SALEN I SVINGNINGER

Irene Theorin på verdensstjerne-visit i Tivoli med Wagner-sang, så det ringede op under loftet.

***

DET mindede lidt om store aftener i gamle dage i Tivolis koncertsal.
Når Birgit Nilsson f.eks. som fast sommergæst indtog podiet og stod der som en nordisk klippe og sang Tonhalle-arien fra ’Tannhäuser’, så vi syntes at ’hallen’ var festsalen på borgen Wartburg, og vi var en del af ridderskabet, der hørte på.
Nu var det Irene Theorin, der stod der i aftes. Også på en måde minderigt. For denne svenske sopran hører til i vores bevidsthed, hun er opdraget og uddannet på Operaskolen i København, hun sang striber af partier som ansat på Det Kgl. i årene efter årtusindskiftet, begyndte som Donna Anna i ’Don Juan’, voksede i stemmeformat, det blev til ’Turandot’ og meget mere, det blev til, ja netop Wagner, og da var hun allerede på vej mod de teutone sværvægtere på alskens store udenlandske scener, Bayreuth inklusive.
For dog at vende tilbage til Kgs. Nytorv som Isolde i 2010. Og så… ja, har hun mon været her, siden hun i 2012 sang Santuzza i ’Cavalleria Rustica’? Vist ikke.
Tonhalle-arien var sådan en generobring af det danske publikum.
Jo da, hun sang først de seks Wesendonck-Lieder med Giordano Bellincampi som medlevende leder af Tivoli Orkestret. Smukt.
Men det var suset fra Wartburg, den kontante jubel i stemmen, der satte salen i svingninger. Det vældige vibrato, der nogle gange er på nippet til at være lidt for vældigt, men først og fremmest den gloriøse klang, der uhæmmet breder sig i højden. Hun fulgte senere op med en infernalsk brusende Brünnhilde på valkyrie-ridt mod tinderne, ’Ho-jo-to-ho!’, hvor det gjaldede. Og til sidst med Isoldes Liebestod, al jordisk kærligheds kulmination.
Nej, det var ikke engang slut. Som ekstranummer sang hun en lille svensk folkesang, solo, a capella, alene stod hun der og sang fra sit hjemland, som er Småland, Ordene fangede vi ikke. Det er ikke dér hendes styrke ligger, kun et ’Herre min Gud’. Og det var ikke den med månen, der lyser, for den ville salen have sunget med på. Men altså en anden, og køn var den, og smukt og sød stod hun dér ensom og sang den som en lille flicka, den store dame.
En rigtig Tivoli-aften. Henrik Engelbrecht som munter konferencier. Lidt løsagtigt orkesterspil. Prøver har der vist ikke været i større stil på programmet.  Mestersanger-forspillet kom til at lyde lidt som et læs grus, der dumpes fra en lastvogn. Men også det hører med til de muntre erindringer fra fortidens sommerkoncerter i Tivoli, hvor man gik rask til sagen aften efter aften og slog nogle skæve ind mellem perlerne.

gregersDH.dk