(Tegning af Claus Seidel følger)
DET SATANISKE GRIN
Jacob Morilds show på Café Liva er et bombardement af sarkasme. Men ender med at løbe af sporet
****
JEG forestiller mig Jacob Morild i en særlig rolle, når tiden er inde: Som fanden selv, der tager imod ved porten til helvede, eller måske endda til himmerige, for det vil være den fuldendte ironi. Han vil stå der med sit sataniske grin og byde velkommen, smøre dig ind i affable sarkasmer, svine dig til med en vellyst, der ikke er til at standse, for Morild har verbalt 100 m-løb i hjernecellerne, når han først tager fat. Himlen være os nådig, hvis han følger i hælene på dig, og det er skærsildens straf, at han vil stikke videre til dine svage sider i det uendelige.
UPROPORTIONEL UTILFREDSHED
Men for nu at tage ham på ordet i den eksplosion af en forestilling, han leverer i Café Liva under titlen ’Var det det?’: Blandt de danske dårligdomme, der skal have et los, er det, han kalder ’den uproportionelle utilfredshed’. F.eks.: Man stiller i lufthavnen for at tage på den store USA-rejse, og så er afgangen en halv time forsinket. Det udløser rasende irritation, vrede, surhed, banden og svovlen. Hvad fanden bilder SAS sig ind? Reaktion, der er ude af proportioner? Ja, selvfølgelig. Det er et eventyr, at man skal op at flyve, men sådan en forsinkelse er lige til et rasende, latterligt læserbrev til Ekstra Bladet.
MUNDEN LØBER
I det åndedræt vil jeg så leve op til Morilds forventninger og opfattelse af åndssvag dansk proportionsforvrængning. Og starte med at sige, at hans show er for langt. Altså være rigtig mopset og begynde med noget negativt. Tarveligt, når nu hans show faktisk er bristefærdig af perler. Men det er om ikke fatalt, så ærgerligt, at han lader munden løbe ustyrligt den sidste halve time om dette og hint, gentager endda en af sine historier fra tidligere på aftenen – den handler om skolemobning, – uden at det bliver begribeligt, hvad vi skal med gentagelsen. Det er dårlig strukturering af showet. Så er det sagt.
KNIVSKARP HUMOR
Det får os til – om ikke glemme, så udviske lidt alt det, der tordner igennem i den første time af begavet, knivskarp humor, en tour de force af verbal spidning og gennemhulning af dansk selvtilfredshed og lallende overbevisning om, at vi er de lykkeligste, klogeste, mest tilfredse, demokratiske væsener på kloden, når vi selv skal sige det – kolonihave-hyggelige, Giro 413-salige, overbeviste om, at ingen steder på kloden trives fornuft og tolerance og ytringsfrihed i den grad som i dette land. Hans trick er at skildre al lyksalighedens absurde bagside, druk, misundelse, fremmedhad, knivene i ryggene, det hele, med et konstant smil: Det er sandelig ikke den slags hygge, den slags tolerance, den slags ytringsfrihed, vi taler om, vel? Ligesom hans historiske gennemgang af et par generationers skift fra 70’ernes selvhøjtidelige meningstyranni til 80’ernes indifferente ’nå-mentalitet og frem gennem 90’ernes afvæbnende kamouflage-ironi er fuld af herlige pointer, komiske drejninger og konstant drevet af Morilds enorme energi.
SANGE
Bombardementet lindres undervejs af sange – med Nicolaj Majlands trio som musikalsk basis og medspiller, men sandelig også med en Morild, der leverer varen musikalsk og gestisk. Det er samtidig en skæg og effektiv idé at udnytte en storskærm til at manipulere Morild ind i verbalt mundhuggeri med sig selv i flere udgaver, bl.a. med en oldeudgave af den aldrende Morild, der – som også Jan Gintberg gør det i sit nye show – prøver at se baglæns fra et fremtidigt mere eller mindre derangeret stok og tøffelstadium. Det er bare om at hænge på i Morilds show, for det går stærkt og holder en høj intensitet – indtil det begynder at løbe af sporet mod slutningen, hvor både vi og Morild selv er fyldt op, og en klog instruktør burde have været der med havesaksen. Fandens også.
