SPÆRRET INDE MED SIN MUSIK

* 

*

’Glasperlespillet’ om elektronmusik-pioneren Else Marie Pade er interessant og velspillet, men i en besværlig og fortænkt collageform. 
 

Spilles i Københavns Musikteater i Kronprinsensgade de næste tre aftener

***

”DET er meget simpelt. Nogle gange…” – siger Kim Larsen til Clement Kjærsgaard, da jeg kommer ind ad døren denne aften efter ’Glasperlespil’. Larsen fortæller om, hvordan ’Blip-Båt’ blev til en morgen, tekst og melodi i et hug.
‘Meget simpelt’… Næsten som da Else Marie Pade 20 år gammel ridser en melodi ind i væggen i sin fængselscelle – med stålkanten fra sin bh. Hun er taget af Gestapo, er netop blevet tortureret, er brudt sammen og har haft et syn, som var der stjerner, der lyste hendes celle op. ’Du og jeg og stjernerne’ kaldte hun melodien. Et kreativt lynnedslag.
Men intet har ellers nogensinde været meget simpelt for Else Marie Pade. Undtagen lige det at tænke i musik. Endda under helvedes svære forhold.
Det er den historie, Suzanne Brøgger har digtet på, og Hanne Trap Friis fra det århusianske Teater Freeze har sat i scene.
Det kan opleves de næste tre dage på Københavns Musikteater, men har tidligere i måneden været spillet i Århus og Odense.

KOLLAGE

Scenisk er ’Glasperlespil’ umiddelbart en lige så simpel affære. Den udspiller sig i noget, der minder om en boksering – men det er fængselscellen, og den kan vi forstå på to måder: Den konkrets celle, som scenografen Sisse Gerd Jørgensen har omgærdet med et elastisk fem-strenget tovværk – nodesystemet, tydeligvis.
Men også det fængsel af afsondrethed, som Else Marie Pade, som Else Marie Pade har levet i gennem et langt liv i den danske musikverden.
Det er en historie, der handler om hendes valg af elektronisk kompositionsvirksomhed som det afgørende. En enspændertilværelse, der har isoleret hende – delvis fra en meget eksklusiv musiker- og komponistkreds, men især fra publikum.
Som dramatisk værk er ’Glasperlespil’ skruet sammen som en collage, der sammenstykkes af scener fra Gestapo-forhørene, fortællinger fra barndommen om, hvordan lydene omkring hende påvirker hende – og huskes, da hun som voksen tager fat på at sætte omverdenens lyde sammen til kompositioner.
Stykket foretager endelig en parallelføring med Goethes Faust, hvor Faust er himmelstormeren, som djævelen har snor i. Det sidste er som konstruktion temmelig søgt, men bliver godt spillet af Poul Storm i dobbeltrollen – han er oven i købet samtidig gestapomanden i forhørsscenerne.

KRUMBØJET

Den unge skuespillerinde Gry Guldager har en lige så kompliceret rolle, fordi hun må skifte mellem at være barnet Else Marie, den unge modstandskvinde i naziforhør og ind imellem også den stadig levende 87-årige Else-Marie, der fortæller i detaljer om sin musik, om sine idéer og om komponist-koryfæer, hun har kendt, især Karlheinz Stockhausen.
Instruktøren har valgt at lade hende færdes krumbøjet gennem tilværelsen, bortset fra i ungpigens forhørsscener – ellers oplever vi barnet og den gamle fru Pade i fysisk syntese. Gry Guldager gør det smukt, men indlysende er modellen ikke.
Og uanset det gode spil og de intense dramatiseringer af dokumentarisk stof nærmer vi os kun i strejf det egentlige: Musikken.
Intet under. De spredte stumper, vi hører, kommer til at fungere som filmisk underlæg, mest givende i de konkret-musikalske indslag, mindst i de rent elektronmusikalske stumper.

UDRAMATISK

Måske kunne en mindre dokumentarisk og mere fiktiv gendigtning af Else Marie Pades liv i virkeligheden have bragt os tættere ind på hendes person og univers.
Den kunstige parallelføring med Faust er i sig selv udramatisk. Fængselshistorien er selvfølgelig konkret og voldsom. Og brugbar som traumatisk baggrund.
Men man ser for sig, hvad der kunne komme ud af de dybtliggende konflikter med et musikmiljø, der ikke accepterer Else-Marie Pade. Af den sammenbidte kamp for anerkendelse. Hvordan ville en dramatiker som Per Olov Enquist – ’Billedmagerne’s dramatiker – håndtere sådan et stof?   
På’en igen, Suzanne Brøgger.

GregersDH.dk