Ole Boisen, Mia Sylvester og Vicki Bak Laursen i ‘Hvor er du egentlig grim, når du er liderlig’ på AvenyT  (tegn.Claus Seidel)

GIFTIG KEMI

 
Kaotisk dramatikerdebut på AvenyT med stykke om parforholdets lattervækkende rædsler
Spiller på AvenyT indtil 18. januar som gæstespil af Teater Goldstein

***

PARFORHOLD som en syndflod af baghold. Og vanvid, tåbeligheder, nedrigheder, latterligheder, pudsigheder, grinagtigheder, løssluppenheder, og hvad der ellers kan dynges oven i bagholdene. Kvindelighed f.eks. – hvis vi med det mener ekstatisk iver efter at labbe stumper af brugbart parforhold i sig med en blanding af løssluppen grådighed og usikker uanstændighed.
Det er, hvad den nybagte dramatiker Kirstine K. Høgsbro stiller med i stykket med den frygtindgydende titel ’Hvor er du egentlig grim når du er liderlig’. En titel, der kan få hvem som helst til at se sig i spejlet og overveje konsekvenserne.
I Kirstine Høgsbros debutstykke får vi syndfloden af forfærdeligheder kylet i hovedet på en gang i et totalkaotisk flow med tre skuespillere, der agerer parforhold på kryds og tværs. De to kvindelige: Mia Sylvester og Vickie Bak Laursen. Og den ene mandlige: Ole Boisen.
 

OVERSKUD

Alle instrueret i højt tempo af Ken Vedsegaard. Begyndende med den store, brusende, blonde Mia Sylvester, der som en tornado invaderer scenen i frontalangreb på både os og Ole Boisen, kværnende og swingende i lystne frustrationer og jublende ubrugt overskud, mens den overvældede Ole Boisen forsvarer de vaklende bastioner med en borgermands forbløffede og forbløffende besindighed. Meget lig den sindighed, han udviste så mageløst i ’Hotel Nelson’ i efteråret på Teater Grob.
Og fortsat med hans kamp for at modstå de mere slebne angreb fra det arme kvindemenneske Vicki, som er bundet til ham i en slags  autoriseret parforhold, og som sandelig kan henholde sig til visse vellykkede operationer tidlige i deres forhold, som henhører under kategorien pikslikkeri (min computers stavekontrol sætter rød streg under dette ord, men det må den jo om). 
Vicki Bak Laursen sparker denne rolle håndfast og ind imellem følsomt i land med sin sandpapirstemme og robuste mimik.
 

KLUDETÆPPE

Ole Boisen har en vældig monolog undervejs, hvor forfatteren gør erhvervelsen af en ny trøje til metafor for erhvervelsen af et brugbart forhold til en kvinde. Det er eddermame en grå trøje, han er endt i.  
Strømmene af udfald og replikker er som hentet ud af for-, mellem- og efterbehandling i kløerne på en parterapeut af den type, som vi da også møder i Mia Sylvesters udgave mod slutningen af det lille stykke, der varer en god time.
Der er ingen rigtig handlingstråd, de mange komiske scener er syet sammen som et kludetæppe af indfald, nok til at der bliver grinet meget undervejs af raphederne og slagfærdighederne, men ikke nok til at vi kan sige andet end, at det som dramatik kommer til at fungere som et stand up show med fællesrubrikken: Parforholdets komiske elendighed.
God vind til debutanten. Der er tryk på den nævnte elendighed. Men langt til Strindberg.

gregersDH.dk