Noget om helte Nørrebro Teater 8.12. 2017

Halfdan Rasmussen bliver råbt og gestikuleret sønder og sammen i 'Noget om helte' på Nørrebro Teater

 

 

 

AFLIVNING

AF EN

DIGTER

 

Halfdan Rasmussen bliver råbt og gestikuleret sønder og sammen på Nørrebro Teater.

Iscenesættelse og tekst på grundlag af Halfdan Rasmussen-digte: Johan Sarauw. Scenograf: Frederikke Dalum. Komponist: Adi Zukanovic. Medvirkende: Henrik Lykkegaard, Anne Sofie Wanstrup, Stine Stengade og  Albert Stein Ankerstjerne og Nørrebro Teaters Folkekor. (tegning: Claus Seidel)

’Noget om helte’ spiller på Nørrebro Teater indtil 14. januar 2018. Varighed: 2 timer inkl. pause.

**

I forrige sæson tog Nørrebro Teater med kærlig hånd om Benny Andersen og hans digte i ’Svantes lykkelige dag’. Nu tager teatret med hård og kluntet næve om Halfdan Rasmussen i ’Noget om helte’.

HVOR Benny Andersen-forestillingen lykkedes, fordi den var en poetisk og underfundig forening af det digtende musiker-menneske og hans fiktive jeg Svante, er ’Noget om helte’ blev til, som om det handlede om en digter, der skrev komiske rim og ikke ret meget andet end det – de såkaldte ’Tosserier’, som ved gud var morsomme, men som i scenisk udgave åbenbart nu skal gøres morsomme ved at blive illustreret i endeløse spjæt og krumspring, en uafladelig kæde af anstrengende jokes ud fra en tankegang om, at teksterne, rimene og Halfdans barokke formuleringer nok er overraskende, groteske og vittige, men de må skæres ud i pap for at blive til levende teater.

MAN sidder som tilskuer og tænker gang på gang: Så slap dog af og sig disse tekster, brug jeres skuespillertalent til at aflevere dem med den verbale indlevelse og underfundighed, I vel også har tilegnet jer, lad Halfdans forbløffende fantasi og sprogkunst blomstre med sine egne midler og ikke et rablende tilskud af Mester Jakel-påfund. Vi falder næsten på plads i kort koncentration og ro i sjælen, da Stine Stengade når til Noget om Natten, der er så stille, og stjernerne, der blinker.

MEN derudover har teatret altså villet det sådan – teatret og den nybagte instruktør Johan Sarauw, som er betroet opgaven, og som kun har villet satse på de tosserier, der har gjort Halfdan Rasmussen folkeligt berømt. Resten af den store lyriker Halfdan Rasmussen skal forblive ukendt land for publikum. Og er det måske også for Sarauw og for hans komponist Adi Zukanovic, der lader percussionist Mads Forsby høvle musik af til hvad som helst i forestillingen i rablende samdrægtighed med den instruktion, Sarauw har pålagt udmærkede skuespillere som Henrik Lykkegaard, Stine Stengade, Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne – sammen med teatrets Folkekor, som man mindes er blevet brugt bedre og mere relevant i tidligere forestillinger. Den ensomme cellist Ida Nørby tilfører kønt, men egentlig umotiveret cellospil.

gregersDH.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *