Silas Holst, Julie Steincke og Allan Hyde i ‘Grease’ (Tegning: Claus Seidel)

UMÆTTELIGE

’Grease’ – uden handling, men et utrætteligt bombardement af sprællende, sultne teenagere i musik anno 1960, der er så insisterende og bedøvende som en hel Bruckner-symfoni.

Spiller i Tivolis Koncertsal indtil 15. marts

****

VI kan stampe i jorden og sige: Find nu på noget nyt. Det nytter ikke noget: De spiller ’Grease’ igen og nu igen. Med åbne øjne.
Jeg gentager gerne min firstjernede anmeldelse fra for næsten præcis to år siden. Find den her på bloggen. Den er skrevet 24. februar 2012. Og den fortæller om en forestilling, der hvæser af amerikanske teenagere anno for 60 år siden, som fjoller, dummer sig, skændes, snakker om sex og burgers og åndssvage lektier, danser sig skæve, jaloux på hinanden, tæskes igennem af musikken, som den var i de år, hvor Elvis og evighedsfænomenet Cliff Richard fes som en løbeild til Europa og Danmark og satte brand i Peter Belli og en masse andre. Sådan tér de sig igen i repro-opsætningen.
’Grease’ har en handling, der er tyndere end Giacometti-skupturen i Holstebro. Men det kan man blæse på, for det er musikken, der render med både instruktør, medvirkende og os.
Er man den aldersklasse, den handler om, hænger man på på nostalgien. Er man dagens teenager, erkender man, at der er intet gammelt under solen. De hidsige rytmer holder børskursen.
 

SKOVBRAND

Ved gensyn og genhør konstaterer man, at der er særlige kvaliteter i 2. del af forestillingen, som man ikke var nok opmærksom på for to år siden.
Det er de to store, fuldtonende numre med hele castet, der fylder mindst halvdelen af 2. del af ’Grease’. Der danses og spilles som en skovbrand, der ikke vil slukkes. På en eller anden facon er det den endeløse monotoni, der skaber effekten, pedalen, der er uafbrudt i bund, ikke detaljerne, ikke hvilepunkterne, for de er der ikke, det er som en generator af umættelig energi, hvor dans og musik bare sprøjter derudaf og de medvirkende virker som om de er på hæmningsløs, uafbrudt speed.
Meget andet fungerer fint, dansere og sangere som Julie Steincke og Silas Holst har dynamolygterne tændt som laserspots. Så gider man hænge på, og er man i dét humør, er ’Grease’ lige så helsebringende som en symfoni af Bruckner. Også anden gang.

gregersDH.dk