Olaf Højgaard som Simon Spies og Sara Hjort Ditlevsen som Heidi i ‘Heidi’ (tegning: Claus Seidel)

SPIES – DET SVIN

 
’Heidi’ er et portræt af en pervers Simon Spies og et af hans ofre. Fortalt som såkaldt ’dokuteater’, hvor spørgsmålene hober sig op. Hvad er formålet?

Produceret af CoreAct og iscenesat af Line Poulsen på Teater Grob, hvor den spiller indtil 24. maj.

**

TO læger behandler den indlagte Heidi under hendes sidste indlæggelse, kort før hun dør af AIDS 25 år gammel. Der står Ekstra Bladet på ryggen af dem, da de vender sig om og går til mikrofonerne og begynder at knurre som blodhunde.
Det er en aggressiv finte til den presse, der ifølge stykket har taget livet af pigen.
Taget livet af hende? Hvordan det? Hun dør jo af AIDS… ikke?
Jo og nej. For pointen er, at EB og pressen ifølge forfatterne er identisk med en offentlighed, der uden skepsis har dyrket den virkelige historie om rejsekongen Simon Spies og hans uhæmmede livsførelse – dyrket den ikke bare uden skepsis, men med beundring, misundelse og lyst til at snage i alle detaljer.
Og med en perversitet i persondyrkelsen, der er på niveau med den perversitet, som Simon Spies selv udøvede.
Dyrkelsen har altid været stimuleret af den brillante, medfølgende undskyldning, at manden – alt det ulækre ved ham til trods – sendte det halve Danmark billigt til Mallorca og omegn. Åbnede verden for os. Gjorde os til kosmopolitter. Til glimrende Europa-borgere. I Dansk Folkeparti må han simpelt hen være en helt, et ikon – eller hvad?
 

VIRKELIGHEDEN?

Stykket ’Heidi’ er den interessante hybrid, der kaldes ’Dokuteater’. D.v.s. teater, der dramatiserer virkelige hændelser. Den kan dyrkes på mange måder. Shakespeare var ekspert i den, når han med en kæde af dramaer tog udgangspunkt i begivenheder i den engelske historie op til hans egen levetid. Strindberg øser i sine tidlige dramaer af svensk historie.
Her i ’Heidi’ er vi et skridt videre. Manuskriptforfatteren er nok Grit Uldall-Jessen, men materialet kommer fra Spies-bollepigen Heidis yngre søster Anika, som oven i købet spiller med i forestillingen – hun er den ene halvdel af performanceduoen Helene Kvint og Anika Barkan. Sidstnævnte er på scenen som Anika, Heidis kødelige søster.
Er hende. Og spiller hende.
Teknikken er så, at hun i stykket kan være både storyfortæller af forløbet i Heidis forhold til Simon, men også er en fiktion. Søsteren.
Hun kan fortælle vredt eller nøgternt om forløbet mellem Heidi og Simon, men også involvere sig og gå i klinch med Spies sammen med makkerskuespilleren Helene Kvint, der fungerer som moderen, den vidtløftige, af stoffer og sprut dybt påvirkede mor.
 

USIKKERT

Ophavskvinderne til ’Heidi’ er tilsyneladende usikre på genrens holdbarhed.
De indlægger indslag undervejs hos skuespilleren Olaf Højgaard, der har Spies-rollen, hvor han holder op med at snakke Spies-sprog med alt, hvad det indebærer af snøvlen og slæbende diktion. Han klør sig i nakken og overvejer sin skuespillerrolle: Hvad fanden er man med i her?
Det kan på den ene side være pudsig dokumentation for berettigelsen af at bruge ’doku’-genren. På den anden side usikkerhed på, om genren holder.
Det er ikke til at gennemskue.
Ligesom det heller ikke er til at gennemskue, hvor forestillingen er søster Anikas rystende og ægte følte beretning om den rædselsfulde skæbne, der blev teenage-søsteren til del i Spies klamme hænder. Og hvor forestillingen er endnu en gentagelse af pressens og det øvrige samfunds lystfyldte graven i Spies’ perverse udnyttelse af mennesker.
Vi tror gerne på den første fortolkning. Men slipper ikke den anden af syne.
Dette uanset, at der spilles godt og entusiastisk af den unge elev fra Aarhus Teater, Sara Hjort Ditlevsen som Heidi. Engageret – distanceret, og endda morsomt – af Olaf Højgaard som Spies. Og troværdigt af Anika Barkan og Helene Kvint som søster og mor.
Men sigtet med at gøre historie til dramatik i dette tilfælde?
Usikkert.

 
gregersDH.dk