end ti år. Hvis man tænker tilbage i 90’erne, ser man en by, der dukker nakken.
Stagneret udvikling. Mug i budgettet.
Dengang havde København ikke nogen stadsarkitekt. Embedet var nedlagt.
I 2001 blev man klar over, at sådan en størrelse nok alligevel var nødvendig. Stillingen blev slået op. Den 53-årige arkitekt Jan Christiansen søgte og fik jobbet. Forlod sin egen store tegnestue Domus og lektorstillingen ved Arkitektskolen og kastede sig ud i forvaltningen af byplaner.
Nu sidder han der på syvende år. Hænderne fulde, en mand, der fylder godt i jobbet, er glad for det, uimodståelig i sin dynamik og med en indflydelse et godt stykke ud over, hvad han havde drømt om. Uventet for ham, dengang.
”’Du får ingen indflydelse,’ sagde mine venner. Regn ikke med dét. Men jeg fik indflydelse. Og det kom lidt bag på mig. Dengang syntes jeg bare, der måtte være fantastiske muligheder i jobbet. Tænk at får lov til at være med til at præge byens udvikling de næste ti år! Vi havde jo en fornemmelse af, at der måtte ske noget. Det var præcis, hvad der gjorde.”
Og så strømmer det fra ham:
”Jeg havde fulgt tæt, hvad der skete, mens jeg sad som næstformand i arkitektforeningen: Det desperate salg af Kalvebod Brygge til Skanska og nedsættelsen af Kirsten Stallknecht-udvalget, der sagde, at nu skulle København være rigtig hovedstad. Tænk, at det blev en sygeplejerske, der skulle sige dét. Redde København. Smukt, ikke? Der kom pludselig sådan en optimisme. Det hele brød løs. Hollandske arkitekter var hyret til at komme med forslag til Sydhavns- og Nordhavnsområderne, Henning Larsen til at tage sig af Inderhavnen. B&W på Christianshavn var ryddet, Thorsen havde købt Dokøen – men så røg han jo på røven, og hr. Møller købte og kom med operaen. Alt skete næsten samtidig. Holmen var ledig efter Søværnet. Kæmpestore arealer var frisat i havneområderne og på Amager…vi snakkede om, at F.L. Schmidt nok en dag forlader København – det skete året efter. Og Carlsberg? Tre år efter! Der kom Øresundsbro…man sagde så meget om den bro: ”Der kommer ikke til at køre nogen” o.s.v., men den er guld værd nu. Pludselig bosætter internationale virksomheder sig på stribe i København. Hvorfor? Fordi København ligger i en nord-sydgående streng fra Milano til Stockholm. Øresundsregionen har pludselig betydning – ikke så meget som industri-, men som HJERNEregion, med biotek, meDICOtek, IT. Der ligger nu 40 universiteter i det her område…jeg tror slet ikke, det er gået op for folk, hvor meget København pludselig er på kortet. Hvis du for ti år siden havde sagt, at vi om ti år bygger operahus, skuespilhus og samtidig et fantastisk musikhus af en verdensberømt arkitekt som Jean Nouvel…
– Men københavnerne…
”Ja, københavnerne! Der er kommet en ny generation – mine børn, dine børn, alle sammen med gymnasieuddannelse. En helt ny stemning i byen! København er gået fra at være en gammel til at være en ung by. I 1950’erne var vi 750.000 i kommunen. Nu er vi 500.000. En tilbagegang – men samtidig en kraftig foryngelse. En ny generation er vokset op og laver kreative netværk på en anden måde end vi gjorde. De, der f.eks. lavede Luftkastellet med sand og det hele på Christianshavn og nu fortsætter så meget andet, i Nordhavn bl.a. Det er sådan et konglomerat af reklamefolk, musikfolk, arkitekter. Folk, der akkumulerer penge, små privatkapitalistiske virksomheder – men der er også en masse Tvind i det, kollektive beslutninger og sådan…vi samarbejder med nogle af dem, involverer dem ganske langsomt i at være med til at udvikle Ørestaden…hvordan får vi liv derude? Der skal skabes nogle historier. Lige som med Zentropa i Avedøre. Det kan være musikstudier og meget andet. Læg mærke til byggerier som Bjarke Ingels’ VM-huse. Fantastiske huse. Som har trukket en ny tidsånd derud. 30-40-årige, som bor dér i deres akvarier og udstiller sig selv.”
– ?
”Altså folk, der iscenesætter sig selv i højere grad end vi gjorde. Voldsommere. Udstiller sig i stuevinduet fra loft til gulv. Man har en glasvæg mellem stuen og brusenichen. Jeg mødte et bøssepar derude, der søgte lejlighed. ’Nej, hvor kinky,’ jublede de. Kinky? Det er altså ikke noget, som min generation synes, efter at man er kommet over kollektivalderen. Det har vi gamle 68’ere levet ud.”
– Også dem på Christiania?
”Tjah. Nu kan du se: Når vi kommer med en flot idé som hollænderen Egeraats huse på Krøyers Plads, så kommer Christianshavns Beboerråd og skælder ud. Det er mange af de gamle 68’ere. De sidder oppe i deres fede andelslejligheder og kan ikke se vandet mere. Det er sikkert også dem, der går i seng kl. 10 om aftenen og klagede over, at Luftkastellet lukkede kl. 4 om natten. Og gik til Naturklagenævnet. Gud hjælpe mig: Gamle 68’ere, som jeg har kendt fra Thylejrens tid! Det er min generation, der nu er bagstræverisk. Man bor altså i en by!”
– Men Christiania…
”Sjovt: Christiania er et af de steder, som udenlandske arkitekter og byplanfolk VIL se, når de er i København. Liebeskind, Jean Nouvel, Kolhaas o.s.v. De har hørt om de fænomener. Luftkastellet, kolonihaverne, Christiania. Den danske mentalitet. Den lette livsstil. At man inden for en radius af en ti minutters cykeltur fra centrum kan køre igennem Christiania og være ude i et kolonihaveområde – ved en kystlinje! I en millionby! Nu er Christiania under angreb fra den borgerlige regering. Også fra os. Vi vil lave en lokalplan. Men vi synes da, man skal bevare Christiania. Det største angreb på Christiania kommer fra christianitterne selv, især næste generation, som har en tendens til at privatisere, sætte hegn op. Så er der ikke meget alternativ livsånd tilbage. Ejerforholdene er under angreb. Lige så meget fra dem selv som fra os. Det er som med kolonihaverne. ’Mormors kolonihavehus’ er fortid. Engang var man en del af fagbevægelsen og arbejderklassen. Nu bliver kolonihaverne mere og mere private.”
– My home is my castle…
“Det duer ikke, når de lukker sig inde. Sætter skilte op. De skal blive ved med at udvikle Christiania. ’At bygge er et svar på liv,’ sagde højskoleforstander Korsgaard på Gerlev, som jeg engang byggede noget for. Han byggede hele tiden noget på højskolen. Det er det samme med Christiania. De dør, hvis de ikke bygger nyt. Udvikler sig. Hvis Fonden Realdania vil give dem nogle penge, så skal de selv bygge. Vi skal ikke blande os. Jeg skal ikke være stadsarkitekt derude. Men de må ikke lave numre. Ikke noget ulovligt. Sunde, gode boliger.”
– Højhuse?
”Altså højhusdiskussionen kører i alle retninger. Nu må vi have den på plads. Vi slår en cirkel om indre by: Ingen højhuse. Alle andre steder ser vi på det fra sag til sag. Steder, hvor vi kan bygge grupper af højhuse. Med høj tæthed. Det vigtigste er, at vi sørger for, at husene kommer ned til jorden på en ordentlig måde. Turning Torso i Malmø er meget elegant. Men den har en dårlig sammenhæng med byen. Den havner i en vandpyt. Vores egen Arne Jacobsen vidste, at SAS-hotellet skulle ned i en base og slutte sig til byen. Det samme med Norman Fosters højhus i Tivoli. Jeg sagde til ham og Tivoli: Hvis man bygger højt dér, så skal det være slankt. Et tårn. ’Fint’ sagde han, ’så bygger vi ned i basen.’ En stor base i bunden med hotel og restaurant. Og kun én lejlighed på hver etage. Luksus.”
– I den slags sager mærker du, at du har indflydelse…
”Selvfølgelig. Til en vis grænse. Nu er Fosters tårn faldet. Det er meget den dér danske, lidt Ekstra Blad-agtige: Hvad fanden skal de rige bo dér for? Men hvis man har en storby, så skal der også være boliger til dem. De ekstremt rige. Storbyen er ekstremer.”
