JEG VIL HA’ DET SJOVT

Direkte fra teaterskolen: Ida Marie Rasmussen debuterer som sexmonstret Lulu i Wedekinds klassiker på Aarhus Teater.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: H.C. Jacobsen

———————–

DER skal nok blive ballade. Mere ballade.
Ida Marie Rasmussen skal spille Wedekinds kvindelige sexmonster ’Lulu’ på Aarhus Teater. Teatret promoverede forestillingen med en annonce, der viser Lulu – med det hele. Ramaskrig, nej tak fra nogle aviser. Retouchering og nyt billede. Men så nægtede Århus Kommune at lade plakaten med billedet hænge på gader og stræder. 
Balladen rører ikke Ida Maria Rasmussen. Ikke kun fordi det overhovedet ikke er hende på billedet. Det er en model. Mere fordi  – som hun siger:

”Jeg kan ikke tage mig af, hvad folk tænker. Det er en professionel opgave. Jeg har da diskuteret det med min kæreste. Mit privatliv er intakt. Og jeg har nok at gøre med arbejdet med rollen. Den er krævende. Temmelig grænseoverskridende. Men det gør ikke noget. Jeg har ikke noget imod at spille roller, der er på kanten. En dag kan man måske få lov at spille ’Medea’. Men lige nu har jeg rigeligt med Lulu.”

– Rigeligt af hvad?

”At af passe på mit instrument. Trække på alt det, jeg har lært på skolen. For et par uger siden havde jeg nogle dage, hvor jeg tænkte, hvad laver jeg egentlig her. Jeg kunne ikke se, hvor det bar hen. Nu synes jeg, jeg er ovenpå igen. Oven på stoffet – kan få indstillet instrumentet, så jeg kommer ud i alle kroge af rollen. Jeg vil gerne have det tekniske i orden. Og så få teksten med.”

– Teksten er vel det vigtigste?   

”Ikke nødvendigvis. Teater er også så meget andet. Noget fysisk og sanseligt. Billeder. I vinter, da jeg gik på sidste år på skolen, lavede skolen en lille skrive-workshop, hvor vi øvede os i at få ned på papir, hvad der burde stå i en ansøgning, når nu skolen sluttede, og man skulle ud og have jobs. Noget om, hvad man vil – og kan.”

– Hvad skrev du?

”Jeg blev først rasende over, hvor svært det var at skrive den slags. Jeg sad med det i ti dage. Men det blev til, at jeg nok er god til noget, der er fysisk og sanseligt. Altså den type roller, som kræver dét. Jeg går måske ikke så meget efter ordene. Derfor er Lulu vel også en rigtig rolle for mig. Fysisk krævende og meget sanselig. Selvom det da går op for mig, hvor langt ude denne Lulu er i forhold til mig personligt. Også når jeg læser Wedekinds dagbøger. Så jeg er lige nu mest optaget af at få hele mit instrument til professionelt at fungere.”

– Nu bruger du dét ord igen: Instrument.

”Ja. Bl.a. stemmen. Jeg har f.eks. fået særlig undervisning i, hvordan dødsskrig kan lyde. Lulu dør jo til sidst. Jeg har aldrig hørt nogen dø. Det kan sikkert lyde forskelligt. Når det ellers lyder. Jeg tog et kursus for at finde ud af, hvordan man kan bruge stemmen  – efter englænderen Roy Hart’s metode. Hvad jeg kan byde min egen stemme. Det er fantastisk at gå på opdagelse i lyde. Ens egne. Det kan jeg bruge. Det gælder om at fortælle historier med alle de instrumenter, man har. Visuelt, fysisk, sanseligt.”
Ida Maria Rasmussen ser på mig med sine blå, mandelformede øjne, der flager horisontalt ud mod tindingerne.
Ikke blot stemmen. Også blikket et overbevisende argument for, hvad hun taler om. Visuelt, fysisk, sanseligt.
Hendes endnu korte livsforløb fortæller om baggrunden for valget af fag. Hun har været søgende som et varmepåvirkeligt missil. Hun er københavner, gik på Frederiksberg Friskole, hvor man var kreativ, men også bad Fadervor og sang morgensang. Det strammede. Ungdomsoprør i 6. klasse. Videre, først til Øster Farimagsgade Skole, så til Ingrid Jespersens Gymnasium. Men:
”Jeg følte mig ikke hjemme. Havde for få venner. Ville noget, der havde mere rummelighed. Noget, der var mere flippet. Du ved: Rende rundt i store støvler og morfars nattøj og den slags. Så kom jeg på Christianshavns Gymnasium, og jeg gennemførte det da. Men det var altså frygtelig seriøst. Lige fra starten. Stræberagtigt!

– Stræberagtigt? 

”Det handlede kun om at få gode karakterer. Ikke at have det sjovt. Andre siger så tit: ’De tre år i gymnasiet er de bedste i mit liv.’ Det er godt nok sygt. Jeg kalder det ’tunnelsyn’. Jeg havde ikke engang rigtig tid til teater, selv om jeg havde teater på mellemniveau. Før gymnasiet havde jeg været med i Teaterbutikken på Vesterbro. I 7. klasse havde jeg haft drama som valgfag.
Jeg ville havde det sjovt  – igen!”

Hvordan Ida Marie fik det sjovt igen, kan man læse i hendes CV på hendes hjemmeside: Pædagogmedhjælper, lærervikar, model, forhusmedarbejder på Det Ny Teater, cafémedarbejder, rengøringsassistent, kantinemedhjælper, grønthandler, bagerjomfru, internationale workcamps i Frankrig.
Jobs i løs vægt. Også lidt reklame- og kortfilm. Ind imellem ud og ind to steder, som hun synes har haft afgørende betydning for hendes teaterbane: Den Rytmiske Daghøjskole og Teaterbutikken på Vesterbro. Det var de steder, der gav hende lyst til at søge optagelse på teaterskolen.
Hun blev afvist. Tre år i træk.
Dyb indånding. Man måtte nok hellere gå i gang med fransk på universitetet… Og det gjorde hun så. Det varede et halvt år. Så gik der brand i hende. Studiet kedede hende. Det rev i teaterhormonerne. Og fjerde gang kom hun ind på skolen på Aarhus Teater.
Det er herfra, hun nu debuterer.

”Og det var her, det blev sjovt – for alvor!”