Claus Seidel har tegnet Morten Brovn, Marie Bach Hansen, Jon Lange og Stine Mølgaard i ‘Illusioner’ på Husets Teater

BLÅR

I

ØJNENE

Hvem kan rigtig finde ud af det med kærligheden? På Huset Teater leger en ung russisk forfatter med begrebet og når frem til, at kærlighed  er det rene fortvivlende, komiske gas.

Forfatter: Ivan Vyrypaev. Instruktion: Simon K. Borberg. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Medvirkende: Marie Bach Hansen, Stine Mølgaard, Morten Brovn og Jon Lange.

’Illusioner’ spiller på Husets Teater på Halmtorvet indtil 17. oktober.

***

HUSETS TEATER er pakket totalt ind i blodrødt klædebon – teatret har fået noget med af og til at råbe ”Hej! – her laver vi totalteater!”. Men det er nu ikke denne gang ombygget til Wagners Bayreuth, det her heller ikke Jean Voigt, der er stået op af graven for iklæde en forestilling luksusrobe – ihukommende hans ’Svend Knud og Valdemar’ på Riddersalen. Og vi skal heller ikke til en miniudgave af Macbeth eller Richard den 3. med arterier og vener sprøjtende for hvert dolkehug.
Så hvad skal vi bag det dramatiske røde klæde? Vi skal opleve illusioner. Det er det ord, der står hen over den vældige front – vi skal til moderne russisk teater, der ganske vist ikke er rød-sovjettisk, men heller ikke hvidt ny-kejserligt på putinsk.
Når ordet illusioner så er proklameret, siger vi: Nå, vi skal altså se teater. For teater er illusion, om så Berthold Brecht nok så meget prøver at få os til at tænke på noget andet, nemlig den forbandede skinbarlige virkelighed.

SMIL PÅ LÆBEN

Illusioner er, hvad den unge dramatiker fra det indre Sibirien Ivan Vyrypaev viser os fuldt bevidst fra det sekund, Marie Bach Hansen og hendes kolleger Stina Mølgaard, Jon Lange og Morten Brovn træder frem foran det røde fortæppe på scenen. Maria først med et underfundigt smil på læben og en fortælling, vi meget hurtigt mærker er gennemvædet af ironi. Hun gengiver en dødsleje-samtale proppet med standardsnak om den evige kærlighed ved finalen efter et langt og nu fuldendt ægteskab.
Vi indtager illusionernes dobbelte lagkage. De unge skuespillere ’spiller’ fire gamle mennesker. D.v.s., de distancerer sig fra de gamle ved ikke at påtage sig deres identiteter. De fortæller i tredie-persons formuleringer, hvad de gamle gør og siger. Og det er ikke småting, viser det sig. De fire gamle udgør to par, der tilsyneladende har kringlet sig trygt, trofast og hæderkronet gennem deres lange liv, et vennepar i lyst og nød. Men fanden heller: De har dyrket den andens ægtefælle i al hemmelig gemytlighed, men har vænnet sig til at camouflere og smidiggøre den ægteskabelige lykke med lag af borgerlig lykkefernis. Slyng-venneparret røber først efter mere end halvtreds år deres ømme bedrag.

LØGNE OG NØDLØGNE

Der er ustyrlig humor over denne beretning om løgne og nødløgne, komikken drevet ud i udspekulerede verbale redningsplanker om den store kærlighed, dog ikke mere udspekuleret end, at de med godt tilslørede glimt i øjnene og påtaget alvor accepterer Stine Mølgaards postulat om, at ægte kærlighed ikke eksisterer, hvis den ikke er gengældt.
Kan vi bruge dette omfangsrige spil med ord til noget? Ikke til så meget andet end munterhed over den sofistiske leg med begrebet kærlighed. De fire skuespiller har det sjovt med deres avancerede jongleren med teksten, den har ikke været nem at tilegne sig.  I salen lytter vi, leger med, skiftevis keder os. Dog ikke, når de fire ind imellem bryder ud i sang og strengeleg. De små intermezzi letter vore sind.
Husets Teater har som altid ladet teksten trykke som program. Så man kan genopleve de svulmende spekulationer over kærlighedens umulige vildveje, subsidiært dens blår i øjnene.

gregersDH.dk