DYBT BERØRTE

’I føling’ er et forbløffende og vellykket forsøg på at skabe en art krigs-spil, hvor virkeligheden og ballettens abstrakte kunst føres sammen. Tre invaliderede, danske veteraner fra Afghanistan medvirker som hovedpersoner

Spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil 3. juni

*****

Ideen lyder – om ikke absurd, så mærkelig. At knytte ballet til hårdtslående dokumentarisme om krig.
Det er det, det handler om i ’I føling – en krigsballet’, som nu har haft premiere på Det Kgl., undfanget i teatrets eksperimenterende balletgruppe Corpus i samarbejde med teatret S/H – det tidligere CaféTeater, især dets leder, dramatikeren Christian Lollike.
OK, ballethistorikere kan nævne fortilfælde: Både Prokofiev og Katjaturian skrev i 1940’rne midt under 2. verdenskrig balletter, der hyldede sovjethæren.
Katjaturians berømte ’Sabeldans’ stammer fra hans ballet ’Gayaneh’.
Men grebet er på Det Kgl. helt specielt. Ballettens dansere suppleres af tre Afghanistan-veteraner, alle tre hjemvendt med dybe sår på sjæl og legeme.
’Suppleres’ er vel et forkert ord. De tre er helt centrale medvirkende. Hver af dem bidrager undervejs med at fortælle deres egen historie fra scenen. Kontant og direkte. Rystende historier. Fortalt med næsten kølig nøgternhed.
Deri ligger det dokumentariske. Der tilføjes enkelte filmstumper og billeder fra krigen i Afghanistan.
 

TO VERDENER

Men vi er i teatret.
Allerede i starten anbringes de medvirkende i en scenografi, der bringes os på slagmarken: Tre vældige, hvide flader, som gennem det meste af stykket med Store Scenes brillante teknik opererer truende over sceneriet som kæmpemæssige feltbårer.
Store Scenes brillante teknik i sving. Inklusive lysvirkninger, der skaber eventyrlige, mystiske gennembrydelige horisonter, himle og ’vægge’. 
I dette rum gennemfører danserne forskellige soldater-eksersitser, der hurtigt bringer særlige ligheder, misligheder og spænd mellem det militærdokumentariske og det dansemæssige i fokus. Danserne bryder ud af geledderne og udøver den samme disciplin og præcision som soldater. Koreografien skabes af krav og forudsætninger, der har ligheder. Det kan man filosofere over. Men i det konkrete, kunstneriske udtryk, der er denne forestillings, er de særlige synergi-effekter en slags basis for den fascination, vi oplever med ’I føling’. Vi ser kroppe i aktion. Kroppe, der udfolder sig i to forskellige verdener.
 

BELLINI-EFFEKTEN?

’I føling’ kulminerer i en lang og meget smuk scene mellem en kvindelig danser og en af de tre krigsinvalider. Han har mistet begge ben ved en eksplosion i et landsbyhus i Afghanistan og netop fortalt om sin opvågnen hjemme på Rigshospitalet, og om kæresten, der besøger ham og snart efter forlader ham.
Scenen mellem danseren og soldaten – og den scene, der følger situationen op med flere dansere, der danser med proteser som forlængelser af deres ben og arme – er spundet ind i musik. Og hvilken! Arien ’Casta diva’ fra Bellinis opera ’Norma’. Sunget af Maria Callas.
Effektfuldt? Ja, mon ikke. Men hvad er det præcis, vi oplever i syntesen mellem musik, dans og virkelighed? Ariens historie om præstinden Norma, som opfordrer sine oprørske galliske landsmænd til fred? Vores danske soldats barske skæbne og fortællingen om kæresten, det blev for meget for? Den kvindelige dansers omsorg og pleje? En mulig sympati og ny forelskelse? Den afsluttende, surrealistiske, kollektive dans med proteserne? – Eller går alt op i Maria Callas totalt forførende sang og Bellinis musik?
Den slags synergi-effekter skal man ikke nødvendigvis pille fra hinanden. Men de er tankevækkende.
Og få tilskuere kom ud fra teatret uden at være berørt af denne slutning.

gregersDH.dk