DVD-forsiden til ‘Gesualdo Shadows’

DEN

GENIALE

GALNING

DVD’en med Bo Holtens Gesualdo-opera er et knivskarpt nærbillede på tenoren Gert Henning-Jensen i titelrollen

Komponist: Bo Holten. Iscenesætter: Deda Christina Colonna. Librettist og scenograf: Eva Sommerstad Holten. Medvirkende: Gert Henning-Jensen, Tor Lind, Hanna Kappelin, Rasmus Kure Thomsen, Guido Paevatalu, Ann-Christin Wesser Ingels, Anders Jakobsson og mange flere. Musica Ficta-koret og Concerto Copenhagen. Dirigent: Bo Holten.

DVD’en er en optagelse fra Den Fynske Operas ’Gesualdo Shadows’ i 2016. Coprod. mellem Den Fynske Opera og Musica Ficta. Dacapo Records 2110428.

****

VI bliver fanget ind med det samme af lyset, billedet, sceneriet. Video-optagelsen af Bo Holtens Opera ’Gesualdo’ rammer for mig erindringen om opførelsen af ’Gesualdo’ på Operaens Takkelloftet i 2014. Den glødende sorte stemning. Den koncentrerede madrigal-sang af Musica Ficta-koret. Concerto Copenhagens musikere (CoCo), der sidder på scenen som en slags hovedperson i operaen. Bo Holten, der dirigerer det lille barok-ensemble.

VI er tæt på. På samme måde som vi var tæt på, da CoCo opførte Vivaldis ’Ottone in Vila’ i Teater Republique under Copenhagen Operafestival i 2014, dengang under Lars Ulrik Mortensen.

DER er så meget, der melder sig med det samme i lyd og billede. Ikke Odense-opførelsen i 2016, som jeg ikke så.

BO HOLTENS opera handler om den italienske renæssance-komponist Carlo Gesualdo. Han er ikke bare en interessant komponist, der skrev forførende madrigaler. Han er en dramatisk historie. En adelsmand, besat af sin musik, voldsom i sit privatliv, han myrder sin kone, da han afslører hende i sengen med en elsker – elskeren ryger med i købet. Voldsomheder, grådighed på alle ledder, lige, hvad vi kalder et renæssancemenneske. Gesualdo ender med at blive vanvittig og dø en tidlig død i Bo Holtens opera, i armene på sin skygge, sin dobbeltgænger. Skyggen kan være udtryk for en spaltning i Gesualdos sjæl – han kan også være fanden selv, som skyggen er i Stravinskys ’The Rakes Progress’, operaen, Stravinsky skrev i årene omkring 1950, inspireret af den engelske barok-maler William Hogarths billeder. ’Lastens vej’ blev dén operas titel på dansk. Der er meget Hogarth og en god portion Stravinsky i Bo Holtens opera, ikke mindst i opsætningen – den munder f.eks. ud i billeder af den gale Gesualdo, der halvnøgen ender sit liv i en situation, der er identisk med den, vi ser i Hogarths berømte billede af hovedpersonen Tom Rakewell i galehuset.

DÉR er vi så ved endnu en af denne videooptagelses kvaliteter – midt i problemerne, som vi gemmer et øjeblik. Gesualdo bliver spillet og sunget af Gert Henning-Jensen, som får skabt en skikkelse, der vokser gennem de næsten to timer, operaen varer. Kamera og mikrofon suger ham til sig – den stadig mere forvildede komponist, der med sin tvetydige dobbeltgænger ved sin side flakker mellem nodeblade, kvinder og magtfulde omgivelser, en uløseligt usikker, besat mand, fortabt i sine kunstneriske ambitioner, fortabt i sin grådighed. En stor og svær opgave, mere og mere intenst borende ind mod vanviddet, sangligt forløst med udnyttelse af denne tenors specielle udtrykskraft – ved premieren for fire år siden på Takkelloftet var Gert Henning-Jensen blevet syg, og vi hørte den udmærkede stand in Christian Damsgaard, der var en helt anden stemmetype. Det er interessant at se og høre nu, hvor stærkt et greb om denne Gesualdo, Gert Henning-Jensen lykkes med. En martret sjæl indfanget i billeder og lyd, der er afgørende for vores oplevelse af Bo Holtens opera.

DER bliver sunget på engelsk. Ikke alle solisterne er lige klare i tekst-mælet, men det hjælper, at DVD-udgaven er tekstet. Dermed bliver vi ikke ladt helt i stikken i et handlingsforløb, som ellers er fuldt af uklarheder.

UKLARHEDER, der hænger sammen med, at librettisten Eva Sommerstad Holtens har villet have alt for meget med. I tekstheftet læser vi om forløbet i tre akter, først er vi i Napoli, så nordpå i Ferrara, til sidst i den by, der bærer komponistens navn: Gesualdo i det sydlige Italien. Men sceneriet er uforandret det samme magiske sort-gyldne, tegnet på en næsten konstant mørk baggrund, lyst op af farverige kostumer, men vi er alligevel – sikkert lige som instruktøren Deda Christina Colonna – overladt til forsøg på at dechifrere, hvem de enkelte personer, der dukker op, er, hvorfor de gør det, hvad de repræsenterer – og det er sandelig ikke fordi en sanger som Guido Paevatalu ikke synger sin hertug af Ferrara med overbevisende myndighed og klar tekst. Heller ikke, at barytonen Tor Lind – Skyggen, the Shadow, parallelfiguren til Stravinskys Nick Shadow – ikke har glimrende vokalt og fysisk udtryk for Gesualdos dobbeltgænger – sminket med en ildevarslende stribe, der deler hans ansigt i to. Og heller ikke, at vi lever med et stykke hen ad vejen i den fine sopran Hanna Kappelins Maria d’Avalos, indtil Gesualdo tager livet af hende.

MEN i det brogede spil på scenens skakbræt er det musikken, der må holdes os fast: At nogle af personerne på scenen er Musica Ficta-korets sangere, og at det er vekselvirkningen mellem de gesualdoske madrigaler og Bo Holtens sammenbindende og fortællende recitativer, som er afgørende for vores udbytte af historien. Bo Holten skriver med den maleriske og klare stemmeføring i orkester- og vokalsats, som vi kender fra hans andre operaer.

DET lykkes de fleste steder at få syntesen mellem de originale Gesualdo-madrigaler og dialogerne til at hænge logisk sammen. Der er noget at lytte til. Havde librettoen brugt tættekammen til at skildre Gesualdo på geniets og lastens vej uden omsvøb, havde vi haft en rigtig stærk opera.

gregersDH.dk