PÅ HIMMELFLUGT

 En strygekvartet, skrevet af den 21-årige C.F.E.Horneman for over 150 år siden – spillet med stil og svævende virtuositet af Arild Kvartetten.

*****

WOW! Det er sådan et tema, der straks bringer en på himmelflugt, på vej op gennem cumulusskyerne, ja næsten på spring op fra sygelejet med snottet på flugt og febergraderne i galop, ligegyldigt hvorhen. Hvilken salighed! En salighed i d-mol. Kan det tænkes, ja det kan.
Det rene teater: Først en tone. Som en dør i kongesiden, der lukkes op, og dér kommer temaet flyvende ind båret af et vindpust, er det Henrik, der kommer springende? Og lige i hælene på ham Pernille? Et sus af livsglæde, begejstring, et eller andet skal ske. Vi ved ikke hvad. Og vi får det heller aldrig at vide. Vi skal holdes fast, undres, overraskes, sættes til vægs, narres.
Jo, det er det rene teater. Endda optaget i Operaens Takkelloftet.
Komponisten er C.F.E. Horneman – Christian Frederik Emil – glemt og altså alligevel ikke glemt, for her ligger han og udfolder sig på cd-skiven.
Han har fået venner, der kalder sig Arild String Quartet. Hvorfor? Dét aner jeg ikke, de er ikke fra Arilds tid, men lyslevende, en af dem hedder Rafael Altino og spiller bratsch i Odense Symfoniorkester, snakker vel syngende brasiliansk, hvis han lukker munden op, hvad der sikkert klinger fint sammen med det fynske.
De tre andre spiller i Det Kgl. Kapel på deres violiner og på cello, den sidste hedder Ingemar Brantelid. Hvis nogle lige blinker med et øjenbryn over det navn, så er det, fordi Ingemar er far til Andreas Brantelid, den knægt, der i disse år lægger verden ned med sit cellospil – hvor han har dét fra, det hører vi her. Faren er den dybt syngende elegantier på celloen i kvartetten.
Tobias Durholm er den jublende ansætter af d-mol-temaet på sin 1.violin, Anna Zelianodjevo hans Pernille med sus i skørterne, endnu en hvirvelvind på jagt efter dét tema og alt, hvad der ellers dukker op undervejs til undren og overraskelse for de fire musikere og os andre.

UNGT GENI

Hvad er det med sådan et tema? Hvor får han det fra, Horneman? Ikke langt væk fra. Det kan vi læse om i musikhistorien. Horneman studerede i Leipzig, da han skrev kvartetten. Han var 21 år. Der summede Mendelssohn og Schumann og Brahms om ørerne på ham, Edvard Grieg var hans studiekammerat.
Tænker man på den musik, som skuespillerinden Katrin Weisser bruger i sin monolog om Clara Schumann på Hofteatret i disse uger, så kunne denne Horneman d-mol svinge med til at løfte taget.
Jeg slipper ikke det d-mol tema. Der er også en g-mol kvartet på skiven – skrevet af den 19-årige Horneman, også i Leipzig. Knirkende skolearbejde. Talentfuldt, bevares. Men vi skal til d-mol’en for at høre et ungt geni.
Og der er meget andet i kvartetten end den 1.sats med Henrik og Pernille på jagerfulgt mod himmelen: Der er en indadvendt, mediterende adagio fuld af tankefulde drejninger. Så en menuet, der lige pludselig springer ned fra sin glade, folkelige dansetribune og ser på sig selv i dyb forbløffelse. Og så til sidst en futtende allegro, der går amok i en hæsblæsende stretta.
Men alligevel, jeg bliver ved åbningen af 1.satsen. Ikke en rasende parforcejagt som i Schumanns klaverstykke ’Aufschwung’. Ikke et monument af en klippe, der tårner sig i vejret som i Carl Nielsens ’Espansiva’. Men en lystfyldt, elegant og dramatisk håndbevægelse.
 

DRAMATIKEREN

Vi kunne være i Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ med Mendelssohn i farvandet. Horneman var dramatikeren, når han komponerede. Skrev en opera som teenager i København. Skrev musik til en ’Aladdin’, der er hørt alt for sjældent.
Man læser om hans outsiderposition i det københavnske musikliv. En hidsigprop, der nemt blev uvenner med.
Da han døde i 1906, skrev Politikens Charles Kjerulf i sin nekrolog: ”Hvem har ikke i løbet af få minutter indviklet sig i en uhjælpelig disput med denne voldsomme buldrebasse og lige så hidsige som stædige fanatiker?”…
Glimrende. Men her har vi altså en genistreg i d-mol. Af en 21-årig.
GregersDH.dk