DET AUTODIDAKTE GENI

Jakob Levinsen: ’Børn, skab nyt!’ – 10 scener fra Wagners musikverden’. 226 s. Gyldendal.

****

EN glimrende, lille bog om Richard Wagner. Fortættet til systematisk behandling af værkerne, Wagners livshistorie og især en redegørelse for komponistens grundlæggende ambition: At skabe en alt omfattende ny måde at tænke kunst på.
For de ikke dybt indviede – eller de ligefrem fjendtligt indstillede – har Jakob Levinsens bog sikkert flere overraskende pointer med. F.eks. at Wagner på stort set alle musikalske områder var autodidakt. Han studerede aldrig på noget konservatorium, han tilegnede sig sin viden og sin kunnen gennem praktisk arbejde. Både som komponist og som dirigent. Vi taler ikke om noget så åndssvagt som de ’maestro’-udsendelser i dansk tv, vi har set nogle sæsoner, hvor uvidenhed og talentløshed ophøjes til sjov ’kunst’ med professionelle orkestermusikere som gidsler. Vi taler om benhårdt arbejde, begået af et geni.
Hvis man skal give et bud, så har Wagner investeret i retning af tredive år på at etablere beherskelsen af de midler, han afprøvede for at nå sine mål og realisere sine ideer. Ideer, som man kan kalde litterære. Eller filosofiske. Eller erkendelsesmæssige.
 

TANNHÄUSER

Eller religiøse. Jakob Levinsen er adskillige gange inde på Wagners intense kredsen omkring de kristne vinkler i operaerne, tvivlen, valgene, konfrontationerne med den mytologiske, ’hedenske’ verden.   
Interessant, at bogen udkommer, samtidig med at Det Kgl. Teater fejrer Wagners 200 årsdag med genopførelsen af Kasper Holtens ’Tannhäuser’-iscenesættelse. En iscenesættelse, som gør komponisten selv til hoved- og titelperson – Wagners egne kritiske afsøgninger af eksistentielle løsninger er substansen i Holten-konceptet.
Bogen supplerer denne ’Tannhäuser’-fortolkning på glimrende vis. Det er selvfølgelig et tilfælde. Og bogen behandler ikke bare ’Tannhäuser’, men alle Wagners værker.
Ligesom den sikkert vil give mange læsere et godt, koncentreret indblik i Wagners kontroversielle og ret komplicerede forhold til jøder. Og sandelig også nøgternt beskriver nazisternes – og d.v.s. først og fremmest Hitlers – nære forhold til Wagner, til Bayreuth, og ikke mindst til Wagners arvinger og efterkommere.
 

AFNAZIFICERINGEN

Igen detaljer til eftertanke: Når Wieland Wagner, barnebarnet, red ranke på Hitlers knæ i begyndelsen af 1920’rne og kaldte Hitler for ’Onkel Wolf’, kan man vel næppe udnævne det til nazistiske handlinger. De var styret af hans Hitler-betagede mama. Men man kan roligt fortolke Wielands voksne iscenesættelser i deres abstraktion som veludviklede flugtveje fra den traditionelle imødekommenhed over for tysk nationalsocialisme, våbengny, traditioner, der klæbede, og over for et ’Tredje Rige’, der dyrkede de glorværdige tidligere to.
Det var Wieland Wagner, der gav luft til operaerne for almengyldige perspektiver. Ham, som i ét ryk allerede ved genåbningen af festspilhuset i Bayreuth i 1951 ’afnazificerede’ stedet, Wagner og værkerne. Med en ’Parsifal’, der virkeliggjorde det, som scenografen Adolphe Appia en generation tidligere havde lagt grunden til med sine teorier om lys, skygge, tredimensionale dekorationer og total ren- og enkelhed i scenografierne.
Et kup, der på mange måder reddede Wagner-værket.
På en måde svaret på det, som Wagner ifølge Jakob Levinsen engang pålagde sine efterkommere: ’Børn, skab nyt!’
Og som er blevet bogens titel.  

gregersDH.dk