LØGN OVER LØGN

Ibsens ’Gengangere’ i stram, klassisk version på Aarhus Teaters Scala.

*****

REGNEN siler over Århus denne aften. Men ikke over scenen i Scala Salen på Aarhus Teater, hvor man en halv snes dage endnu spiller Ibsens ’Gengangere’. Det har regnet nok over ’Gengangere’ i denne sæson. Det Kgl.s opsætning druknede i den regn, som en instruktøren Thalmeier syntes var det brillante greb for at nedsænke os i norsk fjordgru og historiens tungsind.
Aarhus Teater har med den engelske instruktør Mick Gordon valgt en kølig, enkel og helt nøgtern form. Alt foregår i en klassisk stue, reduceret til bord, sofa, lænestole, nøgne vægge – en enkelt, meget lille skærm viser sorthvide billeder, der angiver al den tristesse, man kan forestille sig udendørs.
Men i princippet er al det enerverende falskspil mellem personerne koncentreret om skuespillerne og deres replikker, deres reaktioner og deres underspillede bedrag og løgne.

KLASSISK

Stykket åbner som det slutter. Med fru Alving som en lynfrosset mørk statue af bitter erfaring og med de øvrige personer, Osvald, pastor Manders, Regine og Engstrand frosset nogle sekunder næsten som sorte papirklip på en lys baggrund.
Vi er beredt på tragedien. Og vi har oplevet den, da ’Gengangere’ slutter 85 minutter senere efter afdækning af løgn over løgn.
Det er en opsætning, vi især lytter til. Klassisk Ibsen i et sprog, der uden at være søgt alligevel er forsigtigt bagudskuende. Vi skal ikke bildes ind, at her er noget, vi nok bedre forstår, hvis historien peppes op med nutidsjargon. I sin essens er denne skildring af skjulte affærer omkring et familieliv og forsøg på at lægge røgslør over virkelige motiver mellem mennesker gennemført genkendelig for et moderne publikum.
For nogle er den del af stykkets problematik, der handler om, at den unge søns syfilis skulle være en arv fra faren, blevet et emne, der gør stykket forældet. Man kan ikke arve syfilis, ved vi i dag.
Men det gør meget lidt fra eller til. ’Arven’ i denne historie er den belastning, der ruger over alle personerne. Den, der får alle de gradvise afsløringer af fortids synder, fejlgreb og fortielser til at tage sig ud som – gengangere.

STÆRKT HOLD

I denne opsætning er Inge Sofie Skovbo en stadig mere gribende fru Alving i vekslen mellem sikkerhed og usikkerhed og indre magtkamp for at få sit ståsted til at holde. Hendes statur, sprog og holdning er næsten dronning Margrethe-agtig – hvis man kunne forestille sig dronningen krakelere i en beretning, der bare mindede en smule om den mentale nedsmeltning og forsøg på genopbygning, denne fru Alving gennemgår, så skulle vi nok se løjer. Det er stærkt spil af Skovbo, uden at jeg skal beskylde hende eller instruktøren for at have dronning Margrethe i baghovedet. Bevar mig vel.
Thomas Levin spiller den håbløst smadrede kunstnersøn med en blanding af kækt teenage-overmod og total nedtur – intet halmstrå kan redde ham. Slet ikke Mette Døssings benhårde Regine, der målbevidst går efter at redde sig selv, men må forventes at ramme skråplanet.
Kun to skal nok klare sig: Pastor Manders, der i Bue Wandahls skikkelse med den tilforladeligste mine snor sig igennem alle vanskelighed, klar til i enhver situation at bruge præstekraven som usvigelig sikker redningsplanke.
Og gamle Engstrand med klumpfoden – Kim Weisgaard gør ham til at helt show af snuhed, ustandselig på rov efter ny muligheder for at snyde i sit eget pokercirkus – jeg gætter på, at Weisgaards spil nu efter mange ugers forløb har fundet ydergrænsen for, hvor mange kegler figuren kan tåle af vælte. Den samlede stramhed i spillet mellem de medvirkende i øvrigt ufortalt.
En klassiker på banen. En fornøjelse.

GregersDH.dk