Stine Schrøder Jensen som Polonius (!), Sara Viktoria Bjerregaard som Ofelia og Esben Smed som Hamlet (tegn. Claus Seidel)

DEN MORDERISK GLIDEBANE

Hamlet endnu engang. Vi er utrættelige. Og med god grund.

Shakespeare: Hamlet. Iscenesættelse: Morten Kirkskov. Scenografi: Philipp Fürhofer. Kostumer: Karin Betz. Oversættelse: Niels Brunse. Medvirkende: Esben Smed, Sara Viktoria Bjerregaard, Jacob Lohmann, Iben Hjejle, Alvin Olid Bursøe, Stine Schrøder Jensen, Anton Hjejle, Laus Høybye og Mads Rømer Brolin-Tani.

*****

FORTÆTTET stilhed. Som i kirken i sekunderne før en kiste bæres ud. I Skuespilhuset et helt minut før tæppet går for 1. scene i ’Hamlet’.

Hvad er det med det stykke? Hvad griber der os?

Var der måske corona-lammelse i den halvt fyldte sal? Bare corona-lammelse havde jeg nær sagt. Eller hvad? Intens forventning til forestillingen?

FORLEDEN skrev den ung dramatiker og nye chef for Mungo Park Teatret Anna Malzer i en klumme i Weekend Avisen, at hun i et hysterisk anfald havde sagt i et Clement Kjærsgaard-program, at hun altid falder i søvn til ’Hamlet’, og at klassisk dramatik er noget værre lort. Det har hun fortrudt, skrev hun. Det mente hun overhovedet ikke. Det var bare røget ud af munden på hende under det, hun egentlig ville have fat i, da hun skrev sin klumme: De medvirkende i ’Debatten’ sidder og råber uartikuleret op med løsthængende argumenter og indskydelser! Hun selv ligesom de andre! Dét med ’Hamlet’ var lige på tungen åbenbart: Dén ’Hamlet’ bliver altså spillet og spillet i én uendelighed på de danske teatre! Nu kunne det fandeme snart være nok!

MEN det er det åbenbart ikke. ’Hamlet bliver endevendt hele tiden. Er det fordi det handler om Danmark og en dansker, som vi måske bilder os ind er en af os? Helsingør, ’Elsinore’ og Kronborg, den danske folkesjæl, den vankelmodige prins, den usikre, tvivleren, alt det vi hæfter på ham, danskeren, der skal tænke sig om hundrede gange, indtil han beslutter sig – og så er det for sent! For sent!

VORES hang til masochisme dampet ind til guldkorn og livsvisdom. Vi elsker det!

UNG er hun, hende Anna Malzer. Lige så ung som Esben Smed, tror jeg. Opsætningens Hamlet. Der er en lighed mellem den hidsige dramatiker-spire og sådan en Hamlet som Esben Smed, når han som vild prins af Danmark fyrer fra hoften, stormer frem med rasende argumenter og fortvivlede anfald af had og vrede. Fortryder, og pludselig bakker og giver sig til at tænke.

DET sker straks, da tæppet går op, og han står der og tænker højt. En ganske forbavsende start på dramaet, for det er hans berømte monolog ’To be og not to be’, han folder ud, hans overvejelser om liv og død, om mening og meningsløshed, i dramaet ellers placeret langt henne i tredje akt, efter at vi har fået en masse forhistorie, og fyren er midt i den uhyrlige suppedas: Ofelia, som han kaster sig frådende over det ene øjeblik, men slænger fra sig i usikkerhed det næste. Hans myrdede far, der taler til ham i drøm og skinbarlig virkelighed og forsvinder i tågerne på volden med krav om, at Hamlet skal hævne mordet – jamen, det skal jeg nok! Kong Claudius, brodermorderen, som han er fast besluttet på at dræbe, men aldrig kan finde det rette øjeblik til at stikke kniven i – nej ikke lige nu, der kommer nok en bedre lejlighed. Hans mor, den skamløse dronning Gertrud, der rammes af hans had og foragt, men samtidig sætter hans elementære moderbinding i glød.

VI har set så mange Hamlet-udgaver, jeg remser den i mit hoved, de engelske – den aristokratiske Lawrence Olivier, den intuitive Kenneth Branagh – den litauiske rocksanger Nekrosius, som i en is-glimtende forestilling på Kronborg og i Kanonhallen sendte glødende forfrysninger fra sig – og mange, mange danske Hamlet’er, Søren Spanning, Søren Pilmark, Baard Owe – og Nicolas Bro, der åbnede det nye skuespilhus for tolv år siden med en manisk damptromle af en Hamlet – opsætninger, der har vundet Reumertpriser nok til en hel smørrebrødsseddel, Allan Klie på Aalborg Teater for tyve år siden i en Kasper Holten-opsætning, som svirrede af mobiltelefoner og hemmelig overvågning.

OG her kommer så Esben Smed, valgt af Morten Kirkskov som en teenager-vildskud, der har spinkel spændstighed, ser yngre ud end han vist er, bruger stemme og krop som en gymnasieelev, der spiller med utæmmelige overtalelsesevner, ufattelig skråsikkerhed og ind imellem pinefuld usikkerhed. Kan spille spillet, så at sige, foregive at være beslutsom, overbevise sig selv om, at han er det, tro på sig eget blændværk, tro og tvivle på én gang. Tale rent ud af posen i nogle situationer – til os, publikum – være præcis i sit vanvid i andre, når det et dét, der skal til. Han opfører groteske show, lader sig dejse omkuld foran Claudius og Gertrud, kryber under Claudius’ enorme kongelige kappe og forsvinder. Han er skuespilleren i det djævelske virkeligheds-spil, han sætter i gang.

DET med at spille spillet er afgørende i Kirkskovs ’Hamlet’-udgave, omsat til handling hos næsten alle de medvirkende, genialt udtænkt og beregnet af Shakespeare og stærkt brugt i iscenesættelsen. Svindel, lurendrejeri, skjulte dagsordener, hensigter, der kamufleres, formål, der manipuleres bevidst eller ubevidst. Uskyld og skyld med hinanden i hånden. Forestillingens overrumplende start med den store monolog i stedet for nattevagternes gysermøde med Hamlets fars ånd på volden – vi skal ruskes på plads i ét hug med det samme – det er knægten og hans problem, det handler om. Straks efter: En voldsom scene, hvor Hamlet flår tøjet af Ofelia – det er lige på og hårdt begge dele, tanker og handling. I den mesterligt fungerende spejl-scenografi bliver vi hurtigt hvirvlet ind i dramaet.

ISCENESÆTTELSEN tager sig flotte friheder: Historien om den norske hærfører Fortinbras, der braser ind til allersidst og angriber Danmark, er fjernet. De sædvanlige scener med den omrejsende skuespillertrup, som Hamlet hyrer til at underholde hoffet med den forgiftningsscene, der vil ramme kong Claudius med et hammerslag, når han ser den – og sandelig gør det! – er lagt i munden og hænder og ben på Hamlets gamle venner Rosenkrans og Gyldenstjerne. De muntre fyre tér sig som to revy-pjankehoveder. Dem kan man få til hvad som helst – Hamlet får dem til at spille skæbnesvanger komedie, og Claudius sætter dem til mod betaling af bortføre Hamlet til England.

MERE TIL: Kongens giftige hofsnog Polonius, Ofelias og Laertes far, er gjort til en fru Polonius  – Stine Schrøder-Jensen spiller hende med al den dobbeltbundede skarphed og antydede selvironi, hun er ekspert i – Polonius’ afsindige fortalelser og søforklaringer er som smeltende revytekster i hendes mund, misforståelser og fortalelser og falsk påståelighed sidder som perler på snor, og man er helt ærgerlig over, at personen Polonius ikke har flere scener at gøre forestillingen godt med, efter at Hamlet har gennemboret hende gennem det forhæng, hun gemmer sig bag for at aflytte Hamlets samtale med sin mor, dronning Gertrud. Det er ikke Gertruds, Iben Hjejles skyld, at den scene overdøves af Hamlets pludselige mord på Polonius – Hamlet tror et øjeblik, at det er kong Claudius, der gemmer sig bag forhænget – Gertrud spilles godt og troværdigt af Iben Hjejle, men rollen er som i den store duel-scene til sidst indskrænket til at være næsten formelt modspil i handlingen – hun er en drivende kraft til Hamlets livslede og vrede på grund af sine handlinger mere end hun er en kvindefigur, vi han føle voldsomt for, som vi gør med Ofelia – spillet af Sara Viktoria Bjerregaard med næsten hudløs moderne direkthed.

DET er ikke til at undgå, at Morten Kirkskovs instruktion og iscenesættelse kommer til at indkapsle vigtige roller som Jacob Lohmanns konge Claudius, Alvin Olid Bursøes Laertes og Anton Hjejles Horatio og altså Iben Hjejles dronning Gertrud og gøre dem til ret fastlåste præstationer, glimrende, håndfast og professionelt løst, men lidt i skæret fra den Hamlet, som Shakespeare – og vi – vender og drejer som den fabelagtige, mystiske og tragiske ubegribelige menneskeskæbne. Selvfølgelig også sammenlignet med de mindre roller som Polonius og Rosenkrantz og Gyldenstjerne (Laus Høybye og Mads Rømer Brolin-Tani), som tilfører Kirkskovs forestilling ubetalelig originalitet og komik – for resten også i den groteske scene ved den grav, der graves til Ofelia, den på sin egen facon mest berømte scene i manges bevidsthed: Gravernes jævne down-to-earth snak med Hamlet, hvis vi må kalde det det.

DER er en kvidrende og uhyrlig humor over de øjeblikke. Livsvigtige for helheden og vores modtagelighed over for fortællingen om Hamlets umættelige selvopgør og den morderiske tragik i slutningens duel og giftdød.

EN farverig opsætning. Endnu en ’Hamlet’, hvor vi næsten ikke kan lytte os mætte nok på den blomstrende teksts sindrige billeder, krogveje og dobbelttydninger. Hver ny udgave, hvert nyt hold af skuespillere, hver ny betoning.

gregersDH.dk