HVAD GEMTE HORATIO AF VIDEN

Shakespeares ’Hamlet’ fortalt i romanform og med en overraskende slutning.

Horatius. En roman. Forfatter: Niels Brunse. Gyldendal 318 s, kr. 249,95

****

MAN kan blive helt sær af den slutning. Ført bort af syner. Forført på en måde. Bogen om Horatio er ellers begyndt og forløbet over lange stræk som en straight genfortælling af Shakespeares ’Hamlet’. Fortalt ud ad landevejen som en ungdomsbog med et elementært spændingsforløb og ukompliceret sprogbrug, dog måske henvendt især til gymnasieelever, der har godt af nogle skud latinske citater ind imellem som forberedelse til deres kommende håndtering i det virkelige livs krav om at gennemskue alverdens metiers virvar af nye gloser og deres oprindelse. Det hele digtet af Niels Brunse så tæt på dramaets forløb, at man sætter hjernen på parallelspor med den velkendte handling. Ja, ja, og jo – det lyder rigtigt og rimeligt, sådan kan Horatio, Hamlets ungdomsven, som altså nu hedder Horatius, have tænkt og gjort som en brik mellem alle de andre, mere centrale personer. Han er en biperson på scenen, et lidt uklart spejlbillede i skyggen af hovedpersonen, og han er den overlevende fra det morderiske drama – han er den unge mand, der sidder lammet med sin bedste ven, den dræbte Hamlet, i sit skød efter de mange drab. Hamlet dræbt af Laertes forgiftede kårde, Laertes selv dræbt efter et strejf af den samme kårde, Kong Claudius gennemboret af Hamlet og dronning dræbt af giften i det glas vin, kongen havde tiltænkt Hamlet.

JO da – vi har hos Shakespeare da også straks og umiddelbart efter det skarpe, historiske øksehug fra den norske kronprins Fortinbras, der bryder ind og flytter dramaet ind i nordisk, europæisk ramme. Stort tænkt som var det en handling, der kunne være fundet på her i marts anno 2022 som en genkendelig indgriben i historien, noget, man fantaserer sig til i læsende stund som en uventet og salomonisk hug ned i dagens russisk-ukrainske krig.

MEN her læser man så de sidste 70-80 sider som en uventet, fascinerende fabulering over Horatios’ videre skæbne. Vi har indtil da fået mange fine tilføjelser og udbygninger af det velkendte hændelsesforløb – selv mærker jeg langt hen en lidt vanskelig løsrivelse fra oplevelsen af de forestillinger, jeg gennem årene har set, hvor abstraktionen fra omgivelser, scenerier og forestillinger om geografien lejrer sig på uberegnelig vis – i hvert fald rykker i baggrunden for koncentrationen om det menneskelige drama, personernes psykologiske reaktioner. Miljø, tidsbillede, historisk epoke-sammenhæng forsvinder let, når jeg ser forestillingen på et teater eller læser Shakespeares tekst. Det er personerne, deres motiver og reaktioner, der er det vigtige.

SÅDAN er teater. Shakespeares teater ikke mindst. Men Brunses broderinger på hændelserne er både underholdende og ok at få med – hele historien om, hvordan de to studenter Horatius og Hamlet tumler rundt i studenterlivet i Wittenberg, går på bordel, diskuterer de forskellige  professorers styrker og svagheder, mens de går ture i omegnen (de har bogen igennem mange vandreture, også i Danmark!) – de vandringer er netop passager, hvor man løsriver sig i øjeblikke fra det egentlige drama og bliver klar over, at jamen, det er jo i Helsingør, det forgår, det er på Kronborg, det er ved Hellebæk, og det er Øresund, de kikker på, Sverige derovre, og den og den vej, Hamlet sejler ud på den skæbnesvangre tur mod England med Rosenkrans og Gyldenstjerne. Geografien bliver gradvis nærværende. Slottet Kronborg bliver synligt på en anden måde end de mere slørede billeder, som ens fantasi danner sig omkring dialoger og monologer. Men så smækker flere farverige sideblik sig af og til ind: Piraternes overfald på skibet i Nordsøen, En portugisisk giftblanders afgørende indflydelse på det dødelige slutopgør, nordsjællandske bønders pludselige, uregerlige oprør for at gøre Ofelias bror Laertes til konge.

GLIMRENDE alt sammen. Men når vi når til den blodige finale og tror vi skal lukke bogen, mætte af slyngestreger og Hamlets fars ånd på fæstningsvolden og hvor han ellers viser sig ved nattetide, lader Brunse Horatius sætte sig ned og spekulere på, hvad det egentlig er, der er foregået, og så skriver han historien til eftertiden på en københavnske biskops foranledning. Men han render ind i problemer: Han er hyret til historieskrivning. Og der er omstændigheder omkring hans redegørelse for begivenhederne, der ikke passer helt til det officielle billede, som biskoppen mener bør fremgå af, hvad der er sket. Biskoppen havde forslag til rettelser. Et var, at Ofelia ikke bør nævnes i historieskrivningen. ”Hvis I endelig vil have hende og hendes triste skæbne med som en yderligere grund til Laertes’ morderiske hensigter, så tilføj noget om sorg over søsterens død. I en bisætning…”

DET råd fra biskoppen følger Horatius, han undertrykker sin protest og bøjer sig. Hvad han sletter igen, skal jeg lade nye læsere af bogen finde ud af. Det er gribende og dramatisk. Men, som han skriver: ”Jeg var gået i løgnens tjeneste for at fortælle sandheden”… ”Jeg vidste snart ikke, om det var mig eller Rigsrådet eller Guds forsyn, der var den egentlige forfatter”… ”Jeg havde støttet mig til samvittigheden, og jeg ville tjene retfærdigheden, men jeg havde ikke ventet at støde ind i nødvendigheden.”… Horatius har sit eget tvivlens mareridt. Han er Hamlets spejlbillede.

FRA at være en meget loyal og flot skrevet genfortælling af Shakespeares ’Hamlet’ vokser Brunses bog til sidst til overraskende spin over, hvordan historien er overlevet. Eller kunne være overlevet. Iscenesættere, der arbejder med Shakespeares ’Hamlet’, kan få idéer, de næppe har tænkt på. Og Brunse selv kan skrive en ny roman i forlængelse af ’Horatio’. Ingen vil undre sig, hvis han gør det. Hans skrivende og digtende hjerne virker uudtømmelig. Hans utallige oversættelser sætter ny fantasi i skred.

gregersDH.dk