DET VAR SÅ DENGANG

Mægtig dynamik og flot show  – men ’Hair’ er alligevel et stykke lidt fjern nostalgi på Østre Gasværks scene.

****

OPPE på vores 7. række har vi det nok nogenlunde ligesom Sanne Salomonsen har det nede på taget af det psykedelisk overmalede folkevogns-rugbrød, hvor man har anbragt hende.
Vi er udenfor. Vi iagttager. Og vi er alligevel med på vores egen skæve måde. Kikker på de splittergale youngsters, der tér sig som mange af os gjorde i årene omkring 1970. Vi og Sanne Salomonsen er sandelig ikke af præcis samme generation, men blodet kogte da godt nok over i de år, da ’Hair’ havde premiere på Gladsaxe Teater i 1968 og tre år efter i Cirkusbygningen. For Sannes vedkommende dengang som  teenage-hippien Sheila i Cirkusbygningens ’Hair’ – Sanne, Christiania-tøsen, der sejlede lige ind på scenen som sig selv og sang og strålede som den stjerne, hun og alle de andre synger ’God morgen!’ til i ’Hair’-finalen. Vi andre kom dengang hujende i vores afghanerpelse, med bare tæer og hår til skuldrene. Grebet af en uoverskuelig livsglæde, begejstring, muligvis delirium.

GENNEM FILTERET

Nu kikker vi så på og tænker: I dag er det som at se en dokumentarfilm fra 60’erne. Fra Thylejren f.eks. Eller en gadefest i Pisserenden. Rørende. Komisk.
Vi er altså langt væk. ’Hair’ fortæller historie, der er masser af nostalgi for nogle af os i den affære, den giver lidt af en kortslutning: Hovsa! Var det sådan?
Vi ser en smule køligt og forbavset på det, registrerer gennem de fyrre års slørede filter, hvad der dog var i svang: Manisk erotisk frigørelse, hippie-tummel, og så pludselig Vietnamkrig, så maskingeværerne sprøjter.
Vi ser selvfølgelig også, hvordan der nu udfolder sig en beundringsværdig dynamik og fanden-i-voldskhed i den flok anno 2013-unger, der drøner rundt i det store Østre Gasværk.
Men frigørelsen kan forekomme noget postuleret. Den var dengang en protest mod gode, gamle borgerlige livsmønstre. Og den kan man ikke rigtig komme rendende med i vore dage. Og Vietnamkrigen – jo, det var et kerne-protestanliggende dengang. En provokation at gøre det til et sceneanliggende. Dengang. Meget tydeligt fastholdt som en indre amerikansk protest mod krigen. En relevant, men fjern historie.

IKONET SANNE

Jeg skal ikke granske hjerte og nyrer hos Sanne Salomonsen, der altså lever hele forestillingen i Gasværket med, mest som iagttager, for det er en ung klon af hende, der springer ud af bilen og leger med. Sara fra 2.g på Stenhus Gymnasium.
Sanne synger også selv nogle af sangene, og ikke kun fra sit rustne biltag. Men hun er og bliver den lidt patetiske iagttager af noget, hun engang var centrum i, og som vi ved, hun dengang var suveræn behersker af. Hun strækker armene ud, som om hun siger: Må jeg ikke være rigtig med igen? Men hendes rolle forbliver ikonets. Det er ok. Men også på kanten af det rørstrømske.
Ligesom hele forestillingen. Uanset den indsprøjtning, Kenneth Kreutzmann har givet holdet. Uanset de hidsige, imponerende, sceniske arrangementer. Og uanset hvor træfsikkert der bliver sunget og spillet – i en musik, der ganske vist kun har et par virkelige træffere.
GregersDH.dk