Birthe Neumann, Trine Dyrholm, Nikolaj Cederholm og Mikael Birkkjær i ‘Håndværkerne’ (foto: Isak Hoffmeyer)
DANSE MACABRE
Line Knutzons ’Håndværkerne’ er ren farce på Skuespilhusets store scene og kun delvis vellykket
***
”NÅR JEG skriver og kommer til omkring side 40, mister jeg overblikket,” siger Line Knutzon til Birgitte Hesselaa i bogen ’Vi lever i en tid’.
Mistet overblik. Det er præcis, hvad personerne har i Line Knutzons nye stykke. Hvis de overhovedet nogensinde har haft sådan et. Bortset fra det, de i deres forplumrede hoveder tror, de er i besiddelse af.
Stykket handler om et ungt ægtepar, der er ved at få ombygget deres hus af en flok håndværkere. Sort selvfølgelig. Konen driver værket, formørket af vilde Bo Bedre-ambitioner. Manden jages rundt mellem kalk og malerbøtter, mens han prøver slippe ud af døren for at passe sit violinspil. Saint-Saëns g-mol-’Danse macabre’ forfølger ham og os stykket igennem.
Alt er totalkoks. Håndværkerne er en flok lurvede byggesjuskere. Svigermor svanser gennem huset med kvidder og gode råd. Økonomien er i galop. Og alt er i det hele taget en glimrende skildring af et dansk bavian-miljø, hvor alle tager røven på alle, og ingen ser længere frem end til næste gulvplanke.
ÆRINDET
Emnet kunne lægge op til skarp samfunds- og ægteskabssatire. Men det er ikke rigtig Line Knutzons ærinde, da det kommer til stykket. Kun noget, man fornemmer i begyndelsen: Ægteparret får besøg af et vennepar, og der udveksles typiske Knutzon-replikker vejen rundt. Sofie Gråbøl hundser med sin violinmand, der ind imellem vokser til et forbløffende erotisk vilddyr (han spilles af instruktøren Nikolaj Cederholm, fordi Dejan Cukic har måttet melde pas). Mikael Birkkjær, vennen, fræser hver eneste replik ud af munden på sin højgravide kone, spillet af Trine Dyrholm. Han skal nok sige, hvad der skal siges.
FARCE
Men meget hurtigt turnes der over i ren farce. Underbygget af en dekoration, der i scenens fulde bredde omfatter en tilstundende luksusvilla i to etager – med en rigelig stribe døre og ind- og udgange, født til den farcegenre, som vi tidligere var lykkelig henvist til på Privat Teatret, når Pilgaard, Dahl og Ryskjær kørte med klatten.
Vægge ramler ned. Afløb kobles sammen, så pis, lort og drikkevand mødes i skøn forening. Violinisten skvatter over den ufærdige dørtærskel med stradivariussen, både han og konen ryger til vejrs i lysekronen, og det bliver en del værre, da husherren kommer til at banke lærlingen ned af trappen, så hun kommer af dage.
ARSENIK
Fra det øjeblik er vi i de bedste øjeblikke til Marx Brothers-show. Og til ’Arsenik og gamle kniplinger’:
Redningen ud af suppedasen for ægteparret er at tage livet af håndværkerholdet. Én efter én.
Det er temmelig uklart, hvordan den proces kan resultere i, at Sofie Gråbøl og Nikolaj Cederholm som det økonomisk og fysisk nedsmeltede ægtepar til slut står i luksusvillaen med havudsigt og drikker champagne med vennerne. Men på det tidspunkt er vi er temmelig indifferente over for logik.
KRÆVENDE
Det korte af det lange med denne håndværker-affære er, at vi morer os etapevis undervejs, gennemlever en del tomgang, og erfarer endnu engang, hvor krævende farce og komik er. F.eks. hvordan type og erfaring med genren er afgørende for effekten. Håndværkerbamsen Henrik Noél Olesen behøver kun stå dér med sin klumpede kvajpandefacon, for at latteren udløses. Og svigermor Birthe Neumann lukker bare munden op for Hellerup-tonen, så er vi kodet ind. Hun kan den model. Hvor Sofie Gråbøl til gengæld har det svært med genren, uanset hvor meget hun skruer op.
Det Knutzonske spejlkabinet til danskerne er ikke krakeleret. Bare her påmalet lidt hurtig graffiti. Hun kan snart opleves igen, nemlig når’Guitaristerne 2’ kommer op på Gasværket.
