Erika Sunnegårdh, Fredrik Zetterström og Charlotte Hellekant i ‘Höstsonate’ (Tegn. Claus Seidel)

INGEN SYNDSFORLADELSE

Bergmans ’Høstsonate’ er kvælergreb om et mor/datter-forhold. En rapport fra en stjernekarrieres bagside. Nu som brillant opera.

Komponist: Sebastian Fagerlund. Libretto efter Ingmar Bergmans film-manuskript: Gunilla Hemming. Iscenesætter og scenograf: Stéphane Braunschweig. Dirigent: Patrik Ringborg. Medvirkende: Charlotte Hellekant, Erika Sunnegårdh, Helena Juntunen, Fredrik Zetterström og Nicholas Söderlund. Malmö Operakor og orkester. 

’Höstsonaten’ spiller på Malmö Operaen. Varighed: 2 t 40 min. med 1 pause. Spilles med både svenske og engelske undertekster. Operaen blev uropført i Helsinki i september 2017. Se datoer på Malmø Operaens hjemmeside. 

*****

SYNDSFORLASDELSE? Det er noget, man – måske – kan få i kirken. Det er anderledes svært i den virkelige verden. Mellem mennesker. Mellem dig og mig. I Bergmans ’Høstsonaten’ mellem mor og datter. Syndsforladelse uden Vorherres mellemkomst.

TILGIVELSE summer som et ord, der griber fat, men slipper taget. Som fortvivlende krumspring, der ikke vil få jord under fødderne. Og ikke flyvekraft fra det krucifiks, der hænger på væggen i scenografi til ’Høstsonate’.

DET handler Ingmar Bergmans ’Höstsonate’ om. Filmen, der giver en skildring af en mor, der er en fejret pianist med verdenskarriere og for første gang i syv år kommer hjem til sine børn, genser dem som næsten et fjernt minde, fuld af fornemmelsen af forsømmelse, men fortvivlende lænket til sin karriere. Til berømmelsen, bifaldet. Med musikken som den moralske redningskrans, en svævende, hyklerisk men forførende og livskraftig undskyldning for sine svigt: Jeg er jo kunstner, dét må man da kunne forstå.

OG datteren, for ikke at sige døtrene: To piger, den yngste handikappet, sengeliggende, delvis talelammet, den ældste, den ansvarsbevidste, men frustrerede og usikre, fyldt af længsel og vrede rettet mod moren, selv forsøgsvis klaverspiller, men med lammende, forkuet selvtillid. En mor, der kan det hele…

PÅ film fortæller Bergman historien i blodskudte nærbilleder med Ingrid Bergman som moren og Liv Ulman som den voksne datter. Vi har set hans film forvandlet til teater som åbningsforestilling i Skuespilhuset i 2008 med Ghita Nørby som moren og Tammi Øst som datteren, en temmelig rystende dissektion af det opslidende og uløselige forsøg på at få de to til at finde hinanden. Forstå, men ikke tilgive, da det kommer til stykket. Sket er sket. (Se anmeldelsen på gregersDH.dk 20.2. 2008)

’HÖSTSONATE’ som opera? Den finske komponist Sebastian Fagerlund griber sagen an med et kompositorisk håndelag, der får ham til at lægge en sordin på musikken, en dæmper i det orkestrale, så stemmer og dialoger træder klart frem. Hans instrumentation er fyldt af præcise associationer til handlingsforløbet og replikskifterne, men hele tiden med et omsorgsfuldt hensyn til solisterne. Der er voldsomme udbrud i musikken, blæsere og tutti-øjeblikke nogle steder, men ellers krystalklar nedtoning, næsten som et kontinuerligt tæppe af udsøgte klange og pauser, afspejlinger af sindstilstande og kommentarer til hændelserne på scenen. Elegant differentieret og let tilgængelig musik – sagt til læsere, som måske viger et skridt tilbage ved at få at vide, at operaen er ny og musikken ny.

NEDTONING og forenkling er karakteristisk for opsætningen i Malmø. Scenen er et rum, stor som en balsal, men det er bare én stue med en seng i den ene ende – det er dér, krucifikset hænger over hovedgærdet – og et par døre. Vi er i et rum, hvor man skal gå mange skridt og gøre sig mange overvejelser for at møde hinanden… Den invalide datter er anbragt som i en boks bag en glasvæg, datteren, som moren lidt forskrækket må ind at se til – hun er allerede næsten på vej ud af værelset igen – ”jeg må jo videre…”

STUEN har som et ensomt ’møbel’ et flygel. Næsten en medvirkende. Flyglet er den klo, som lænker moren Charlotte til livet og de realiserede drømme. Og datteren Eva til mareridtet af savn og skyld og forsøg på at få et liv selv. Bag en gennemsigtig mellemvæg kan koret pludselig dukke op. Koret, som er koncertpublikummet, Charlottes vidne til succeserne, delagtig i dem som hendes karrieres grundlag og medspiller. Komponisten lader dem synge deres applaus. Og instruktøren Stéphane Braunschweig lader dem svinge nyfigent og bifaldende med på Chalottes moderlige irettesættelser eller klynk over at skulle tage sig af de arme børn og hjemmet. Når det nu er i deres koncertsale, hun hører hjemme! Koret applauderer berømtheden, når hun affærdiger datterens forsigtige klaverspil som pænt og ufærdigt. Koret er som en udspekuleret, ufølsom medspiller i det opgør mellem mor og datter, der udspiller sig for deres øjne. Som et ’Se og Hør’-publikum, der er på succesernes side og ikke har noget ønske om at forstå tragiske konflikter bag den glitrende overflade. Det er Charlottes varme, men også iskolde støtte.

DET lige så iskolde og glødende, men uforløste opgør mellem datteren Eva og hendes mor suppleres af lag på lag af konflikter. Evas lille søn, som er druknet, mens Charlotte har siddet og spillet Beethoven og Chopin ude i verden, Charlottes elsker, der engang har ’kysset’ den yngste datter under en udflugt på Bornholm, Charlotte selv, der aner karriere-nedtur, når hun under et anfald af dårlig samvittighed har været væk fra tribunerne et øjeblik. Mor og datters opgør er udsat for et klyngebombardement spøgelser, der flyver ud fra skabene, når dørene springer op, og de prøver at nå til forståelse.

DET hele sker i en fortløbende situation over et døgn, men fortælles med flash backs, hvor vi både møder Eva, der leger med den fireårige Erik i efterårsskoven, men også den endnu ikke invaliderede datter i teenage-blomstrende livsglæde. Eller elskeren, der scenografisk viser sig som et syn i dekorationen højt oppe plantet ved sin cello. Det er smidigt fortalt, og der er en langsom fremdrift mod det ufuldbyrdede hug i knuden mellem mor og datter, den uløselige knude, hvor syndsforladelse og tilgivelse bliver svævende som et sørgmodigt dirrende postulat i luften. Sket er sket.

DER er stor sang at hente i ’Höstsonate’. Charlotte Hellekant som den høje flotte, let gråsprængte klavervirtuos, en glimrende mezzosopran med kølig primadonna-statur. Datteren Eva med desperado i sin stærke sopran og både determineret udtryk i sin appel til moren for at forstå, hvad savnet har medført, men også snertende aggressioner. Der er hendes mand Viktor, sunget med prægtig baryton-udfoldelse af Frederik Zetterström, og den i jorden sunkne elsker Leonardo, manden med celloen og de tvetydige forhold til Charlottes yngste datter.

’HÖSTSONATE’ spilles med både svenske og engelske undertekster, anbragt letlæseligt på scenekanten over orkestergraven.

gregersDH.dk