SMERTERAMT HAMLET

’Hamlet’ på Republique har store øjeblikke. Den engelske gruppe Tiger Lillies tilfører en grundtone af sort dæmoni, men også en vis monotoni.

Spiller indtil 12. maj

****

”Are you going mad Hamlet?”
Ja, han er. Hamlet.
Det er klovnen, der spørger. Klovn, eller hvad han er.
Og spørgsmålet er retorisk. For klovnen, med bowlerhat, hundemaske og teatralske slag med armene, svarer selv med en remse af svar på, hvorfor Hamlet er ved at blive gal.
”Du torturerer hver fiber i din sjæl…verden er korrupt…forgiftet…beskidt og obskøn…en hore…du kan ikke undslippe…”
Og således fremdeles.
’Hamlet’ med græsk kor. I skikkelse af denne klovn, en kommentator, det ene øjeblik neutral, det næsten en spinddoktor med råd – men gode? Ikke på anden måde, end at de konstaterer skæbnens og realiteternes uafvendelige kurs. No mercy!

ORGELTONE

Der er mange pointer at hente i denne ’Hamlet’ på Teater Republique. Jeg er ikke sikker på, at de væsentligste og mest nyskabende består i den engelske gruppe Tiger Lillies medvirkende.
Jo, tilsyneladende. Ud af snart utallige ’Hamlet’-opførelser, vi har oplevet gennem de senere år, er denne en af de usædvanlige. De engelske musikere med deres syrede zigeunerstil og denne klovn, der synger som en mellemting mellem Bjørn Fjæstad og kontratenoren Andreas Scholl lægger en makaber orgeltone ind i hele forløbet, enstonigt dæmonisk, men også enstonigt trættende. Det ene øjeblik stimulerende, det næste støddæmpende.
Stødene, de virkningsfulde, kommer fra skuespillerne og scenografien.
Dæmonien slippes løs i de vrængende, makabre billeder, I ansigterne, der kikker lurende ud fra gluggerne i den borgmur, Martin Tulinius har bygget op. I Astrid Lynge Ottesens kostume-creationer, som fører os ind i en sort grand guignol-verden.
I valget af skuespillere: Den ekstravagant ulækre konge, tronraneren og brodermorderen Claudius i Zlatko Buris skikkelse, en overmæt, gryntende buldog i menneskekrop, og den pelikanhøje dronning, spillet af svenske Charlotte Engelkes som en jaget fugl. Med Morten Christensen som en mere lige-ud-ad-landevejen Laertes.

LYSGLIMT

Og omvendt: i det hjertedunkende møde mellem Morten Burians Hamlet og Nanna Finding Koppels Ofelia. Det lys, der som solen i den gamle film ’Miraklet i Milano’ et øjeblik giver forløsning og tilgivelse for al verdens ondskab. En chokerende smuk scene ved Ofelias seng, hvor den næsten før-teenagede Ofelia går linedans på den tynde sengekant og lægger sin sjæl vidtåben for en Hamlet, der i sekunder oplever sit eget lysglimt af en verden og et liv.
Hendes linedans er som et billede på også hans skrøbelige, uforløste forestilling om at finde et balancepunkt. For Morten Burian en Hamlet, der lykkes som en af de interessanteste Hamlet-figurer, vi har set – en tankefuld vandrer mod døden.

FJORTEN SANGE

Det er stadig en smule tvivlsomt, hvad Tiger Lillies egentlig tilføjer forestillingen, selvom sangene optager en vældig stor plads – fjorten i alt. Martin Jacques’ stemme er fascinerende, hans engelske tekst til gengæld svær at forstå i lange passager. Man kan sidde med næsen i teksthæftet, men det er jo næppe tanken. Musikken er i sig selv stemningsskabende, men de lange numre sker jo bl.a. på bekostning af gedigne strygninger i tekst og persongalleri.
Denne ’Hamlet’ lever på en fascinerende scenografi, en bevægende, smerteramt Hamlet i Morten Burian og glimtet af en Ofelia, der i Nanna Koppels udgave er som en ørkenblomst, der springer ud og dør på samme dag.

GregersDH.dk