Steen Stig Lommer og Marina Bouras i ‘I love Dick’ (Tegn. Claus Seidel)
POSTMODERNISTISK
FORFØRELSE
PÅ PRÆRIEN
Jimmy Jørgensen som cowboy omringet af et par sultne, forvirrede intellektuelle – er vi til en lattervækkende tragedie?
Dramatiker og iscenesætter: Jens Albinus på basis af Chris Kraus’ roman ’I Love Dick’, der udkom i 1997. Scenograf: Ditlev Branth. Musik: August Rosenbaum. Medvirkende: Marina Bouras, Steen Stig Lommer og Jimmy Jørgensen.
’I Love Dick’ spiller på Husets Teater indtil 12. oktober. Varighed: 1 time 40 min. uden pause.
****
I tordenbygerne af knapper, der bliver trykket på i kulturlivet, er ’I Love Dick’ suset forbi min opmærksomhed, et blib-båt-blink i flugten, jeg ser titlen, som man strejfer en ugebladsforside. Er det noget? Skal den titel hæfte sig og blive hængende? Sikkert ikke. Men så altså alligevel. Husets Teater på Halmtorvet maler ’I Love Dick’ over forsiden, så Jens Albinus må have noget for, der skal kikkes nærmere på. Albinus har iscenesat stykket, grebet fat i en bog, der – forstår jeg – er kult i feministiske saloner, hvor jeg måske færdes for lidt. Og hov, det rækker videre: ’I Love Dick’ har været gjort til genstand for en hel tv-serie, kan jeg se på google, der remser kapitel på kapitel op.
MEN altså et teaterstykke baseret på bogen! Af sted til Husets Teater, der lykkeligvis har den praksis at trykke og udsende deres egenproducerede manuskripter som små elegante bøger. Man kan læse stykket, se det og forstå, hvad der er løs. Og straks blive forbavset. Stykket handler om ægteparret Chris og Sylvere, kvinden Chris er filmmager med åbenbart begrænset talent, manden Sylvere er litterær-filosofisk skribent. Et par lettere intellektuelle størrelser, der overgår hinanden i associationer til det ene og det andet. Så vi prøver at holde fast i gelænderet, mens de slynger om sig med navne: Artaud, Witgenstein, Claes Oldenburg, Simone Weil, Jean-Luc Godard. De to pifter hinanden op med poststrukturalisme og dekonstruktioner ud af de fyldte lommer, så latteren simrer. De er på høje navler, det betyder bare ikke rigtig noget, for det er deres størknede, men elskværdige, seksuelle samliv, der flimrer i deres hoveder og handlinger. Sylvere, Sten Stig Lommer som en bedårende, lidt fortabt og fortumlet beundrer af sin kone, og Chris – Marina Bouras i hælene på sin filmiske karriere, på ægteskabelig konversations-niveau med sin Sylvere, men strittende af en portion uforløst erotik – som sandelig kommer i skred, da de to under en rejse deruda’ i U.S.A. møder en angiveligt intellektuel kollega til Sylvere – en langlemmet fyr med cowboysnit og -hat, kryptisk hensat til en prærie i Wild West. Det er Jimmy Jørgensen, syngende Johnny Cash-epigon, med hår på brystet og magisk forførende.
DEN hungrende, desperate Chris løber mod forløsningen, hendes Sylvere følger trop langt hen ad vejen. Skeptisk, men loyal – noget, der vækker glad opmærksomhed hos et feminismeengageret publikum. Men galt går det. Ømme love-brev flyver fra Chris og Sylvere mod den i nogen tid forsvundne Dick. Det er som en middelalderlig, postal belejring af den attråedes borg, og den dæmoniske cowboy-mystiker tager til sidst, hvad han vil ha’, mens Marina Bouras’ Chris segner mellem palisaderne i det sammenstyrtede nybygger-hus, som scenografen Ditlev Brinth har konstrueret og lader styrte sammen med et effektivt brag. Marina Bouras spiller rollen som kvindelig desperado med overbevisende udtryk – manuskriptet pålægger hende midt i det hele at have en glødende kommentar til Coca Cola-koncernens og amerikansk kapitalismes ansvar for massakrer mod arbejdere i Guatemala. Moderne intellektuelle er klar til vrede, klar til engagement på behørig afstand – Sylvere er i samme åndedræt i gang med en bog om holocaust, nu må der gøres noget ved dét, og emnet er jo da populært.
ER vi til et stykke dramatik, som skal ramme kynisk og afstumpet amerikansk selvhersker-mentalitet med cowboyen som den besnærende prototype? Eller skal vi mere være optaget af ægteskabets lovmæssigt skrøbelige brudflader? Er vi til tragedie eller komedie? Til et tåget mareridt? Måske det alt sammen. Der bliver spillet vittigt og engageret undervejs. Pudsig underholdning med en duft af spydig distance og diskrete video-nærbilleder af forførelse og syngende cowboy.
gregersDH.dk
