BREAKDANCER ANDERSEN

 
Efterårets H.C. Andersen-show i Tivolis Koncertsal har scenografiske nyskabelser og koreografiske kvaliteter. Men også svagheder og unødvendige gentagelser.

Spiller indtil 27. oktober.

****

SPORENE skræmte vel. H.C. Andersen-året 2005’s oppumpede orgie af shows og initiativer, mest råbende til himlen om nåde i Parken-arrangementet den sommer.
 Men nu kom det så: Et show i Tivolis Koncertsal. Seks af de kendteste eventyr fortalt i en ny stil. Præget af to indgange:
En koreografisk og en scenografisk.
Den koreografiske, som kan have fået nogle til at sige: Ja, ja, ok – selvfølgelig break- og streetdance i lange baner, har vi ikke set det hele før? Jo da. Det gennemsyrer meget teater og dans, og har gjort det i flere år. Også i Tivoli, hvor det lykkedes AvenyT at overføre flere af deres forestillinger til succes i den store stil i koncertsalen. Med de forskellige hiphop-faconer på banen.
Her i ’H.C. Andersen’-historierne et helt studium værd: De tre røduniformede præsentatører af hvert eventyr i skarptskårede ryk med arme, hænder, hoved og krop, direkte henvendelse til publikum – og så i øvrigt i de enkelte historier alt fra susende rotationer på hovedet og hænder, gadefights mellem grupper, hasarderede (eller hvad?) præstationer på gulvet, så hasarderede, at man håber på, at der ikke er langt til nærmeste lægevagt.
Der er betegnelser for hele sortimentet: Electric boogie, popping, o.s.v  Og vi ser alle afarter fyret af i H.C.A.-eventyrerne her. Tilsat en del luftakrobatik.

VIDEO-TEKNOLOGI

Den anden indgang er den scenografiske.
Et komplet koncept af videoteknologi, der med to- og tre-dimensionale effekter pakker scenerne ind og ud, fluktuerer i farver, svøber os i junglebilleder i ’Nattergalen’, sender os i dynerne med ’Prinsessen på ærten’, i en by, så øde som en Palle Nielsen-grafik i ’Den lille pige med svovlstillerne’. Sjældent så gennemarbejdet og virkningsfuldt.
H.C. Andersen ville have elsket det, som han elskede at sætte sig i jernbanen fra Madrid til Lissabon. Som dansk teater anno 2004 er det noget af det mest avancerede, vi har set. De traditionelle svingture i Tarzan-lianernes trapezer udført af bl.a. kejseren i og uden nye klæder visner til gammeldags cirkus i de rammer. Klæder, når vi nu tænker på kostumerne: Sjove og imponerende, mange af dem – utrolige gevandter til f.eks. kejserens minister højt på stylter og vilde skrud til svanerne i ’Den grimme ælling’.
I øvrigt – i ’Kejserens nye klæder’ savnede man drenge-råbet ’Jamen, han har jo ikke noget på!!’ – H.C.A.s aller berømteste replik. Et stilbrud, når nu al fortælling lå i munden på fortælleren? Selvfølgelig. Men lige så tilladeligt som når Moliere’s ’Den gerrige’ bryder ind i Lollikes Disney-show, der havde premiere i Århus i lørdags.
 

FORTÆLLEREN

Når vi nu er ved fortælleren. Det var Nikolaj Lie Kaas, der på video optrådte som en voksen, der genoplevede sin barndoms H.C.Andersen-eventyr. Og derudover som fortæller off screen.
Denne ’voksne’ fortabte sig som en helt glemt person undervejs. Fortælleren ville nok have været mere interessant, hvis han havde været en karismatisk person, der på scenen bandt det hele sammen. Gerne Kaas. Men på som en levende guide.
Det kunne forestillingen blive bedre ved. Det havde været en professionel indgang på linje med koreografi, visuel design, og i hvert fald en del af den Jesper Mechlenburg-musik, som Kaas’ stemme måtte slås med at finde stemmefæste hen over. 
Enkeltpræstationer, som man især husker bagefter? Det er nok kanadiske Valeries og italienske Cicos tumlen med den store ring i ’Klods-Hans’. Udnyttet for langt. Og som showet i øvrigt med for mange gentagelser. Men flot er det.

GregersDH.dk