‘I udkanten’ (Foto: Per Pedersen)

SKELETTER

’I udkanten’ er tænkt som et dyk ned i lukkede sind i et lukket hjørne af landet, men drukner I fortænkt uoverskuelighed.

Idé og manuskript: Lars Dammark og Anders Valentinus Dam. Instruktion: Hans Rønne. Scenograf: Claus Helbo. Medvirkende: Asta Kamma August, Anders Valentinus Dam, Lone Dam Andersen, Rasmus Reersen og Lars Dammark.

’I udkanten’ spilles af Teater O på Godsbanen i Århus indtil 1. marts.

***

HVAD sker der i ’udkants-Danmark’? Ingen ting, kan man forstå. Ikke nok i hvert fald. Så af sted med offentlige institutioner og deres ansatte! Derud, hvor man nærmer sig kanten.
Men hvis man lytter til teaterdigteren og instruktøren Hans Rønne og hans skuespillere i deres nye stykke ’I udkanten’, sker der rigelig meget allerede. Man skal bare grave ind i sjælen på menneskene i de samfund, vi udnævner til ’udkant’. Der balancerer man på randen af konflikter, sammenbrud og alskens fobier.
To af stykkets skuespillere, Anders Valentinus Dam og Lars Dammark, har undfanget idéen.
Vi befinder os i en lidt forsømt provinsiel lokalitet med det overraskende navn Nerve, hvor intet tilsyneladende kan sætte nerverne på højkant ud over den mørnede jukebox i landsbyens værtshus. Ikke før en fremmed kommer til stedet.
Den model er afprøvet før af Hans Rønne: I forrige sæson ramte han plet med ’Som i himlen’, hvor en menighed og dens præst fik vendt op og ned på tilværelsen af en outsider, der overtog kirkekoret.

BROGET

I Nerve er det en ung kvinde, der ankommer til en familie for at blive sygehjælper for en handicappet søn, der sidder hjælpeløs i rullestol efter en ulykke.
Hun sætter skred i optrevlingen af alt det, familiens medlemmer ikke kan tale om. En fortid med utroskab, med børn, der ikke er børn af dem, de tror, forældre, ikke er forældre til dem, de tror. Skeletterne rasler ud af skabene og prøver at holde sig oprejst, pigen taler svensk og dansk på skift, hun er selv et familiært, hemmeligholdt arvestykke, og for at vi skal forstå den komplicerede genealogi, rykker handling og personidentiteter frem og tilbage over en periode på fyrre, flash back og flash forward.
Der er fint og rørende psykologisk spil af de medvirkende i det lille stykke, og man kan holde fast i stropperne undervejs for at sikre sig, hvem der nu er hvem og hvad, ved at kikke i programmets manual over de skiftende identiteter.
Broget indblik i knudrede familiehoveder. I et udkants-Danmark? Egentlig ikke mere knudrede hoveder end dem, vi møder i det upper middle class miljø, Christian Lollike beskriver ironisk i ’Familien, der kunne tale om alt’ på Aarhus Teater. Hvad den familie jo netop heller ikke kunne – tale om alt.

gregersDH.dk