‘I familien’ Svalegangen i Århus 21.10.2016

'I familien' på Svalegangen er et grinagtigt familieskænderi om ansvaret for en glædelig jul. Det udvikler sig til en regulær boksekamp.

07-1280x600Kaja Kamuk i ‘I familien’ på Svalegangen (Foto: Morten Fauerby)

 

GOD JUL

 

’I familien’ på Svalegangen er et grinagtigt familieskænderi om ansvaret for en glædelig jul. Det udvikler sig til en regulær boksekamp.

Dramatiker: Anna Panduro. Iscenesættelse: Per Smedegaard. Scenografi: Siggi Oli Palmason. Medvirkende: Ole Jakobsen, Vibeke Hastrup, Martin Geertz, Kirstine Hedrup, Kaja Kamuk og Daniel Bevensee.

’I familien’ spiller på Teater Svalegangen indtil den 18. november. Varighed: to timer inkl. pause.

***

JAMEN, så god jul til alle, og måtte man hygge sig i familien. Kniber det med at finde stemningen, så kan men her to måneder før deadline, forberede sig på det århusianske teater Svalegangen.
Dér spiller man nu Anna Panduros stykke om, hvordan man får det hele til at gå ad helvede til. D.v.s. derhen, hvor der på den store aften bare står et ensomt, pyntet juletræ, men ikke er nogen til at danse omkring det.
For i Anna Panduros ’I familien’ er de gode viljer til stede, men de peger i alle mulige retninger. Far har mest lyst til at stikke af på ski til Norge, mor synes, juleaften som altid skal foregå med hele familien samlet hos hende. Akademiker-sønnen og hans lægekone synes, det skal foregå i deres smarte og ambitiøse luksushjem. Den gravide kunsthåndværker-datter og hendes flippede mand kan slet ikke finde ud af det. Og tredje generation hører vi ikke andet til end at de er højtelskede, men utålelige og smadrer alt ting.
Forsøgene på at få de gode viljer til at mødes er lynhurtigt dødsdømt i diskussioner hos de gamle om udgiften til gaver. Og hos de voksne børn og deres ægtefæller indsyltet i jalousi eller foragt for deres respektive sociale niveau og politiske holdninger, forskellige opfattelser af børneopdragelse og indbyrdes konkurrence om halvhjertede forsøg på at gøre moren juleglad.

LATTEREN PIBLER

Spillet er trukket hårdt og komedie-effektivt op, instruktør Per Smedegaard gør de enkelte til nærmest tegneseriefigurer. Ole Jakobsen som faren er rørende firkantet, Vibeke Hastrup som moren er sød og ubehjælpsom over for de uhåndterlige unger. Kaja Kamuk er som den højgravide datter i evindelige rengørings-slagsmål med sit fjollehoved af en mand, der spilles af Daniel Bevensee. Og akademikerægteparret udgøres af Martin Geertz som en knold af en humørforladt søn på karriere-race, gift med Kirstine Hedrup, der med lammende konsekvens er hans sylespidse, snobbede lægekone.
Latteren pibler henrykt over serierne af ustandselig blotlagte modsætninger mellem familie-medlemmerne. Genkendelsens saftige glæder er mange. Forfatter Panduro og instruktør Smedegaard havde ikke behøvet forvandle det meste af 2. akt til en regulær boksekamp mellem søn og datter i en rigtig ring og på rigtige handsker med faren som dommer.
Ideen virker påklistret, ligesom det heller ikke virker nødvendigt at nedlægge den arme mor med et dødeligt hjerteanfald undervejs gennem de umanérlige familieopgør. Forvirringen og dilemmaer i det dramatiske cirkus omkring hende hænger fint sammen uden dét.
Vi er under alle omstændigheder vidner til en opgejlet og ret forrygende julekomedie.

gregersDH.dk

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *