Jens Gotthelf og Kathrine Høj Andersen i ‘Glasmenageriet’ på Aalborg Teater (Foto: Lars Horn)
SÅ TYST
Tennesee Williams’ ’Glasmenageriet’ som fortættet drama på Aalborg Teater.
****
ENKLERE kan det dårligt være. Tennesee Williams ’Glasmenageriet’ er et af de neoklassiske stykker, der rammer rent, følelsesladet, sentimentalt og bevægende med få midler: Tre personer på scenen i 1. akt. En fjerde ind i 2. og sidste akt – planlagt og forventet gennem det meste af 1. akten. Tilmed som katastrofevarsel.
Det er Tennesee Williams gennembrudsstykke. Det har hans stykkers grundelementer: Familieliv, der skal bryde sammen. Næste generation, der kikser under vægten af moder- eller faderbinding. Den amerikanske rædsel for fattigdom. Og den lige så amerikanske rædsel for alkohol. Det er ekkoer af 30’erne, der runger gennem efterkrigsårene.
FORTÆTTET
På Aalborg spiller de ’Glasmenageriet’ præcist og smukt efter recepten – det umiddelbart tilgængelige og fortættede stof er i Geir Sveaass’ instruktion og i en Rolf Alme-dekoration lige så fortættet anbragt i den kombinerede spise- og dagligstue, et podie, der med fin effekt kan rulles ind, lyset kan samles om det hjemlige skafot, og husets søn, der som en anden Williams beretter historien kan træde til side og være iagttager og vidne, samtidig med at han kan bestige skafottet og indtage sin ulyksalige, familiære plads. Jens Gotthelf har rollen som sønnen Tom, knægten, der er gået i stå med sit liv, næsten inden det er kommet i gang. Fordi moderen – og det er omdrejningspunktet – har sat sig på ham med sine krav og forventninger. Som hun har sat sig på den stakkels datter, der ikke alene er fysisk lammet af en benskade, men oveni mentalt udraderet af sin overaktive mor, Marianne Høgsbro for fuld udblæsning som fru Amanda Wingfield, et rædselsmonstrum af en selvoptaget madamme, uhyrlig i sine evindelige krav til børnene om at oppe sig, lattervækkende i sine pralerier om egne fortræffeligheder som ung og egen evne til at blive attrået af de unge, de rige og de smukke, og fuld af forklaringer på, hvorfor det skulle have været så godt, men blev så halvskidt.
FORTE OG PIANISSIMO
Det er nok Marianne Høgsbro, der som fru Amanda huserer og udfolder hele flimmeret af herligt, falsk klingende, moderlige salver. I udsving fra mezzoforte til fortissimo og med gispende latterudbrud af usikkerhed. Men det er alligevel omkring Katrine Høj Andersens afdæmpede spil som datteren Laura vores opmærksomhed samler sig mest. Offeret, den hjælpeløse. Stumperne af en ung pige, og hendes barnlige leg med sine glasfigurer, der kan knække for hvert forkert stød, og som da også gør det, da Toms ven, den unge Jim kommer til middag – et hysterisk giftekniv-arrangement af moren.
Katrine Høj Andersen bruger stemmen i et pianissimo, når hun overhovedet bruger den. Smilet tøer op i korte glimt, da hun vågner til liv ved besøget, og klinger ud igen, da den belevne gæst trækker sig forskrækket tilbage efter en snært af betagelse over den hudløse unge pige – der puster lysene ud, mens alt går i sort omkring hende. Brændt af, om man så må sige. Nærmest rystende symbolik den aften, nogle dage efter premieren, da jeg så forestillingen: Pigens løse, lys lokker blev fanget af en flamme og brød i lue, da hun pustede. Kun et sekund, så fór hendes hånd op og slukkede.
Martin Geertz har glimrende fat i Jims sympatiske, men overfladiske følsomhed. Ligesom Jens Gotthelf, af Gud og mennesker forladte, men lige så sympatiske Tom bliver hængende på familieportrættet sammen med søster og mor.
Tyst, smukt og sørgmodig affære, i slægt med Tjekhovs vakuumpakkede, russiske familiedramaer.
