Christina Michanek, Ulrik Birkkjær og Alexander Stæger i ‘Giselle’ (Foto: Gregers Heering)
DRØMMEN OM GISELLE
Repremieren på ’Giselle’ forærer os med Christina Michanek en Giselle, strålende af uskyld og ungdom.
*****
GISELLE! Hvilken danserinde drømmer ikke om at danse pigen, der dør af kærlighed? Pigen, der bliver vanvittig i et kaudervælsk af overtro, social panik og desperat jalousi. Og ender med at stå op af graven, pisket frem af en art elverpiger, willi’er kaldet, i denne ærkeromantiske, franske ballet fra en tid, hvor nat var død og mystik, morgengry forløsning…
Jo, jo. ’Giselle’ er en drøm. I aftes blev det så Christina Michanek, den nye solodanserinde – sidste sæson en fortryllende Askepot, nu i sporet efter Silja Schandorff og utallige andre langt bagud i teaterhistorien – ’Giselle’ har været danset lige siden midten af 1800-tallet, navnene flimrer nogle årtier tilbage i vores hukommelse.
’Hvordan kan man huske en scene, der ikke er mere?’ spurgte Informations Anne Middelboe Christensen forleden i irritation over de balletter, der ikke findes optagelser af, så man kan genkalde sig det svundne, men geniale? Det kan man nu sagtens i afkroge af sine hjernevindinger. Det, man ikke kan, er at gengive det fuldt forståeligt for andre, uanset hvor mange ord. F.eks. Silja Schandorffs bevægende ’Giselle’, danset for sidste gang for mindre end et år siden.
Lyslevende erindret på den indre skærm. Men det er så dét.
USKYLDIG GISELLE
Det, man kan fortælle andre om Christina Michanek, er, at hun er mindre mystisk og fjern end Silja Schandorff, men vi kan immervæk få en klump i halsen over den strålende, men lynhurtigt forspildte, ungdommelige uskyld, der strømmer fra hendes smil og spinkle lethed. Hun er i sandhed pigen fra andegården, der har ligget i et svaneæg.
Endnu uforløst i sindet, tilsyneladende ubevidst, men alligevel gennemført sikker i sit udtryk.
Ingen vil fortænke Ulrik Birkkjær, der danser den noble, forelskede Albrecht, i at danse sig til døde i jeg-ved-ikke-hvor-mange dusin imponerende ’batteringer’ i 2. akten, for at blive forenet med den stakkels gravlagte pige. Det er på den ene side en af den slags maskuline præstationer, der er som fabelagtige sportspræstationer – en 100 m på 9,5 sek – og samtidig en udtryksmæssig eksplosion, som får os til at fatte den uopnåelige kærligheds totale desperation. Sådan.
En uhyre sympatisk ung Hilarion, Albrechts rival, danset af Alexander Stæger. Som elverdronningen Myrtha en faretruende Kizzy Matiakis – hende som før hed Howard til efternavn, ligesom Christina engang hed Nilsson. Tider skifter og iler for balletdansere.
I SKOVTYKNINGEN
Det, der ikke iler – og som vi derfor kan mindes om ganske håndfast – er f.eks. genbruget af dekorationerne til ’Giselle’, englænderen Desmond Heeleys orgie af romantisk skovtykning, der er lige til Rødhætte, Elverhøjs Mor Karen og ’Hjortens Flugt’, om du vil – hjorte får vi ikke hér, men da et par vældige, spillevende jagthunde i det fyrstelige følge, så smidige at se på som hele det dansende balletkorps, men nægtet muligheden for andet end at stå stille i snor og se ud.
Hvad der heller ikke iler, men kan fastholdes, er musikken, franske Adolphe Adams partitur, kønt forløst af kapellet og Graham Bond. Det næsten wagnerske ledemotiv til pas de deux’erne mellem Giselle og Albrecht, for ikke at tale om den smukt håndterede As-dur bratch-solo i 2. akt – musikken er måske ikke uovervindelig genial, men den er fløde for balletdansere.
Sådan holdes en snart to hundrede år gammel ballet i live, og tak for det. Også til dem, der sørger for det nu og her: Nikolaj Hübbe og Sorella Englund.
