Anne Gry Henningsen, Pelle Nordhøj Kann, Christine Gjerulff og Mikkel Løvenholt Reenberg i ‘Hjardemål’ (Tegning: Claus Seidel)
WE SHALL OVERCOME
’Hjardemål’ er thysk hjemstavnsteater med Thylejrens glade delirium genopstået i farceudgave. Stykket er på turne og spiller i øjeblikket på Teater V i Valby.
***
MERE sang! Tommy Kenter slutter sit show på Betty Nansen med ’Flyv op til Vorherre’. På Teater V nynner vi ’We shall overcome’, da vi går ud af døren efter ’Hjardemål’, et gæstespil fra Thy Teater.
Nostalgien tumler ind over os. Publikum synger med. Begge steder.
I ’Hjardemål’ er det en tvetydig effekt. Stykket er tænkt som politisk, debatskabende teater. De fire medvirkende synger for siddende på scenekanten som afslutning på et stykke, som nok er debatskabende, men på sin egen snurrige måde også komedie på kanten af farce. Vi bliver småsentimentale, synger med på Joan Baez-hittet, historien lukker sig lunende om os – og om den konflikt, der udvikles i handlingen:
Tre hippier i Thy-lejren anno 1970 konfronteres med tre lokale, hvis verden er Hjardemål Kirke og omegn.
FLIPPERNE OG JESUS
Den unge dramatiker Lærke Sanderhoff har set en dramatisk kerne i den virkelige situation, da Hjardemål Kirke blev besat af blå- og enøjede flippere fra lejren og ryddet med politiets hjælp. Stykkets dramatiske forløb er oplæg til denne hændelse.
Den kristne families datter Ane er teenager-nysgerrig på det farlige leben i lejren og forelsker sig hovedkulds i den guitarspillende Hjalte. Hun vil og vil dog ej, trækkes i fra begge sider, hjemmefra: Lussinger og trusler om adgang til helvede. Lejrflipperne: Invitation til at smide tøjet og bolle med. Det skisma slipper Christine Gjerulff smukt fra – og det er ikke nogen nem opgave. For opstillingen i stykket er ret firkantet, hvilket er en af grundene til, at latteren bliver et gennemgående fænomen i det par timer, ’Hjardemål’ varer.
Problemet er, at både teksten og Minna Johannesens instruktion har valgt at fremstille både de gæve hippier og de kristne thyboer som komiske størrelser, og tak for kaffe, hvor begge parter får lov at spille ud med henholdsvis revolutionære slogans og salmesang plus Fadervor. Samt med nøgendans subsidiært søndags-flagning i korsets tegn, så ingen skal være i tvivl.
Den muntre effekt er dobbelt op, for de tre skuespillere Anne Gry Henningsen, Mikkel Løvenholt Reenberg og Pelle Nordhøj Kahn skifter med sekunders varsel fra at spille det ene eller det andet, vrede indremissionærer det ene øjeblik, larmende ’Das Kapital’-evangelister det næste. Kun pigen må bære den tunge byrde at være i tvivl om, hvor sandheden befinder sig, og hvordan man tumler en forelskelse i den situation. Christine Gjerulff rammer en betydelig ægthed midt i papudskæringerne, uanset hvor patetisk også hendes figur let kan blive.
GODT GRIN
Stykket er skrevet til Thy Teater, der er egnsteater og har hjemme i Thisted, hvor man nok kan få sig både et godt grin og noget at snakke om med ’Hjardemål’. Men det er heller ikke værst at få stykket vist i København, der faktisk lagde hjemstavn til det største rykind af entusiastiske Thy-flippere i 1970.
Der er noget at synge med på for enhver.
GregersDH.dk