Mette Klakstein Wiberg, Inge Sofie Skovbo, Nanna Bottcher og Mette Døssing i ‘Hospitalet’ på Aarhus Teater (Foto: Emilia Therese)

BLOD, LORT OG LATTER

Skalpellen i Sygehusvæsenet, så blod, lort og latter sprøjter.

Dramatiker: Christian Lollike. Medforfatter: Sigrid Johannesen. Iscenesætter: Runar Hodne. Scenograf: Franciska Zahle. Medvirkende: Mette Døssing, Kjartan Hansen, Thomas Mørk, Patricia Schumann, Kristian Holm Joensen, Nanna Bottcher, Inge Sofie Skovbo og Mette Klakstein Wiberg.

’Hospitalet’ spiller på Aarhus Teaters Scala Scene, indtil forestillingen overføres til Teater S/H i København fra 16. marts. Varighed 1 time 45 min uden pause.

****

CHRISTIAN LOLLIKE har skrevet en farce. Den hedder ’Hospitalet’. Det lyder lige i første snit som en socialkritisk affære. Sådan noget, en som Leck Fischer kunne have skrevet i 30’erne. Menneskelige vilkår på et hospital. Skidt står det til. Der må gøres noget. Samfundet har en opgave.

Jeg gætter i hvert fald på, at det er Lollikes udgangspunkt. Næste tanke har været, at det står så elendigt til i sygehusvæsenet, at det må behandles som noget grotesk, noget vanvittigt, noget der er så lattervækkende, at latteren vil være et godt våben til at skildre uhyrlighederne: Hospitalsforhold, der er ved at gro til i bureaukrati, overadministration, overbelægning, overlægetyranni, oversygeplejersker, der døjer med overarbejde og overbebyrdes med opgaver, der får dem til at håndtere patienter som besværlige spillebrikker. Kan det behandles som andet end en farce?

Det gør han så. Gør det til en farce. Fint nok.

JEG gætter – og det kun gæt – at det er strejfet ham, at en seriøs, samfundskritiske vinkel er det, mange venter af ham med det emne. Men at man måske kunne gå stik mod forventningerne. Der er jo ikke noget kontroversielt ved at vandre i hælene på den syndflod af kritiske røster, medierne svømmer over med i disse år. Lad os tage det den anden vej rundt: Vi har noget i retning af det bedste sundhedsvæsen i verden. Det står mildt sagt anderledes forfærdeligt til på hospitalerne i Syrien eller Bangladesh! Lad os nu gøre de dygtige og beundrede danske læger og sygeplejersker, hospitaler og de velfungerende sundhedssystemer til helte og ikke skurke.

MEN det er der jo ikke meget dramatik i. Så vi holder fast ved, at det går ad helvede til i væsenet, og det er lige ud ad landevejen at skabe et hospitals-arrangement bygget op som et isbjerg af hvide vægge, gange, svingdøre, et glimt af et kafkask helvede, hvor personalet fiser utrætteligt rundt for at opfylde forventningerne til hurtigere-og-hurtigere, større og større effektivitet, ustandselig udfyldelse af skemaer, patienter, der bliver spist af med latinske termer på deres dårligdomme, tigger om at få at vide, hvad det er, de fejler, sygepersonale, som bliver præsenteret for ’det udvidede performance-register’, skriver lapper med beskeder, som var de overtjenere på en restaurant, læger, der tromler patienter ned til sokkeholderne med arrogance.

DER er ingen grænser. Scene efter scene, der kan ekspederes direkte videre til Cirkusrevyen eller andre sommerrevyer, satiriske pletskud spillet med mageløst drøn på i norske Runar Hodnes iscenesættelse. Sygeplejersken, der er ved at slikke overlægen i øret af pervers underdanighed. Kollegaen, der indlægges på sin egen afdeling med dårlig hofte og får en hel sengeballet ud af at gynge op og ned med en nabopatient til glad musik. Patienten, der behandles og misbehandles under og efter en operation for kolestomi, kræver sit røvhul tilbage, lorteposen, der revner og oversprøjter sygeplejerskerne til tonerne af Aznavours ’She’, sygeplejersken, der håndterer ham med den ene hånd, mens hun spiser sin frokostbanan med den anden. Den røvhulsramte er en oplagt rolle for komikeren Kristian Holm Joensen.

DER er ingen ende på vanviddet og alle de komiske situationer der kan udmales hos personale og patienter for at lave gøgl med tænkte situationer på et fungerende hospital. Det er Marx Brothers-stil, lattervækkende, selvom instruktøren og Lollike anbringer Mette Døssing som en klarsynets kritiske sygeplejerske-apostel, skeptisk over for effektivitets-halløjet med et blik for umenneskeliggørelsen af patienterne og som sådan et let bytte for sine autoritetsinficerede kollegers hån og mobning.

DET er overraskende at se Lollike udfolde sit veldefinerede bidske samfundssyn i rå og overgiven satire. Råheden udmøntes i tvetydigt karnevalsgøgl, der myldrer af tossestreger, men holder fat i en kerne af kritik: Effektivitets-deliriet er overstyret.

DET er ’Hospitalet’s budskab, egentlig fortalt som statisk situation. Som et drama, uden anden konklusion end: Sådan er dét. Ad helvede til. Hvis man er overbevist om dét.

OG sagt til fuldstændigørelse: De medvirkende skuespillere har det fedt med at spille rollerne, og publikum med at grine af de makabre festligheder.

gregersDH.dk