Jens Frederik Sætter-Lassen, Ena Spottag og Karen-Lise Mynster i ‘Glasmenageriet’ (tegn.: Claus Seidel)
*
*
*
*
SPLINTRET GLAS
’Glasmenageriet’ spillet som blændende intimteater i Kasper Rostrups iscenesættelse, med Karen Lise Mynster i hovedrollen og i øvrigt perfekt besat af næste skuespiller-generation: Ena Spottag, Jens Frederik Sætter-Lassen og Nikolaj Bjørn-Andersen.
’Glasmenageriet’ spiller november måned ud på Hippodromen, Folketeatret
******
FORFÆRDENDE. Intet ord beskriver bedre, hvad der sker mellem de mennesker, der fortælles om i Tennesee Williams ’Glasmenageriet’. Stykket sætter spotlight på en familie, der er ved at gå i spåner, og hvor den sidste lim krakelerer i fortvivlede forsøg på at overleve.
Hver på sin facon:
Moren, der er blevet forladt af sin mand for år tilbage og bygger et vaklende korthus af et liv op over fortids minder og nutids forblændede forestillinger om, hvor perfekt alt skal være.
Sønnen, som henslæber tiden i et job på en skotøjsfabrik, men drømmer om at blive forfatter.
Datteren, der er klumpet, genert og tilmed invalid, et forvokset barn, der klamrer sig til sin sutteklud, en lille samling af glasfigurer.
De to unge skiftevis kuet af den ambitiøse mor og konstant i mislykkede forsøg på at gøre oprør.
PLETSKUD
’Gasmenageriet’ er Tennesee Williams debutstykke, et gennembrud, der ramte det amerikanske publikum som en øretæve i det sidste år under 2. verdenskrig. Et kvælertag på småborgerligheds trivielle mønster.
Kasper Rostrups iscenesættelse har været på langvarig provinstourné og er nu nået til Folketeatrets Hippodrom-scene, tilgængelig gennem planker og halvfærdig foyer under den store ombygning af teater. Og umagen værd.
Opsætningen gløder af øm omsorg for disse skæbner. Den er timet til artistisk perfektion, ikke en pause, der ikke er mættet med undertoner, ikke en replik, der ikke er svejset på plads gennem de mange forestillinger, den nu har bag sig. Pyntet diskret med et utal af små musikalske underlæg, som Fuzzy har valgt.
Og besat med skuespillere, der er pletskud i deres roller:
Først og fremmest Karen Lise Mynster som moren, der det ene øjeblik hundser med sine børn, det næste klapper, bønfalder, smigrer, alt for at sole sig i sin egen indbildte succes, hele tiden med hjerne og sind roterende i kamufleret erkendelse af, at alt er og forbliver ad helvede til.
Hendes raseriudbrud er vulkanske, hendes evne til at springe fra vrede til jubel, rastløst på jagt efter smuthuller, der kan retfærdiggøre hendes mislykkede liv eller bevise, at redningen nok venter bag næste hjørne.
F.eks. med afsætningen af den foragtede, ubehjælpsomme datter, der i morens øjne vel mest spiller komedie – Ena Spottag (rigtigt, ja: datter af Jens Jørn Spottag og Dea Fog) har den mest fortryllende måde at vende øjnene mod os i skræmt undren, té sig som en, der har taget af kagedåsen, men også krybe i et musehul med alle forventningerne bristefærdige, da gæsten, den lapsede ven til hendes bror, er på besøg og med uskyldig yankee-chevalereskhed kurtiserer hende og får hende til at forlade musehullet for en kort stund. Tårerne er på vej, da han byder hende op til dans.
Vennen spilles med varme og rørende sødme af Nikolaj Bjørn-Andersen.
FORFÆRDENDE
Historien fortælles i flash back af Jens Frederik Sætter-Lassen, husets søn, der kæmper for at undslippe det huslige mareridt og morens tyranni og kunne begive sig på en løbebane sig kunstner, som digter.
Det er en fortælling, der er grundlagt i Tennesee Williams’ egne oplevelser, og unge Sætter-Lassen er et velgørende bekendtskab. Indignation, irritation og menneskelig indlevelse rammer smukt i hans fortolkning af den unge udbryder af den familiære spændetrøje.
Forestillingen er gedigen, godt gammeldags teater, livskraftig helt ud i fingerspidserne, sikkert fuld af blodig genkendelse i sit indhold for masser af mennesker.
Forfærdende. Som vi startede med at erkende.
gregersDH.dk
