HVOR KOM DE TONER FRA?
En forbløffende Tivoliaften i koncertsalen med den amerikanske tenor James Valenti og dirigenten Giordano Bellincampi.
****
HER blev der virkelig givet ved dørene! Hæmningsløst. Et smæk-for- skillingen-program til en juliaften i regnvejr i Tivolis koncertsal. Selv fiskene nede i kæmpeakvariet under salen har strittet glad med halerne, da Bellincampi tændte for glødelamperne til Ferdinand Hérolds ouverture til ’Zamba’ – Tivolis tidligere musikchef Lars Grunth betroede mig i forbifarten, at ouverturen blev spillet af orkestret sjældne gange way back.
Man forstår, hvorfor den har tilbragt mange år i rustkammeret siden. Fransk ramasjang-musik, afleveret uden sordin af Bellincampi.
Og sådan blev det på en måde ved. Gæsten var den amerikanske tenor James Valenti, og dér har akvariefiskene sikkert været helt oppe ved overfladen for at spærre øjne op sammen med os andre: James Valenti må være et godt stykke over 2 meter – Bellincampi er en lang dreng, men Valenti når til tops med ham, selvom dirigentpodiet er en kvart meter over tribune-niveau.
Mødte man Valenti på gaden, ville man tippe, at han var et medlem af det amerikanske, olympiske basketball team. Måske stukket af fra London tiltrukket af Tivoli.
For at synge os en sang. Og det gjorde han. Og lige det, der er guf for et Tivolipublikum: Don José desperate kærlighedserklæring til Bizets Carmen – ’Blomsten, som du mig haver skænket’, sådan som Otte Svendsen sang, dengang man opførte ’Carmen’ og alt andet på dansk. Og lige efter Gounods ’Faust’-cavatine ’Vær hilset, plet, min fod betræder’.
FORBLØFFENDE
Men jo da, Valenti sang selvfølgelig på fransk, selvom franskmænd måske ikke har nikket voldsomt genkendende til udgaverne af ’La fleur que tu m’avais jetée’ og ’Salut, demeure chaste et pure’.
Lige meget – Valenti er en forbløffende tenor – en vældig og glansfuld røst, der er som udsprunget af en klingende baryton – når han er i det leje, så er på den skønneste bølgelænge med f.eks. den solocello, Bizet lader optræde i begyndelsen af blomsterarien.
Sandelig også sært forførende, eller skal vi igen sige forbløffende, når han bevæger sig op i det højere leje, sådan lidt over g og gis og kaster et slør af tåget mystik over sine toner, et højt c som det famøse i Faust-cavatinen lyder, som om det kommer fra en anden verden eller bare et uspecificeret hjørne af koncertsalen. Det høje b i blomsterarien ligeledes.
Stemmer er dog særegne fænomener. Valentis er gylden og anderledes. Og han tager flotte kegler med sin ligefremme måde at aflevere alt på, høfligt og kultiveret og efterladende os andre med ubesvarede spørgsmål, om han er til andet og mere end statisk, imponerende sang, eller om ham har noget på hjerte i rollerne på scenen.
Det må han vel have, for vi kan se på hans curriculum, at han synger i alverdens operahuse endda med partnere som Angela Gheorghiu og Anna Netrebko.
TAK FOR DÉT
Første afdeling var fransk musik. Anden afdeling italiensk. Og mens vi hørte os mætte på Valentis supermans tenor i lidt af hvert – kulminerende i herlige smørkrydrede sange fra napolitanernes hjemmebane og omegn – gav Bellincampi os muligheden for f.eks. at løfte øjenbrynene over Puccinis afgangsværk fra konservatoriet i Milano i 1883, et ’Capricio sinfonico’ – der midt i al det instrumentale virvar pludselig affyrer hele salver af takter fra 1. akt af ’La bohème’.
Et vidunderligt stykke musikhistorisk pædagogik, og tak for dét.
Men lyksaligheden over de tenorale udfoldelser var trods alt det, der bragte stormende applaus til sidst. Den ekstraordinære tenor bukkede glad og undseligt. Måske var han allerede i tankerne hos basket holdet i London. Var koncerten i København bare et sidespring i J.K. Rowland-format?
GregersDH.dk
