VARM LUFT

’Hey Jude’ i Forum er et forsøg på at give teaterkoncert-genren en tand til. Det får den. Og det er ikke behageligt.

Spiller i Forum indtil 20. januar 2013 

***

                                                                                                             Tegning: Claus Seidel 

FOR tre år siden skrev vi om Beatles-teaterkoncerten ’Come together’, at det var den ’ultimative teaterkoncert’. Det vil en mand som Nikolaj Cederholm selvfølgelig ikke finde sig i. Så nu prøver han at være endnu mere ultimativ.
Forestillingen hedder ’Hey Jude’. Hvis man ellers skulle have overset den pressekampagne af jordskredsformat, der har kørt gennem efteråret.
Det er ren Beatles igen. ’Hey Jude’ foregår i Forum, der ligner en trist fabrikshangar, som hentet fra en gyserscene i ’Forbrydelsen’. ’Come together’ foregik i Østre Gasværk, der er som en barokkirke, klar til fest. I Forum føler man sig så forladt som i et månelandskab, badet i lys fra en stjernehimmel af iskolde projektører. Indtil forestillingen går i gang.
Det gør den så. Med alt, hvad den kan trække af trætte forsøg på at overgå, hvad Cederholm og vennerne har præsteret gennem tyve år af eksperimenter med syntese af pop, rock og teater.
’Hey Jude’ er blevet en forestilling, der runger af tomhed, af forsøg på at lægge endnu et lag til, give endnu et skud arenalin til en genre, der ikke nødvendigvis skal udmærke sig ved store muskler, men først og fremmest ved musikalsk substans og scenisk idé.
Det ved vi fra andre udladninger i genren, ikke mindst de seneste års fortættede Cohen- og Cave-udløsninger. 

COME TOGETHER

I ’Come together’ indledte Lotte Andersen med at synge ’Yesterday’, så hårene rejste sig, og ruderne duggede. Og ensemblet sluttede med en ’Because’, der hårfint afbalancerede stemmerne til en liflig reminder om, hvad det var, Beatles kunne: Ramme rent. Det var dengang en forestilling, hvor lysten til at lege med tekster og melodier satte vores hjernevindinger i rotation og rummet i euforiske svingninger, oppe og nede, ude og inde. 
I ’Hey Jude’ tumler den arme Pernille Rosendahl frem over en stak stole, så vi sidder med livet i hænderne, mens hun synger ’Help’, og først efter to timer slutter ensemblet med omsider at levere tilnærmelsesvis Beatles-tonefald med titelmelodien ’Hey Jude’ sunget af Jaleeza Johnson, der er den af de medvirkende piger, der renest og mest karismatisk rammer, så vi kan se meningen med at forsøge en nyorientering over for Beatles-stilen. 
I Forum flytter de musikalske arrangementer ellers vægten over på bastante rockversioner af de fleste Beatles-sange. Stort skal det være. Ligesom man scenisk forsøger at slå ud med endnu større arme: Hovednummeret er en rød, kæmpestor byggekran og en stak kæmpemæssige containere, der skal bringe os ind i en Bruce Willis-verden, hvor Beatles down-to-earth-fabuleringer om menneskers gøren og laden får kontant modspil af…  klodset grimhed.

STOF 2000

Det kan orgier af lyseffekter ikke lette på. Dårligt nok Anja Vang Krags orgiastiske kostumer, der må være resultatet af at have tømt samtlige ’Stof 2000’-filialer i landet – sandelig en overdådig catwalk værdig, men en catwalk, der er tilsat så mange varmlufts-kanoner, at vi er lige ved at blive blæst væk på de første rækker.
Aldrig er der blevet pustet så meget med vindmaskiner for, bag og under scenen. Men ligegyldigt hvor meget, så hænger Marilyn Monroes blæst i skørtet i ’The Seven Year Itch’ ved som mere end konkurrencedygtigt. Jo mere blæst der i Forum er i kostumer, bagtæpper, mellemtæpper, slør, hatte og kjoler, jo mere længes vi tilbage til den enkelte, enestående, eksklusive effekt af Marilyns pift i skørtet.
Mega-forstoppelse er det gennemgående signal i Cederholms Forum-seance. Så kan medvirkende som især Mark Linn, Troels Lyby, Jimmy Jørgensen og Laus Høybye være nok så effektive og loyale over for konceptet, ligesom pigerne Cecilie Stenspil og Pernille Rosendahl gør deres bedste.

BESKÆMMET HÅB

Vi læner os tilbage og genkalder os de stramt skårne, originale Beatles-sange, alle dem fra yesterday, alle dem, som Cederholm er så forelsket i, men prøver at booste op til vilde shows med udgangspunkt i The Beatles’ eget kulminations-koncept, ’Sgt. Peppers Lonely Heart Club Band’ fra 1968.
’Come together’ fik seks stjerner her på arenaen. ’Hey Jude’ er højst halvt så vellykket. Tre stjerner af venlighed. 
”Større er ikke altid lig med bedre,” skriver Nordisk Films direktør Frederik Juul i programmet. Nordisk er financier bag projektet. Han fortsætter: ”Og fra filmens verden ved vi, at effekter ikke gør det alene. Vi håber derfor, at poesien skinner igennem hele vejen.”
Et beskæmmet håb.
For Cederholms vedkommende foreslår vi: Tag en pause og iscenesæt et par jordbundne, nutidige, frække stykker af den art, du arbejdede med engang på Dr. Dante. Aktuelle dramatikere står i kø. Jakob Weis, Thomas Levin, Jokum Rohde etc. Find ben og jordbund igen. 

GregersDH.dk