Fra ‘Gasolin” på Aveny-T (tegn. Claus Seidel)

LARSEN – DEN LUNE?

’Gasolin’’ som helvedesvision på Aveny-T i Cederholm-udgave

’Gasolin’’ spiller på Aveny-T indtil 6. december og fortsætter på Aarhus Teater 6.januar – 21. februar 2015.

****

NOSTALGI, så det driver? Ja, ja. Tyve år tilbage i 1994, da ’Gasolin’’ blev gravet ud af moders liv og teaterkoncert-begrebet blev født.
Det er dét, der nu bliver fejret.
Man kan endda sidde dér i aftes og – hvis man vil – grave sig helt tilbage til 60’erne, da Peter Belli eller Sir Henry and his Butlers i den selvsamme Aveny-T-sal flænsede i guitarerne og rev fingrene til blods, som var strengene den pigtråd, der dengang gav navn til dansk rock.
Hvis væggene i den sal kunne tale!
Dengang kom den minderige sal til at ligne et slum-orgie, stolene var sendt på lossepladsen, gulvet var til dans, og det var ikke søndagsskole-dans.
Nu sidder vi på noble stolerækker og ser teater, nej, fejrer teater. Musikteater, der rykkede i bardunerne i 1990’erne – gjorde teatret til et flimrende, flammende musiksted, hvor musikken fik tøj på, der hverken lignede det ene eller andet, hverken koncert eller musical.

DENGANG

LIGNER den så sig selv nu, denne ’Gasolin’’, teaterkoncerten, som den så ud for tyve år siden? Aner det ikke. Ikke rigtigt. For det lykkes med den nye ’Gasolin’’ at udviske det meste af erindringen om forestillingen i 1994. Jo, vi kan da godt huske, at Caroline Henderson og Lotte Andersen var med dengang. Den sidste ikke mindst, da slutsangen, kommer som liflig balsam: ’Som et strejf’.
Og vi genfremkalder Troels Lyby og Jimmi Jørgensen i vores tågede erindring ved gensynet med dem. Nu mosgråede, men med al mulig  modenhed og fordærv i sjæl og legeme.
Men ellers siger vi: Var det virkelig dengang også sådan et magisk dommedags-show i Marianne Nilssons og Camilla Bjørnvads scenografi, en helvedes-vision af Bernhard Kellermanns ’Tunnellen’, inden den brasede sammen – hos Nilsson og Bjørnvad og Nikolaj Cederholm et kæmpemæssigt kloakrør fyldt af krible-krable, sorte sataner, alt i nøgent eller sort-sort, pigerne som små rovfugle, mændene som hætteklædte Isis-bødler, der bare har smidt hætten et øjeblik – et djævelskab i Anja Vang Kraghs kostumering, selv Jean Voigt kunne ikke have gjort det mere djævelsk, bortset fra når han tegnede kostumer til sig selv.
Dommedag på selveste denne 11. september?

DRØN

NÅR man så dem i flok – hvor kom de fra? Var de undslupne sørøvere eller christianitter på flugt, måske overlevende neandertal-mennesker – en af guitaristerne lignede en mellemting mellem klokkeren fra Notre Dame og et vildfarent barn, når han sendte sky blikke til Jimmy Jørgensen.
Men guitar kunne han spille, og medvirkende var han som de to andre musikere i dette bansatte, musikalske infernoshow. Lune og rare Kim Larsens poetiske sange og tekster omsat af arrangøren Kåre Bjerkø og musikerne til drønende, hårdtslående rock – uden at vi egentlig føler trang til at fremføre andet end at, når det går så voldsomt til midt i laserlys-strålerne og de cederholmske ture op og ned og ind og ud af lemme i loft og gulv, så skulle nogle stykker af Larsen-sangene måske kunne tåle at være skruet ned til lidt lunere, musikalske himmelstrøg.
Vi manglede musikalske kontraster. De var der som i indledningen til 2. del efter pausen, hvor ’Sirenesangen’ klang sjovt af gregoriansk korsang. Eller i den omtalte poetiske finalesang ’Som et strejf’.
Ok, det fulde rocktryk i musik og action var da forrygende, da vildskaben og kanonilden fra slagtøjet satte alle medvirkende i rytmisk krigsdans under ”Da jeg gik ud over Langebro en tidlig mandag morgen” – jo, variation var der da nogle gange.
Men festfyrværkeriet havde været endnu flottere med nogle flere hvilepunkter.

gregersDH.dk