Laura Schwitz som luder og Andreas Daum som kongen i ‘Inkognito Royal’ (foto: Den Jyske Opera)
PÅ BORDEL – ELLER HVA’..
EN MAGELØST HJULBENET OPERA PÅ SPORET AF LØGN OG SANDHED OM Frederik 8s død.
Radio: Den Jyske Operas uforskammede festforestilling om Kong Frederik 8.s død i Hamborg i 1912. DR P2. Transmission 21.8. 2021
’Inkognito Royal’. Musik: Karsten Fundal. Libretto: Philipp Kochheim. Dirigent: Christoffer Lichtenstein)
*****
DENNE uges tema: Løgn eller sandhed? Diskussionen går denne søndag formiddag i DRs ’Presselogen’ på, hvordan journalisterne rammer noget, man kan regne for sandt i reportagerne fra Kabul. Hvad kan viderebringes til seere og læsere som nogenlunde troværdigt?
SAMTIDIG er vi dårligt nok blevet færdig med opgørene i eftersnakken af Karen Blixen-filmen. Om det nu var Thorkild Bjørnvig eller Karen Blixen, der i sin tid havde taget initiativet til den pagt, de to indgik med, hvad den nu indeholdt af aftaler – en ed, der i filmen blev aflagt med Blixens trukne dolk, hendes stik i fingeren og en middelalderlig blodblanding, som Bjørnvig forskrækket sagde nej tak til.
VAR den affære løgn eller digt? Filmen hed i hvert fald ’Pagten’ uden at dét var et spørgsmål i filmen, men i den efterfølgende debat mellem litterater, der fører sig frem i indbyrdes duel.
HER kommer så Den Jyske Opera med sin længe ventede premiere på ’Inkognito Royal’ – et slagnummer med næsen helt ned i den oplagte skandale-historie om Frederik den 8.s død i Hamburg på rejse hjem fra en ferie i Sydfrankrig.
ER historiebøgerne fulde af løgn? Er det bare myter og skandalesnask, at gamle Frederik den 8. den nat i maj 1912 blev fundet død på en trappesten i Hamborgs ludderkvarter efter et besøg hos en af de stedlige damer? Muligvis.
DET er netop dét emne, der er operaens. Diskussionen om løgn eller sandhed. Ganske vist fremført på operamanér i billeder, ord og musik, så alle de hændelser, der – løgn eller sandhed – forbindes med myten om den arme 69-årige mands endeligt, udfoldes i sin fulde detaljerige bredde. Med knald på i bogstaveligste facon og af alle tænkelige medvirkende: De aktive i de mørke lowland, som dufter af dårlig parfume, af hoffolkene, af Frederiks dronning Lovisa, af hotelværten og personalet på Hotel Hamburger Hof, og af grådige journalister, der kaster sig over alle, også hinanden, og over det tilkaldte politi.
DER er ingen grænser for, hvad komponisten Karsten Fundal og librettisten Philipp Kochheim propper i historien, tilmed to gange – efter halvanden times 1.akt og en pause, begynder hele handlingen forfra fra scratch, de vanvittige tildragelser må trevles op igen, man kan ikke få nok af de skandaløse detaljer, og der udvikler sig netop interne og meget underholdende slagsmål om, hvad der faktisk skete og var sket – det fremgår også af Kochheims research, at det danske hof og de tyske myndigheder fik arkiverne spærret og politiet pålagt lukket mund om, hvad der var sket.
SÅ man kan sandelig ikke fortænke Kochheim og Fundal i at kaste sig med lyst og begejstring ud i, hvad der NOK er hændt i de mørke timer mellem den 14. og 15. maj 1912. Hændelser og dokumenter, som det tyske politi bliver bedt om at holde kæft med – kan man forstille sig noget mere animerende? Vi befinder os på det tidspunkt præcis en måned efter Titanics undergang 15. april. Der er drama og beskyldninger, mistanker og død i luften. Det ene helvede har været i hælene på det andet, 1. verdenskrig er under opsejling – så lad os tage fat i den affære i Hamborg. Den varsler katastrofe, og den har maksimal makaber underholdningsværdi, så vi giver historien hele armen. Som Brecht gjorde det med ’Mahagonny’ – det mest lystne musikalske undergangsdrama fra katastrofeårene omkring 1930 – i øvrigt netop lyslevende ramt igen i den turbulente kaos-opera ’Begærets mysterier’ på Det Kgl.s Gamle Scene i disse dage.
VIRVARET i den op mod tre timer lange opera på Den Jyske Opera er knaldet ud – så man bare ved at lytte til radio-transmissionen veksler mellem latter og forbløffelse, konstant med spidsede ører. Hvad har de nu fundet på? Man savner selvfølgelig i enorm grad billederne, det visuelle, men sluger til gengæld den musik, der som en snerrende hund farer med i forestillingen, lige fra de absurde dronninge-udbrud i koloraturer, som uden varsel sniger glimt af ‘Tryllefløjten’s Nattens Dronning ind, så det er lige ved, at man tror, Susanne Elmark – for hende er det – for alvor er på spring over i Mozart. Hun er gennemgående en vildt lysende tråd i det sindsoprivende forløb som denne svenskfødte dronning, gift i 43 år, mor til otte børn med Frederik.
LAMMENDE pauser, kaskader af toneskred, raffinerede svirp af handlings-animerende skud fra blæsere og slagtøj. Fundal har serier af påfund og veloplagte, dramatiske indsatser i forestillingen, undertiden groteske – helt frem til den uforglemmelige slutning, hvor den døde konges endeligt markeres med en massescene, hvor stort set alle, der har medvirket i forestillingen, er på brædderne i en apoteose af overdådigt og overgivent jubelvrøvl. Afsluttende med at Fundal lader dem affyre Halfdan Rasmussens ’Den lille frække Frederik’. For derefter som slut-prut-finale at synge ’Der er et yndigt land’, muligvis som fællessang med publikum – så plombefyldt afsunget som skulle vi videre over til en fodboldlandskamp, det var svært at opfange i det fordrukne stemmemylder. Fundal og Kochheim kunne passende have valgt ’Kong Christian’ til afsyngning – så havde der for en gangs skyld indfundet sig en royal høviskhed – ’Kong Frederik stod ved Hamborg Havn i røg og damp’. Jeg lige har læst, at en af statisterne i slutscenen forestillede dronning Margrethe, altså den nuværende, som er oldebarn af Frederik den 8. Mon hun var inviteret til premieren?
FREDERIKSs afsjælede legeme forlod Hamburger Hof under hoffets forsøg på diskretion og stilhed, men det fremgår af Bo Bramsens bog om Huset Glücksborg, at Kejser Wilhelm omgående havde beordret et æresregiment opmarcheret foran hotellet som salut til den afdøde danske konge, da hans lig blev båret ud fra hotellet om eftermiddagen den 15.maj.
DET kunne være medført en kejserlig sørge-fanfare fra Karsten Fundal, men der er ellers nok af idéer fra ham. Fundal har et godt udviklet talent for jongleren med diverse stilarter – vi kender hans nodepen og kreative fantasi fra musik til forskellige film, bl.a. ’Flammen og citronen’ (Lotte Heise spillede lidt af musikken fra den film i sit program umiddelbart inden opera-transmissionen), og endnu bedre fra flere af de teaterstykker, han med stor behændighed og indføling har skrevet musik til. Først og fremmest Lollikes ’Leaves’, den i kælderene i det gamle Kommunehospital allesteds omvandrende forestilling, som blev Reumertpris-belønnet (se anmeldelse 26.7. 2015) og ikke mindst Susanne Brøggers ’Koncert for Lou’ på Teater Republique, hvor Fundals fragmentariske kompositoriske hug gjorde stykket om den jødiske psykoanalytiker Lou Andrés-Salome til en total fascinerende oplevelse (se anmeldelse 2.3. 2017). Fundal kan bruge de mest diminutive virkemidler og det store, farverige orkestersus alt efter behov – der er også i ’Inkognito Royal’ hele scener, hvor vi strejfer både Mahlers og Richard Strauss bredskuldrede verden.
JEG ville gerne have set og ikke bare radiohørt ’Incognito Royal’ – den spiller endnu i dag søndag, og slutter så. Den er en forbløffende slyngven til det musikdramatiske show, som går på Det Kgl. i disse dage – ’Begærets mysterier’. Et stilmæssigt altfavnende operadrama, frækt ind til marven. Men ’Inkognito Royal’ er altså tilmed et vildt bidrag til problemstillingerne omkring løgn og sandhed, fake news og troværdighed. Handler det om Frederik den 8. og hans afsked med denne verden, er vi – hvis vi taler om dokumentation for faktiske hændelser – bevidst og totalt på herrens mark. Der bliver fantaseret og leget helt ud over sletterne. Det er vi bedøvende ligeglade med , siger sjovt og tak til.
’INKOGNITO ROYAL’ er en mageløst hjulbenet opera, så skæv i sin gang som en fordrukken sømand på vej over dækket på sin skonnert.
gregersDH.dk