Henning Jensen og Mille Lehfeldt Hoffmeyer i ‘Ifigenia i Aulis’ (Tegning: Claus Seidel)  

INGEN PARDON

Skuespilhuset på klassikerbanen med et enkelt budskab: Over for fundamentalistisk selvmordsterrorisme banker man panden mod muren.  

****

INGEN pardon. Her skal blodet flyde. I slutbilledet siver det ud under jerntæppet og bliver til en syndflod af den dræbte Ifigenias blod. Det kan hendes mor Klytemnestra så søle sig i på Store Scenes proscenium. Kirsten Olesen i al sin patetiske, klassiske vælde. Alene med sin smerte og sit raseri, mens hun maler sin mand Agamemnons navn på muren med datterens friske blod.
Alene? Alligevel ikke. For iscenesætteren Kasper Bech Holten har ladet hendes søn, Ifigenias lillebror Orestes blive tilbage i et hjørne. Og da han løber frem til moderen, slænger hun ham hen ad det blodige gulv.

ENKELT

Ingen pardon. Den historie skal jo gå videre: Orestes dræber senere som voksen sin mor. Fortsættelsen får vi ved andre lejligheder.
Græsk mytologi er fuld af blodige skrøner. Det Kgl. Teater har i en artikel i programheftet gennemgået, hvad der er gået forud for ’Ifigenia’. Orgier af slægtsfejder og mord.
Munter, men uoverskuelig læsning. Faktisk overflødig for at forstå, hvad der sker i ’Ifigenia i Aulis’ på Store Scene i Skuespilhuset. Det er en enkel historie om Agamemnon, der mener, han bør frelse nationen ved at slå sin datter ihjel. Et offermord: Hvis pigen dør, får hans krigsflåde vind i sejlene. Det siger guderne. D.v.s. hans præst Kalchas. 

TOMMETYKT

Dér er vi ved en vigtig pointe i denne version af Euripides’ drama. Englænderen Don Taylor har sammen med Kasper Holten og oversætteren  Niels Brunse fået historien til at munde ud i en sejr for præsten og hans gudelige djævelskab. En sejr, der hamres fast, så det kan ses og høres. Ifigenia  – Mille Lehfeldt Hoffmeyer – ofrer sig som en islamisk selvmordsterrorist, målbevidst overbevist om, at det er et offer til folkets, fædrelandets og troens frelse.
Tommetykt. Heller ikke her nogen pardon. Hos Euripides er det skæbne, pudsige guder og fed nationalisme, der rumsterer. Hos den franske renæssance-dramatiker Racine får vi en lykkelig slutning, hvor en anden stakkels pige bliver møvet ind i offerrollen. Men hér i Skuespilhuset får vi ren islamisk fundamentalisme, opereret ind i græsk mytologi og placeret i byen Aulis på Grækenlands østkyst, hvorfra Agamemnon udskibede sig til Troja på et hævntogt.

NATSORT

Sluger vi den konklusion, er der rig mulighed for undervejs at fordybe sig i en næsten operaagtig opsætning med personer spændt ud i statuariske soloer og dialoger og et sceneri, der er af ganske overvældende enkelhed og kraft. En stor sal, vældige fløjdøre ud til den natsorte himmel over Ægæerhavet, et stort militærstrategisk bord, hvor Henning Jensen som Agamemnon har fået placeret flåden i et bassin som en et helt sænke-slagskibe-spil af små papirsbåde. Det hav, som også Ifigenia kan offermyrdes i.
Sådan er symbolerne så mange. Den mur, der som nævnt rejser sig til sidst mellem Klytemnestra og mand, datter og mordere, føles som muren mellem Israel og Palæstina. Hvad ellers?
Og i salens knusende sceneri kan vi opleve en Henning Jensen, der sært nok kun i enkelte øjeblikke rører os som manden med det fundamentale dilemma: Vælge kærlighed til barn frem for lydighedspligt over for nation og præst. En Mille Lehfeldt Hoffmeyer, som rent og fint er datteren, men mod slutningen ofrer sig temmelig firkantet på loyaliteten over for det budskab, hun er sat til at forvalte. Det bliver lidt til en konstrueret pligtopgave, som både hun og vi skal forlige os med. Og dog  – Holten lader hende i allersidste sekund spjætte desperat. Gribes hun af panik? Fortryder hun? 

MAGISK

Der er undervejs stærke indslag. Den nedtonede og let magiske start, hvor Stig Hoffmeyer som en slags klassisk græsk ’kor’ i totalt mørke beretter om baggrunden for historien. Peder Holm Johansens fedtede Menelaos, Rasmus Botofts to skridt frem og ét tilbage-helt Achilleus-helt, og måske især Peter Plaugborgs kgl. debut i rollen som præsten Kalchas  – med en hårrejsende gennemslagskraft i sin besværgende monolog foran det brændende bord.
Det kan godt være, at denne opførelse af ’Ifigenia i Aulis’ har tyngde til at presse Skuespilhuset ned i det kongelige havnevand. Men den er et godt bud på en klassiker, hvis vi gider.
Og så havde jeg nær glemt Klaus Risagers musik. Sjældent ser vi sang og musik så nænsomt, stemningsstimulerende og præcis integreret i dramatik.

GregersDH