Klaus Andersen og Lone Rødbroe i ‘I fornuftens land’ (foto: Søren Hasselgaard Skaaning)

MENS DER

VENTES

PÅ TOG

Hausgaard på listefod hen ad krigsstien i ’I fornuftens land’, en sjov teaterversion af hans tekster. Set og hørt på Vendsyssel Teater i Hjørring.

Tekster: Niels Hausgaard. Koncept og instruktion: Nikolaj Mineka og Ole Sørensen. Scenografi: Johanne Eggert. Medvirkende: Klaus Andersen, Hanne Lauersen, Connie Tronbjerg, Hsns Holtegaard, Lone Rødbroe, Simon Eskildsen (musiker) og Mathias Gregersen (musiker)

’I Fornuftens land’ har spillet på Teater Møllen i Haderslev og går nu på Vendsyssel Teater i Hjørring endnu nogle dage frem til ???

*****

VI har indlogeret os på ’Det bette Hotel’ i Hjørring. Det lyder af  ’udkantsdanmark’. Eller hvad? I København hedder hotellerne Best Western eller Scandic eller Palace. Vi er lige afrejst fra ’Copenhagen Airport’. Det lyder altsammen af udkant. Engang hed den Kastrup Lufthavn. Nu taler man udenlandsk på den københavnske udkant.
Hvor er ude? Og hvor er kanten? Og kanten til hvad?
Vi er i Hjørring for at se et stykke, der hedder ’I fornuftens land’ på Vendsyssel Teater. Scenen er en lille jernbanestation. Fem mennesker venter på perronen. En stemme i højtaleren meddeler, at toget er forsinket.
Almindelig fnisen. Vi er på hjemmebane. Hverdag hos DSB. Der er dømt dansk udkant over hele linjen. I København. I bette Hjørring. Hvor som helst. Fornuftens land er det samme overalt. Landet, hvor man brokker sig over, at toget ikke kommer til tiden, men hvor man tager det roligt og falder ned på en bænk og snakker om, hvad der falder ind. Det gør de fem mennesker på stationen.
Scenografen Johanne Eggert har lavet en bænk til dem.
En bænk, der kan dreje rundt. De drejer den selv, og den snurrer lige så sindigt som de sange, de fem synger. Og lige så tænksomt som snakken og historierne går mellem dem på den lille perron. Mens et par togkonduktører spiller på guitar og ukulele, og passagererne spiller med på, hvad de har af slagtøj og truthorn, Lone Rødboe på en nuttet, lille trækspil, hun må have lånt af en cirkusklovn.

TÆNKETANKEN

Niels Hausgaard har skrevet det hele – den danske tænketank fra Vendsyssel er leveringsdygtig i betragtninger, der er som talt ud af munden på danskere fra alle ender og udkanter af dette land, de er hentet fra hans plader, og Ole Sørensen har sat sammen og instrueret i fællig med Nikolaj Mineka – parret har lavet forestillingen til deres teater Møllen i Haderslev og fået Vendsyssel Teater med på det som et fælles projekt.
Her sidder så runde Hans Holtegaard med det vemodige blik og livserfaring gemt bag alle folderne og fortæller om drengen, der savner sin far, men får klar besked: ”Du kan altid gå til far. Men indtil du bliver stor, så går til mor.” Eller er forsanger i en kirkelig trøst til de arbejdssøgende ”Der er altid nok til dem, der vil arbejde. Amen. Amen. Amen.” Hausgaard skåner på sin tempererede vis ingen. Hanne Lauersen fortæller med sin kontrollerede mimik om broren, der præsenterer sin kæreste første gang derhjemme, og hvordan hun selv pludselig sidder og opdager sit eget hjem. Malerierne, tapetet, møblerne – hvordan er det, der ser ud her? Hvordan er det egentlig. vi bor? Det er som pludselig at opdage, at man har glemt sin ægtefælle, glemt at tale sammen, glemt at mærke hinanden.
Demokratiets vilkår får lov at hænge i luften efter en replik som denne her: ”Er de fleste de bedste, eller er de bare de fleste?”
Ikke alle Hausgaards finter er så forfinede. Der er historien om den nye pige i klassen, der har fregner i ansigtet. Hun bliver mobbet og kaldt ’Svineprinsessen’ – hende med ”lort på næsen”. Kontant afregning.
Demokratiets situation får lov at hænge i luften oven på denne her: ”Er de fleste de bedste, eller er de bare de fleste?”
Det er lykkedes Ole Sørensen og spillerne at få Hausgaards ind- og udfald til at vandre smidigt, musikalsk og vittigt over perronen med deres vekslen mellem diskrete uforskammetheder og underfundige svirp, inden toget indfinder sig og bevæger sig mod ’Fornuftens land’. Hvor ”himlen er grå, træerne små, og fuglene ingen ting siger.”
Så tørt og glansløst kan Hausgaard tegne danskernes fysiognomi, men han gør det, så dette nationale selvportræt udløser stormfuld jubel.
Han gør det med sin egen forrygende bette ironi.

gregersDH.dk