HJERTET, SOM

BRAST I TONER

H.C. Andersen jagtede som en besat opera-oplevelser over hele Europa – fascinerende læsning!

Henrik Engelbrecht: ’Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i Operaen’ Forlaget henrikengelbrecht.dk  484 sider. 250 illustrationer. Indbundet. Kr. 399,-

*****

i DAG er det 2.april. H.C. Andersens fødselsdag. Lige en forårsdag til udgivelse af en bog om digteren, hvis ’hjerte brast i toner’, når sopranerne tog kvidrende fat. For det flittige musikmenneske Henrik Engelbrecht er hans nye bog nærmest en udvidelse af den, han skrev for et års tid siden i samarbejde med Teatermuseet. Den handlede om den italienske operabesættelse, der greb københavnerne på H.C. Andersens tid – ’Ramaskrig’ kaldte han den. Et ramaskrig af operasang, der også greb digteren næsten fra vugge til grav. Den nye bog er stort anlagt, nærmest et værk. Knap femhundrede sider med en detaljeret beretning om eventyrdigterens ømme, kærlige og irritable omgang med operaens kunst og dens udøvere. Oplevelser, der fik hans følsomme sjæl til gang på gang at briste i gråd snarere end i toner.

SPÆNDENDE læsning. Andersen var vild med opera. Han ser sine første operaer allerede som 13-årig på Odense Teater, medvirker endda som statist i et par af dem, altså inden han står på postvognen til København som 14-årig og begynder sit stormløb på Det Kgl. Teater – kan man blive statist, kan man blive danser, kan man blive skuespiller eller sanger? Kan man blive bare et eller andet på det teater? Den historie er fortalt mange gange, nu får vi den med særlig vinkel på Andersens kiksede sangerambitioner.

SKRIVE opera, d. v. s. komponere? Det nærmer han sig ikke. Noder blev aldrig ham. Men digte tekster til opera, jo da. Omend med begrænset held. Vi hører om det i et særligt kapitel langt henne i bogen, et kapitel, der handler om Andersen som libretto-forfatter. Han lykkes med det i nogle tilfælde, først og fremmest med ’Liden Kirsten’ til J.P.E. Hartmanns musik, en enakter, der er kommet til at gå foreløbig 332 gange på Det Kgl. og rangerer på kanten til nationalopera.

MEN når vi nu er ved datoen den 2. april. En komponist-ven af ham foreslog i 1832, at de sammen lavede en opera om Slaget på Rheden, englændernes attak på København den 2. april 1801. Titlen skulle simpelthen være ’2.april’. Engelbrecht har været i Det Kgl.s arkiver og fundet censor Chr. Molbechs bedømmelse af den indsendte libretto, hvis ’eneste dyd’ Molbech finder, er, at ’den er meget kort’. Musikken, skrevet af en ung søofficer, der hed Christian Wulff, karakteriserer Molbech som ’mådelig’. Operaen ’2. april’ bliver ikke antaget, og heller aldrig opført. Det bliver værre året efter, da H.C. Andersen sammen med sin ven indleverer to arbejder i en genre, der var populær på teatret i 1830’erne: Vaudevillen. Molbech noterer i protokollen: ’At hr. Andersen mener at kunne smøre – eller om man vil et finere Ord – fabriquere en Vaudeville med den samme daarlige, neppe halvudvoxne, kludderagtigt tilskaarne Gaasefjeder, hvormed han sammenskriver sine Operatexter, har jeg nu lært af dette Vaudeville-Par…’

AFVISNINGER gik altid H.C. Andersen på, han var følsom og komplekset gennem hele sit liv, uanset de strømme af sympati og begejstring, der efterhånden mødte ham alle vegne. Også i udlandet, da hans berømmelse havde bredt sig. Men vi kan i Engelbrechts bog læse, hvordan han på sine operarejser utrætteligt overvinder sine komplekser ved uhæmmet at føre sig frem, promovere sin tilstedeværelse over for hvem som helst han møder, opsøge folk til receptioner og i teaterfoyererne, lancere sine egne værker, læse højt af dem i selskaber – uden hæmninger er han klar til at krydse dørtærskler, konversere, bede om teaterbilletter og invitationer, og tage imod alt som selvfølgeligheder. Afvisninger og modstand animerede ham kun til ny og tilsyneladende selvsikker fremfærd. Den eventuelle vrede eller irritation overlader han til dagbøgerne, som han skriver i flittigt, og som Engelbrecht har været dybt i. Bogen er fyldt med omhyggelige fodnoter. Nyttigt. Og af og til lidt komisk, som når Andersen nævner den engelske dramatiker ’Shakspere’ og Engelbrecht synes, han må hjælpe os til fuld forståelse i en fodnote.

H.C. ANDERSEN ser ubegribeligt mange forestillinger rundt i Europa. Fra sin første rejse som 26-årig til sin sidste rejse 66 år gammel. Teatre og operahuse i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Østrig, Sverige, Norge, overalt er det operaerne, han opsøger. Operaerne og sangerne. Engelbrecht registrerer omhyggeligt samtlige de forestillinger, Andersen har set. Hvor og hvornår. Mange gange ser han bare en enkelt akt eller kommer først til 2. akt og går før 3. akt, nogle gange fordi han keder sig eller bliver irriteret over en sanger, og nogle gange fordi hans tandpine eller ondt i maven overmander ham. En ufattelig energi driver ham til at se f.eks. 18 operaer i Paris på godt halvanden måned i 1843, hjemme i København ser han f.eks. Wagners ’Mestersangerne’ 7 gange på stribe i 1873.

UNDER læsningen om de mange oplevelser af forestillinger, visitter og selskabeligheder kommer man til at spekulere over, hvornår forfatteren Andersen egentlig får skrevet. Jo, dagbog hver dag. Og breve. Masser af breve, Til vennerne hjemme. Til Jenny Lind, den verdensberømte svenske sopran, som han drømte om at gifte sig med. Og skrev glødende breve til – der blev besvaret varmt og venligt, men indledt med ’Min gode broder’ – det skulle ikke komme nærmere.

MEN eventyrerne, digtene, skuespillene? Hvornår bliver de skrevet? En enkelt gang fortæller han til dagbogen:  ´.…gik i Theatret, hørte ’Tryllefløjten’, kom i Stemning, gik hjem og skrev Eventyret ’Solskinshistorier’. Klokken blev mange, jeg var træt af at skrive, men blev ved til det var på Papiret efter Midnat.” En anden gang – også i Det Kgl. Teater – klapper Andersen pludselig sin sidemand, komponisten J.P. E. Hartmann på skulderen midt under ouverturen til ’Don Juan’ og hvisker: ”Jeg må hjem og skrive.” Så er han pludselig tilbage midt i 2. akt og siger til Hartmann: ”Nå, er I ikke kommet videre? Og jeg er fix og færdig.” ”Med hvad,” spørger Hartmann. ”Med et eventyr, som skal hedde ’Grantræet’.”

MEN ellers er bogen en kavalkade af operaoplevelser, beretninger om tidens succesombruste stjerner, især de skiftende sopraner med navne som Maria Malibran, Pauline Viardot, Adelina Patti og selvfølgelig Jenny Lind i hovedrollerne. Andersen er dyrkeren af fascinerende personligheder, men sandelig også den kritiske registrator af stemmetyper og karakterer, han har nøje vurderinger af karriereforløb – bliver de slidt, sangerne, får de for krævende roller alt for tidligt, driver agenter og teaterchefer rovdrift på dem eller kan de selv styre deres stemmers udvikling? Kan de holde tjek på indtægter, der uregerligt flyver mod stormfulde højder, men styrter mod afgrunden, når stemmen eller et teater synger sig til fallit?

ANDERSEN interesserer sig for det alt sammen. Også hans egne finansielle problemer hører vi om. Da han i 1833 forsøgte sig med de to omtalte vaudeviller til Det Kgl., skriver han til vennen Edvard Collin, hvis far sidder i Det Kgl. Teaters bestyrelse: ”Tal med Deres Far om mine Vaudeviller, det er mig af stor Vigtighed at faae dem omsat i solide Penge. Alt hvad De kan sige mig om Penge er Musik i mine Ører, og jeg digter bedst ved Musik.”

SÅDAN fører ’Hjertet brast i toner’ til mange hjørner af H.C. Andersen. Også til undren over de enorme masser af tid og engagement, Andersen lægger i sin interesse for opera livet igennem. Engelbrechts bog supplerer med detaljerede registre over de operaer, digteren ser år for år. Og som nævnt – sværme af fodnoter til verifikation af citater, H.C.s egne og mange andres. Den er underholdende, men også nyttig som opslagsværk. Omstændelig – næsten lige så omstændelig som den bog, Thomas Milholt skrev for nogle år siden om italiensk opera 1800-1850. Også hos Engelbrecht får vi massiv viden om operakunstens trivsel på godt og ondt i 1800-tallet. Tilmed et skarpt billede af Andersen in action. Det er ikke det mindst underholdende.

gregersDH.dk