Andrea Pellegrini i ‘Go nat, min skat’ (foto: Teater Salto Mortale)

GO NAT,

MIN SKAT

Benjamin Britten spøger i stemningsfuld lille opera for børn, skrevet til Teater Salto Mortale, spillet på Hippodromen, Folketeatret.

Tobias Ørum (libretto og instruktion) og Karsten Fundal (musik): ’Go nat, min skat’. Medvirkende: Andrea Pellegrini, Adam Frandsen og Sebastian Graven Østergaard. Klaver: Charlotte Thaning.

’Go nat, min skat’ spiller også den 27.3. kl. 11.15 på Hippodromen, Folketeatret.

***

”MOA! Jeg er tørstig!” råber drengen midt om natten. Gang på gang.
”Kan du da ikke gøre noget selv!?” svarer en dreng tilbage fra 3. række midtfor, da han synes, at nu kan det være nok med det pivehoved, der bare ligger dér og råber.
Vi er til børneopera. Titel: ’Go nat, min skat’. Den gæstespiller denne formiddag på Folketeatrets Hippodromen, med et hold fra Saltomortale, et teater, der har specialiseret sig i musikteater for børn.
Denne gang en regulær opera i stil med den, de lavede for et år siden: ’Den syngende hat’, som blev spillet på Hofteatret. Samme komponist: Karsten Fundal, samme librettist: Tobias Ørum.
Publikum er nogle 2.klasser fra Rødovre. Man skal ikke forvente indforståethed med operagenren. Måske nysgerrighed, og det var der. Men i hvert fald ikke respekt for det, vi kalder den 4. væg i teatret, den fiktive mellem scene og sal.
Lærerne kan tysse så meget de vil på ungerne. Men ungerne er halvt oppe af stolen, da drengen på scenen er røget ud af sin seng, ser spøgelser og råber ud i salen: ”Kom! Bare kom! I skal alle sammen hjælpe mig!”
Ingen stormer nu op fra rækkerne, dertil er lærerne alligevel for tæt på med formaningerne. Rødovre Skole for disciplineret – og forestillingen aldeles ikke lagt op til interaktivering.

DESORIENTERING

Det er en seriøs lille opera, en historie om drengen, der har svært ved at sove om natten, hvor han både drømmer, ser spøgelser, får besøg af en lygtemand, og drømmer igen: Nu i billeder af faren og moren som unge og forelskede.
Teksten er ind imellem ganske heavy stof, formuleret som digte, der kæmper med både versefødder og mening – det letter heller ikke, at de pædagogiske abstraktioner mest er lagt i munden på den prægtige mezzo Andrea Pellegrini hvis stemme først og fremmest skal have albuerum, i anden række tekstmæssig prægnans. Den indledende duet i mørket mellem hende og faren, Adam Frandsen, efterlader total desorientering i salen.
Tekst-prægnans er ikke drengens problem, han tales og synges af Sebastian Graven Østergaard i en næsten Benjamin Britten-agtig rolle – ’Skruen strammes’ melder sig.
Fundals musik er køn og benfri, stemningskabende, klaverfremført af Charlotte Thaning og suppleret med forskelligt, dramatisk lydmateriale.

Et hæderligt forsøg på at indføre børn i operaens sære verden. Men det virker ved denne lejlighed, som om desorientering er det første resultat.

gregersDH.dk